Passive/Aggressive

Ahmed Malek & Flako – Algeriets maestro på elektro-psykedelisk synth-safari.

May 5 2017 AhmedMalek-Photo-12

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i serien om det glemte guld er nok i virkeligheden dedikeret til gemt guld. Det vil sige guld, der indtil i år, har været gemt nærmest helt væk for verden. Ingen andre end måske kunstneren selv virker i al fald til at have været bekendt med musikkens eksistens. Indtil nu. Det er algeriske maestro, Ahmed Maleks (1931-2008), det insisterende tyske label Habibi Funks og den chilenskfødte tyske DJ Flakos fælles udgivelse “The Electronic Tapes” fra februar i år. Et album, der er blevet til som en konsekvens af Jannis Stürtz’ (Habibi Funk-stifter) og Flakos bearbejdelse af gemt guld fra Ahmed Maleks arkivbånd.

Men det er også et album, der viser os, at fortiden slet ikke er færdig med at hjemsøge os med u(d)søgte skatte af kunstnerisk materiale, der tvinger os til at ændre på vores verdensopfattelse. Det er  de færreste, der ved, at der i Algeriet i perioden fra slut-70’erne op til start-80’erne blev skabt en række banebrydende elektroniske avantgarde-kompositioner og eksperimenter, helt i tråd med Europas tidlige avantgardistiske ambient elektroniske musik som eksempelvis krautrocken. Og samtidig er arbejdet bag tilblivelsen af denne plade et interessant musikarkæologisk projekt, hvor der samarbejdes på tværs af tid mellem to kunstnere. Et samarbejde, der udligner historien og viser, at der i virkeligheden ikke er særlig langt mellem Algeriet i slutningen af 70’erne og lyden af moderne elektronisk musik. Alt hvad der skal til er en ihærdig arkæolog, gemt guld og en producer med flair for at færdiggøre det fundne, ufærdige arbejde.

Først lige lidt forhistorie. Ahmed Malek, der ofte bliver betegnet som Algeriets Ennio Morricone, var en algerisk TV- og filmkomponist og orkesterleder for Algeriets statsfinansierede TV-symfoniorkester. På de vestlige breddegrader har hans navn endnu ikke helt samme status som Morricone, men som sidste års Habibi Funk-genudgivelse “Musique Originale de Films” (af Passive/Aggressive og undertegnede udnævnt til en af 2016 bedste genudgivelser) viste, så har Malek et vist musikalsk slægtskab med den italienske maestro, eftersom de begge har en signatur, der er forførende legesyg og naivistisk, imens den ligeledes omfavner melankolien og nostalgien. Letbenet og tungsindig psykedelisk jazz med en ofte lounge-agtig vibe og, i Maleks kompositioners tilfælde, hints af arabisk folklore og ethiojazz. Måske kan Habibi Funks to nævnte genudgivelser og de erklærede kommende projekter på Habibi Funk hjælpe til at få Ahmed Maleks dybt originale lydverden op i nærheden af den italienske maestro, når historien skal omskrives (igen).

I forbindelse med forberedelserne til genudgivelsen af “Musique Originale de Films” fik Jannis Stürtz et kæmpe arkiv af bånd fra Maleks datter med hjem til Berlin. Blandt de bånd fandt Stürtz en masse markant anderledes kompositioner, end dem vi nu kender fra eksempelvis “Musique Originale de Films”. Et væld af elektroniske kompositioner, feltoptagelser og avantgardistiske eksperimenter fra Malek. Numre der, ifølge Jannis Stürtz og Flako, ofte virkede som lange og underligt uafsluttede kompositioner. Det er i den forbindelse, at Stürtz hiver sin chilenskfødte, tyske producer-ven og DJ Flako med ombord på projektet. Ganske enkelt for at finde en måde at færdiggøre disse kompositioner og distribuere dette glemte elektroniske guld, disse fortabte og uafsluttede eksperimenter fra Malek videre ud til masserne.

Mange ting er uvisse omkring Maleks originale kompositioner og eksperimenter, der danner grundlag “The Electronic Tapes”. End ikke producer og medkomponist Flako eller Maleks egen datter, der har videregivet båndene til Habibi Funk, ved, hvor kompositionerne stammer fra, endsige hvilke synths, feltoptagelser og maskiner kompositionerne, de er skabt ud fra, baseret på eller hvilket formål, de eventuelt har været tiltænkt. Enkelte af båndene er markeret med teksten “Varadero, Cuba”, hvilket angiveligt skulle referere til en avantgarde-festival på Cuba, som Malek besøgte et par gange i starten af 80’erne. Til gengæld kan vi som lyttere nøjes med at forholde os til selve musikken og det afsluttede værk “The Electronic Tapes” efter Flakos korrenspondance med Maleks elektroniske musikarv. Og lad os i stedet gøre det. For selvom forhistorien nok er interessant (ellers ville nærværende signatur have brugt krudt på den), så står musikken friskt og selvstændigt frem, som et nutidigt værk, der peger lige så meget tilbage til den tid, det kommer fra, som det åbner nye døre ind til fremtidens elektroniske musikscene(r).

Musikalsk bevæger vi os på “The Electronic Tapes” et sted mellem new age med et mørkt strejf af noir, månesyg kosmische musik, feltoptagelser, absurde lydkollager, nærmest ritualistisk musique concrete, kollapsede kompositioner og loopede beat- og synth-arabesker. Alt sammen smurt med Flakos varme, ekko-indsvøbte produktion og delvise udligning af numrenes forskellige karakter ved hjælp af tilføjelsen af et par nyindspillede bassynths, perkussion og små melodilinjer. Det her er musik, der emmer af lige dele Delia Derbyshire, Else Marie Pade, Tangerine Dream og Madlib, når han flekser med sample-musklerne og skaber små minimalistiske beat-suiter af esoteriske samples fra den overdådige pladesamling. Det hele glider ganske enkelt sammen og bliver til et herligt og til tider obskurt lydværk.

Flako afslutter respektfuldt Maleks værker og sender dem via arkivskufferne ind i 2017’s boblende eksperimentarium for elektroniske musik, impro, free jazz, field recordings, musique concrete og kompositionsmusik. Det er til tider blot brudstykker, uafsluttede kompositioner, men Malek var så dybt inde i filmens verden, at han, selv i sine mest minimalistiske og/eller fragmenterede øjeblik ikke kan undlade, omend ikke altid i kolossal form, så i subtil og nærmest porøs ditto, at have et lille visionært eller narrativt hint listet ind i sine synthkompositioner/de-kompositioner. Dét og så Flakos respektfulde indpakning af numrene, skaber vitalitet og tilstedeværelse, samtidig med at der bliver plads til abstraktioner og kosmisk udlængsel pladen igennem. En vellykket sekventering af pladen, hvor der veksles let mellem Maleks forskelligartede synth-kompositioner skaber en fornemmelse af skiftende konkret og abstrakt musik, kosmisk summende synth-flader og nærværende arabesker. Den elektroniske musikscene anno 2017 har lige fået et nødvendigt boost nyt liv, avantgarde, vision og nærvær fra fortiden, fra Algeriet. Hvem havde (ikke) regnet med det?

Info: Ahmed Malek & Flake “The Electronic Tapes” udkom i februar via det tyske label, Habibi Funk.