Passive/Aggressive

Wally Badarou – Futuristiske elektro-caribiske synteser mellem new age og dansemusik

June 2 2017

wallybadarou

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i serien om “Det Glemte Guld” kigger nærmere på franske Wally Badarous spraglede, elektro-caribiske debutalbum “Echoes”, der oprindeligt udkom i 1984, og som senest har været forsøgt reaktualiseret via Music On Vinyls genoptryk i 2016.

Og hvorfor så netop nu? Det er trods alt ikke bare fordi nærværende signatur er blevet ramt af sommervarmen, men i højere grad fordi “Echoes” virker nærmest mere aktuel nu, end da det udkom for snart 30 år siden. “Echoes” er gennemsyret af en signaturlyd af dansevenlige grooves, skæve electro-ritualismer, new-age flirterier og twistede synths blandet med caribiske og afro-vibes, der synes at gå igen i mange af de senere års elektro-udgivelser fra navne som Sorcerer, Jex Opolis, Roskilde Festival-aktuelle Fatima Yamaha og retro-futurister som Todd Terje og Nu Guinea. På samme måde flugter albummets xenomaniske og genrenedsmeltende lyd med den æstetik, der dyrkes på tværs af labels som eksempelvis Music From Memory, Growing Bin Records, RVNG Intl. og sågar det Londonbaserede 22a, hvis futuristiske eksperimenter i grænselandet mellem jazz og house, synes at være i naturlig forlængelse af dele af Badarous lyd på “Echoes”. Læs resten

Graeme Miller & Steve Shill – Mummidalens tonekunstnere fuckr med dn hjrne

May 12 2017

a3605829161_10

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i serien om “Det Glemte Guld” kigger nærmere på lyden af et minde, du måske har, eller et minde som du måske får, efter at have stiftet bekendtskab med Graeme Miller og Steve Shills musik til The Moomins, der blev komponeret i 1982 og nu udkommer på vinyl for første gang via Finders Keepers.

Soundtracket var oprindeligt tiltænkt engelske børn, da de i starten af 80’erne blev introduceret for det tysk-polske børne TV-show Opowiadania Muminków (aka. Die Mumins eller The Moomins, som det skulle komme til at hedde i England), men som nu endelig bevæger sig på tværs af landegrænser og bliver en international lydside, der kan nydes ikke bare af folk, der bevæger sig ned i Mummidalens sært spooky univers. Tilføjelsen af en potentiel ny lydside til noget så rent som et barndomsminde om et TV-show synes i øvrigt at flugte ganske fint med Mark Fischers tanker om livet i hauntologiens tidsalder, hvor vi synes at længes efter noget, vi måske aldrig har haft. Et senmoderne stillbillede af en hukommelsesmaskine skudt i sænk af kapitalismens hyperbombardement mod sanseapparatet.

For nærværende signatur er der i al fald tale om en sammenblanding af forskellige oplevelser og minder om Mummidalen. Jeg husker udmærket, at være lettere skræmt over Mummidalens underlige og uhyggelige univers, omend jeg ikke husker lydsiden. Ved første møde med Graeme Millers og Steve Shills engelske soundtrack, dukker billederne af de der uhyggelige, men alligevel nuttede baby-næsehorn og hekse i den idylliske dal op igen. Måske har jeg hørt musikken før? Måske ikke. Men billederne, de dukker op igen i min hukommelsesmaskine.
Læs resten

Ahmed Malek & Flako – Algeriets maestro på elektro-psykedelisk synth-safari.

May 5 2017 AhmedMalek-Photo-12

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i serien om det glemte guld er nok i virkeligheden dedikeret til gemt guld. Det vil sige guld, der indtil i år, har været gemt nærmest helt væk for verden. Ingen andre end måske kunstneren selv virker i al fald til at have været bekendt med musikkens eksistens. Indtil nu. Det er algeriske maestro, Ahmed Maleks (1931-2008), det insisterende tyske label Habibi Funks og den chilenskfødte tyske DJ Flakos fælles udgivelse “The Electronic Tapes” fra februar i år. Et album, der er blevet til som en konsekvens af Jannis Stürtz’ (Habibi Funk-stifter) og Flakos bearbejdelse af gemt guld fra Ahmed Maleks arkivbånd.

Men det er også et album, der viser os, at fortiden slet ikke er færdig med at hjemsøge os med u(d)søgte skatte af kunstnerisk materiale, der tvinger os til at ændre på vores verdensopfattelse. Det er  de færreste, der ved, at der i Algeriet i perioden fra slut-70’erne op til start-80’erne blev skabt en række banebrydende elektroniske avantgarde-kompositioner og eksperimenter, helt i tråd med Europas tidlige avantgardistiske ambient elektroniske musik som eksempelvis krautrocken. Og samtidig er arbejdet bag tilblivelsen af denne plade et interessant musikarkæologisk projekt, hvor der samarbejdes på tværs af tid mellem to kunstnere. Et samarbejde, der udligner historien og viser, at der i virkeligheden ikke er særlig langt mellem Algeriet i slutningen af 70’erne og lyden af moderne elektronisk musik. Alt hvad der skal til er en ihærdig arkæolog, gemt guld og en producer med flair for at færdiggøre det fundne, ufærdige arbejde. Læs resten

Laraaji – Omfavnet af tusind små glitrende sole

Feature December 13 2015 Layout 1

Af Nicklas Sørensen

Laraaji rejser rundt med yoga og fred. Musikken og åndedrættet. Åndedrættet i musikken. Spiller på sin zither, taler, siger ingenting. Ler, ler, leende. Øjnene lukkes, en dyb indånding og dér – ja, udåndingen. Musikken fortsætter, og der er tusind små sole, som blinker i de trætte zitherstrenge. Repeterende figurer og droner i en endeløs flod af fredfyldt, auditiv væren. Menneskets indre stilhed forbundet med bevidstheden om kosmos. Musikken som en fortolkning af Solens himmelske omfavnelse af dagen. Intet nyt (under solen), kun et nu. En Nu-age. Laraajis musik er ren nu-age.

Egentlig hed han Edward. Edward Larry Gordon. Eller bare “Ed”. Ed studerede musik på universitetet og agerede komiker og skuespiller i sin fritid. En dag ville han pantsætte sin guitar i en pantelånerbutik. Han står i butikken med sin gamle Yamaha-guitar, og ekspedienten tilbyder ham et beløb, idet Ed pludselig hører en stemme i sit indre: ”Nej, gør det ikke – byt i stedet guitaren til instrumentet i vinduet dér”. Læs resten

Selvhenter – Heavy weather and the devil in the detail (The London Interview)

Feature In English June 29 2015

Interview by Mette Slot Johnsen from the London-branch of Passive/Aggressive

It starts raining round about the time when Selvhenter have finally crossed London Bridge. Big, heavy, audible drops. In a city dazed by impending downpours, a sonic weather system is descending on Dalston and Cafe Oto. Most people wouldn’t know it, but those who do, are in for a treat that evening.

I’ll admit it: I’m biased. I like heavy weather and I like music that sounds like it, too.

Cue Selvhenter. The band, in its current constellation, has existed since 2011, forming in the musical milieu of Mayhem in northern Copenhagen. The band consists of Jaleh Negari on drums, Sonja LaBianca on saxophone, Maria Bertel on trombone, Maria Diekman on violin and Anja Jacobsen on drums. The latter on maternity leave for the time being.

We sit down for a chat to discuss the new 7” “New Age”, released in collaboration with The Ex, as well as the workings and dynamics of Selvhenter. Læs resten

Woo – Stadiet mellem legesyge og meditation

New Music May 26 2015 0004131504_10

Det glemte guld – en serie af Mikkel A. Kongstad

I snart 30 år har de engelske Ives-brødre, Mark og Clive udforsket stedet mellem legesyge genrenedsmeltninger og meditativ musik. Hvad der umiddelbart lyder som et oxymoron, er dog alt andet end en omgang indre konflikt sat på lyd. I stedet er resultatet et sært dragende mix af medrivende minimalistiske krøller og beroligende landskaber. Alt sammen med et herligt twist af venlighed og lun humor, der fortæller at Woo vil dig det absolut bedste.

Gudskelov fik Drag City i 2012 den glimrende idé, at genoptrykke Woo’s mesterstykke fra 1989, ”It’s Cosy Inside”. Og det er derfor jeg skriver til dig nu. For at fortælle dig, at dette produkt, der altså er blevet lanceret af to omgange, i 1989 og 2012, forsat fortjener al den opmærksomhed, det endnu mangler til fulde at få. Læs resten

Robert Aiki Aubrey Lowe & Ariel Kalma – Med fuglene som stemmegaffel og vandløbet som metronom

New Music April 15 2015 ariel

Af Mikkel Arre

Som det allerførste løber rislende vand ind i ørerne, og 70 minutter senere er fugle og insekter det sidste, man hører. Det er en perfekt indramning af ”We Know Each Other Somehow”, der er et samarbejde mellem amerikanske Robert Aiki Aubrey Lowe og franske Ariel Kalma, og som i høj grad lader sine meditative lydlandskaber tage afsæt i naturen.

Ligesom pladens indledning og afslutning er også titlen meget velvalgt. På trods af at de aldrig tidligere havde mødt hinanden, og at Lowe er næsten 30 år yngre end Kalma, sender de to eksperimentalister tilsyneladende på helt samme frekvens. Læs resten