Passive/Aggressive

Når krypten kalder – En introduktion til Dungeon Synth

Feature October 16 2018 , af passive/aggressive dungeonsynth1

Af Danny Kreutzfeldt fra Gondolin Records.

Hvad får man, hvis man blander den norske black metals oprindelige æstetik med fantasy-nostalgi og industrial-musikkens mørke stringens? Det er ikke halvdelen af en joke, men et relevant spørgsmål, når man beskæftiger sig med i mine øjne en af de mest interessante musikscener i verden lige nu.

Karakteristik
Dungeon Synth er en lille indspist diy-baseret musikscene, der som så mange andre af den slags gror på det sociale internet. Der har udviklet sig enkelte enklaver i den virkelige verden i fx Auckland, Moskva, det nordøstlige USA og det centrale Frankrig, men ellers er scenen lagt an på mere eller mindre anonyme soloprojekter og pladeselskaber, der primært udgiver på bånd i ofte stærkt begrænsede oplag.

Musikken kan bredt betegnes som en slags behersket atmosfærisk elektronisk musik med middelalderlige eller episke melodier – og en ofte rudimentær eller direkte afvisende tilgang til produktion og lydkvalitet. Grundstemningen er ofte melankolsk eller depressiv, men kan også være triumferende eller opløftende. Instrumenteringen kan være alt fra legetøjs-keyboards og dårligt programmerede software-synths og til lækre indspilninger på vintage orgler, keyboards og synths.

Alt dette gør, at der er tale om en slags vindblæst industrial ambient med nogle atypiske grænseområder som fx programmeret folk-musik, gamle computerspils-soundtracks og hypnotisk new age-musik.

På trods af det elektroniske udtryk låner den nutidige dungeon synth-scene store dele af sin æstetik fra den tidlige norske black metal-scene fra start-90’erne. Der er et ekstremt fokus på individualisme, hvor det enkelte projekt skal skille sig ud fra mængden, og der gøres flittigt brug af aliasser, pseudonymer, hemmelige sideprojekter, og så selvfølgelig masser af falske online-profiler til promovering og trolling. Visuelt ligner udgivelser ofte i ganske ekstrem grad ortodokse black metal-udgivelser, men der er også ved at have udviklet sig en særligt dungeon synthsk artwork-æstetik, hvor man forsøger at blande romantikkens og fantasy-verdenens farvestrålende maleriske udtryk sammen med blackmetallens velkendte symboler som gotiske bogstaver, corpse paint og ulæselige bandlogoer.

Denne besættelse af blackmetallen hænger sammen med, at dungeon synthens oprindelse kan spores tilbage til den norske black metal-scene. Der udvikledes desuden op gennem 90’erne en form for omrids af en dungeon synth-genre i det internationale black metal-miljø, som siden hen stort set gik i glemmebogen, men som så løbende op gennem 10’erne er blevet taget op til revision i forbindelse med blackmetallens tredje bølge.

Anonymitet
Et af de steder, hvor scenen er anderledes end så mange andre nutidige undergrundsscener, er i det paradoks, der opstår, når man både hylder anonymitet og individualisme. I en tid, hvor upcoming musikere forventes at bruge store dele af deres tid på at netværke og engagere følgere med personlige kvababbelser, gøres der i dungeon synth i stedet rigelig plads til, at den indadvendte kunstner og den visionære skaber har ret til et anonymt frirum, hvor der kan fokuseres på et helstøbt æstetisk projekt, der også gerne skulle gøre brug af raffinerede temaer og koncepter.

Snarere end at oplyse selv minimal personlig information bruger det enkelte projekt derfor fx artwork og navngivning til at skabe eller relatere sig til en narrativ tematik, som på en eller anden måde passer til projektets musik. Det kan være et eget løst defineret fiktivt univers, eller der kan lånes flittigt fra eksisterende inspirationskilder som f.eks. Tolkiens Middle Earth eller legender og overleveringer fra det middelalderlige Europa.

En udgivelse har derfor ofte karakter af hyldest-baseret fanart eller oplysningsprojekt om særlige historiske begivenheder. Dette er tilfældet, også selvom man ikke fanger de referencer, der gøres brug af, eller der bevidst gøres brug af fx opdigtede navne, der ikke findes i eksisterende litterære eller historiske universer. Det er derfor i høj grad i de stemninger og billeder, som lytterens fantasi skaber ved at relatere musik og tematik, at fascinationen og tiltrækningskraften opstår.

Oprindelse
Ligesom det enkelte dungeon synth-foretagende er delvist baseret på fortællinger, viderebringes der på scenen generelt mange historier og rygter om fx hemmelige eller tidligere glemte projekter. Noget af det ypperste er at opdage, købe eller på anden vis få adgang til noget af det gamle dungeon-stads fra den sagnomspundne periode i 90’erne. Mere end nogen anden scene, jeg kender til, er dungeon synthen således besat af sin egen oprindelse, og jeg skal her forsøge at anskueliggøre den en smule løsrevet fra myterne.

Der er ikke nogen tvivl om, at dungeon synthens ophav og tidlige udvikling skal findes i 90’ernes tumultariske black metal-scene. Men der er ikke belæg for at påstå, at dungeon synth fandtes som subgenre eller selvstændig scene før langt senere. Faktisk bliver udtrykket “dungeon synth” først anvendt på en blog i 00’erne, og musikken omtaltes i 90’erne snarere som “dark ambient solo projects” eller på anden vis elektroniske soloprojekter fra folk i black metal-miljøet. Der er ej heller noget, der tyder på, at disse projekter i nævneværdig grad kommunikerede sammen eller promoverede sig i et fælles opgør med fx eksisterende elektronisk musik eller den metalscene, den udsprang fra. Den korrekte anskuelse ligger derfor nok tættere på at se disse 90’er-projekter som en trend, og en måde for datidens anonyme black metal-musikere for at udtrykke sig uafhængigt af deres band. Det kan jo være praktisk, hvis andre i bandet er forhindrede i at øve pga. død, fængsel eller livslede.

90’ernes proto-dungeon synth lyder ofte til forveksling som den nutidige, hvilket dog netop skyldes scenens optagethed af at genskabe sin egen oprindelse. På den måde bliver det at lave et stærkt 90’er-inspireret dungeon synth-projekt i sig selv en fortælling, der holder liv i myten om en sagnomspunden første bølge af dungeon synth.

Norge 1992-1994
Det, som i dag kaldes dungeon synth, fulgte således med blackmetallens anden bølge i 90’erne, men var ikke en selvstændig bevægelse før langt senere. Skal man forklare hvordan, er det oplagt at fokusere på soloprojekter fra to unge norske gutter, der med rette ophæves til dungeon synthens ophavsmænd:

Det startede i 1992 eller cirka deromkring. I et hus på en fjeldskråning i udkanten af den lille norske by Notodden sidder en ung knøs og laver musik på sin synthesizer. Musikken er minimalistisk, repeterende og understøttes af bombastiske stortrommer fra rytmeboksen. Udtrykket er dystert og melankolsk, men gennemsyres også af en dragende stemning, der har mindelser om soundtracks fra datidens fantasy-computerspil.

Knøsen kalder sig Mortiis. Han er på dette tidspunkt på vej til at stoppe som bassist i bandet Emperor, der kort tid efter bryder igennem og ender med at blive et af de fem allervigtigste norske black metal-bands gennem tiden.

Mortiis optager og udgiver i 1993 sit første album, “The Song of a Long-Forgotten Ghost”, på hjemmelavede kassettebånd med en mudret lo-fi-lyd og et simpelt fotokopieret cover i Darkthrone-stil med kunstneren selv bemalet med corpse paint og stående bevæbnet i en skov. Året efter udgiver han “Ånden Som Gjorde Oprør” på det trendy og legendariske svenske industrial-label Cold Meat og skriver sig dermed ind i den internationale industrial-undergrund med et unikt fantasy-inspireret take på den neoklassiske bølge, der i de år præger den eksperimenterende industrial-musik. Udtrykket gøres ikke mindre unikt af coveret, der viser kunstneren i bedste ‘no fucks given’ black metal-stil med en protetisk maske med en lang grotesk troldeagtig-næse, som skal følge Mortiis i den lange musikkarriere, han efterfølgende får sig.

1994 er også året, hvor han grundlægger sit eget pladeselskab, Dark Dungeon Music, for at udgive sine efterhånden mange forskellige sideprojekter. I de efterfølgende år skal det vise sig at blive Mortiis’ episke neoklassiske tilgang, der præger de mange af de øvrige dark ambient solo projects på black metal-scenen, men absolut ikke kun, og der er i 90’erne en ganske stor diversitet i fremgangsmåder og tematikker.

En anden ung norsk gutt, der ikke er bange for at skilte med sine rollespils-tilbøjeligheder, er Kristian “Varg” Vikernes (aka Greven aka Count Grishnackh aka Burzum). Meget er naturligvis sagt og skrevet om denne spradebasse og morder samt hans rolle i blackmetallens udvikling. Hvad der måske er mindre belyst, er Burzum som et væsentligt fantasy-inspireret elektronisk musikprojekt. For Burzums brug af titler og artworks til at skabe et eget fantasy-univers er på mange måder skabelonen for langt størstedelen af de nutidige dungeon synth-projekter:

ADAD Temple of Evil

“Burzum” betyder mørke på det tolkienske sortesprog, man taler i Mordor, og er et soloprojekt startet som en opfølgning på et tidligere band ved navn Uruk-Hai. De tidlige Burzum-albums fra 1991-1992 har sangtitler som “The Crying Orc” og “Dungeons of Darkness” og endda to cover-artworks tyvstjålet fra samme fotokopierede forside af en Dungeons & Dragons-regelbog.

I 1992 indspiller han på et keyboard i Grieghallen i Bergen det fuldstændigt elektroniske nummer “Han Som Reiste”, der året efter udkommer på albummet “Det Som Engang Var”. Nummeret er stærkt inspireret af datidens soundtracks til computerrollespil, men afvikles med tilpas kølighed, dysterhed og melankoli til, at det stadig kan fungere i det ultramørke Burzum-univers.

Inden han i 1994 fængsles for mord og kirkebrand, udvikler han dog sit elektroniske udtryk væsentligt. Der bliver på de to senere (og meget kendte) plader “Hvis Lyset Tar Oss” og “Filosofem” gjort plads til lange hypnotiske synth-numre med repeterende melankolske melodier, der vidner om, at Varg i start-90’erne også var meget inspireret af datidens spirende elektroniske genrer. Selvom det er et langt mere afdæmpet, atmosfærisk og ambient udtryk, end det man finder hos Mortiis, ansås det dengang også blot som en form for dark ambient for black metallere. Og den dag i dag er både den episke industrielle stil fra Mortiis, den direkte fantasy-inspirerede samt den meget soundscape-orienterede stil hos Burzum fuldstændigt centrale i selvforståelsen på den aktuelle dungeon synth-scene.

Fortællingen om den ensomme black metaller med sit keyboard forstærkes af, at Burzum i 1997 pludselig udgiver albummet “Dauði Baldrs”, selvom han sidder og afsoner en mangeårig fængselsstraf. Det er indspillet på det ene keyboard, som han har adgang til som musikinstrument i fængslet, og pladen er af samme grund ekstremt simpel og nøgen i sit udtryk, men formår alligevel at præsentere en helstøbt lytteoplevelse på de præmisser, der tillades inden for blackmetallens brug af dark ambient solo projects.

I 1999 kommer opfølgeren “Hliðskjálf” fra fængslet, inden Varg får taget keyboardet fra sig og pænt må vente i mange år på at lave mere musik. Stilen på disse to albums kaldes kærligt for “prison ambient”, men har i udtryk og fremgangsmåde mere tilfælles med Mortiis’ “The Song of a Long-Forgotten Ghost” fra 1993 end de hypnotiske numre fra midt-90’erne. Varg har siden sin løsladelse i 2013 udgivet en række Burzum-albums. Dette inkluderer to hedenske electronica-albums, der kan argumenteres for at tilhøre dungeon synth. De er begge lavet 100% i den gratis version af Garage Band, der følger med ved købet af en computer, og skal ifølge ophavsmanden tilsyneladende være at betragte som de sidste nye Burzum-udgivelser nogensinde.

Hvor Mortiis var en klar inspirationskilde for mange andre black metal-musikere i sin samtid, er det i høj grad også Burzums 90’er-stilarter, der inspirerer den moderne scene. Der er desuden kommet flere stilarter til fra mange andre inspirationskilder, og det hele bæres selvfølgelig frem af de føromtalte tematikker, der halvvejs legende og halvvejs poetisk skaber nye verdener for musikken at udfolde sig i. For tiden er fx vampyrisk dungeon synth inspireret af gamle horrorfilm-soundtracks en helt anden ting såvel som barbarisk dungeon synth med udgangspunkt i Robert E. Howards Conan-univers.

Dit eventyr begynder her
Følger man dungeon synth-scenen, skulle jeg mene, at man får et godt indblik i, hvad undergrundsmusik egentlig vil sige i 2018. Fx ift. diy-kultur, identiteter, sammensmeltninger af genrer og stilarter, fysiske medier i streamingens tidsalder. Er man nostalgisk eller eskapistisk anlagt, er det umiddelbart lettilgængelig musik, der både kan fungere som stemningsskabende baggrundsmusik eller til intens gennemlytning på kanten til afgrunden.

Ønsker du at udforske dette yderligere, kan du starte på den mest kendte YouTube-kanal til nye og ældre udgivelser, hvor du kan tjekke de mest populære uploads gennem tiden. På dungeon synth-tagget på Bandcamp kan man følge strømmen af nye udgivelser, der oftest er kunstnernes egne demoer. Der er et gammelt forum, der holdes liv i, og ellers foregår meget af sniksnakken og fremvisningen af relikvier i to-tre Facebook-grupper samt på #dungeonsynth-tagget på Instagram.

Er du blevet interesseret i at høre, hvordan dungeon synth ideelt set skal lyde, må du i gang med kassettebåndene. Ud over kunstnernes egne diy-bånd findes ca. et dusin aktive selskaber dedikerede til stilen, og en håndfuld black metal-selskaber, der også jævnligt udgiver dungeon synth. Da båndene som regel er udsolgte, vil det kræve tålmodighed at ansamle en respektabel båndsamling. Har man sagt bånd har man også sagt bootlegs, så vær påpasselig på 2nd hand-markedet. Mit tip vil i stedet være at gå på opdagelse i nogle af de gamle black metal-distroer, hvor der stadig ligger ældre relikvier til billige penge: Depressive Illusions (Ukraine), Werewolf Promotion (Polen) og Dunkelheit Produktionen (Tyskland).

Endvidere bør du på et eller andet tidspunkt i livet forsøge at bestille noget fra Wulfrune…

Info: Danny Kreutzfeldt er musiker og driver pladeselskabet Gondolin Records, der er startet i februar 2018 og har udgivet et dusin (nu udsolgte) bånd med kunstnere fra hele verden. Det 12. er på vej med danske Henbane. For de interesserede i dungeon synth-genren optræder Henbane fredag den 26. oktober på Mayhem til en trippelkoncert med Ærekær og ikke mindst hollandske Old Tower, der tidligere på året gav koncert på Roadburn. Danny Kreutzfeldt har tidligere bidraget med artikler til Passive/Aggressive om bl.a. Mika Vainio og udgivet musik som Periskop og Sol, bl.a. på det nu inaktive creative commons-label Drowning.