Passive/Aggressive

Graeme Miller & Steve Shill – Mummidalens tonekunstnere fuckr med dn hjrne

May 12 2017

a3605829161_10

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i serien om “Det Glemte Guld” kigger nærmere på lyden af et minde, du måske har, eller et minde som du måske får, efter at have stiftet bekendtskab med Graeme Miller og Steve Shills musik til The Moomins, der blev komponeret i 1982 og nu udkommer på vinyl for første gang via Finders Keepers.

Soundtracket var oprindeligt tiltænkt engelske børn, da de i starten af 80’erne blev introduceret for det tysk-polske børne TV-show Opowiadania Muminków (aka. Die Mumins eller The Moomins, som det skulle komme til at hedde i England), men som nu endelig bevæger sig på tværs af landegrænser og bliver en international lydside, der kan nydes ikke bare af folk, der bevæger sig ned i Mummidalens sært spooky univers. Tilføjelsen af en potentiel ny lydside til noget så rent som et barndomsminde om et TV-show synes i øvrigt at flugte ganske fint med Mark Fischers tanker om livet i hauntologiens tidsalder, hvor vi synes at længes efter noget, vi måske aldrig har haft. Et senmoderne stillbillede af en hukommelsesmaskine skudt i sænk af kapitalismens hyperbombardement mod sanseapparatet.

For nærværende signatur er der i al fald tale om en sammenblanding af forskellige oplevelser og minder om Mummidalen. Jeg husker udmærket, at være lettere skræmt over Mummidalens underlige og uhyggelige univers, omend jeg ikke husker lydsiden. Ved første møde med Graeme Millers og Steve Shills engelske soundtrack, dukker billederne af de der uhyggelige, men alligevel nuttede baby-næsehorn og hekse i den idylliske dal op igen. Måske har jeg hørt musikken før? Måske ikke. Men billederne, de dukker op igen i min hukommelsesmaskine.
Læs resten

Ahmed Malek & Flako – Algeriets maestro på elektro-psykedelisk synth-safari.

May 5 2017 AhmedMalek-Photo-12

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad

Denne uges indlæg i serien om det glemte guld er nok i virkeligheden dedikeret til gemt guld. Det vil sige guld, der indtil i år, har været gemt nærmest helt væk for verden. Ingen andre end måske kunstneren selv virker i al fald til at have været bekendt med musikkens eksistens. Indtil nu. Det er algeriske maestro, Ahmed Maleks (1931-2008), det insisterende tyske label Habibi Funks og den chilenskfødte tyske DJ Flakos fælles udgivelse “The Electronic Tapes” fra februar i år. Et album, der er blevet til som en konsekvens af Jannis Stürtz’ (Habibi Funk-stifter) og Flakos bearbejdelse af gemt guld fra Ahmed Maleks arkivbånd.

Men det er også et album, der viser os, at fortiden slet ikke er færdig med at hjemsøge os med u(d)søgte skatte af kunstnerisk materiale, der tvinger os til at ændre på vores verdensopfattelse. Det er  de færreste, der ved, at der i Algeriet i perioden fra slut-70’erne op til start-80’erne blev skabt en række banebrydende elektroniske avantgarde-kompositioner og eksperimenter, helt i tråd med Europas tidlige avantgardistiske ambient elektroniske musik som eksempelvis krautrocken. Og samtidig er arbejdet bag tilblivelsen af denne plade et interessant musikarkæologisk projekt, hvor der samarbejdes på tværs af tid mellem to kunstnere. Et samarbejde, der udligner historien og viser, at der i virkeligheden ikke er særlig langt mellem Algeriet i slutningen af 70’erne og lyden af moderne elektronisk musik. Alt hvad der skal til er en ihærdig arkæolog, gemt guld og en producer med flair for at færdiggøre det fundne, ufærdige arbejde. Læs resten

Taj-Mahal Travellers – Åbne, sydende og dystopisk electro-ambiente horisontlinjer

April 21 2017

Taj Mahal Travellers

Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad.

Ugens indlæg i “Det Glemte Guld” kigger nærmere på en flok japanske hippier, globetrottere og Fluxus-inspirerede avantgardister, hvis musikalske øjebliksbilleder danner grundlag for en lang række musikalske transmissioner i løbet af musikhistorien og senest har gjort sig bemærket som en slags ledestjerne for et af de senere års mest interessante labels (mere herom lidt senere). Det handler om det japanske impro-/psych-/electro-kollektiv, Taj-Mahal Travellers, der af flere – forståeligt nok – bliver betegnet som “La Monte Young on acid”. Vi kommer mere specifikt til, at kigge nærmere på gruppens første album, “July 15, 1972”, der ligesom gruppens øvrige udgivelser, er et unikt live-dokument over gruppens tilstedeværelse i og interaktion med Sogetsu Hall, Tokyo 1972.
Læs resten

Futuro Antico – Globale tankestrømme bygget på musikalske oldtidsstudier

March 31 2017 futretro

Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad.

I sidste uge var denne signatur på kosmologisk rejse i planteriget med Mort Garson. I denne uge skal vi også på en rejse. En rejse ud i hele verden (faktisk videre end det) og så lige et smut forbi en term, der egentlig burde være lagt i graven før den overhovedet dukkede op. You guessed it, vi snakker ‘world music’. Det – i bedste fald – nonsensiske prædikat, der vist nok bruges til at dække over ‘fremmed musik’. Hvad end det så betyder og er fremmed i forhold til?

Denne uges indlæg er dedikeret til den italienske world music-gruppe, Futuro Antico, der i 1980 udsendte to udgivelser, der på mange måder kan høres som en ikke-nonsensisk realisering af termen world music. Den tager vi lige senere. På allerfineste og mest ironisk vis kan man tale om italienske Futuro Anticos eksistens på to planer; der var den kortlivede optagekarriere i slut-70’erne og frem til de to udgivelser i 1980. Dengang Futuro Antico var en fysisk manifestation af idéer; et band. Og så er der, hvad gruppens medlemmer har gjort med navnet, og de idéer som de tre herrer bag Futuro Antico siden har skabt musikalsk og levet efter ud fra samme ideologi. Futuro Antico er således en idé, et håb om en sameksistens på tværs af kulturelle skel med alt hvad det indebærer af afkodning og håndtering af forskellige koder. Og man kan næsten ikke tale om den fysiske eksistens af idéerne (bandet), uden at forholde sig til musikkens immaterielle karakter. Læs resten

Knud Romer – “Avantgarde mig i røven”

Feature December 6 2016 knudromer

Tale til DMA Jazz 7. november af Knud Romer & Horse Orchestra – Foto af Paw Ager

Guten Abend, meine Damen und Herren. Og tillykke med priserne!

Hvis der ikke er nogen andre, som giver jer dem, kan I jo altid give dem til hinanden og jer selv. Husk nu, at der er nogle omkostninger forbundet med sådan nogle priser, og det er, at I skal anerkende dem, der uddeler dem.

Hvor får de magten fra til at uddele priser? Det skal jeg fortælle jer. De har lige fået den af jer, fordi I har taget imod dem. De har kastreret jer. I har givet dem magten. Nu er den ikke jeres egen mere. Og den største fare med sådan en pris er, at I skal henleve resten af jeres dage med at spille fedterøvsjazz. Læs resten

G. S. Sultan – Fascination gennem fremmedgørelse

Kritik October 14 2016 csm_roy1_2543e52ded

G. S. Sultan “Redundancy Suite” (Phinery) – anmeldelse af Alexander Julin

På “Redundancy Suite” præsenterer amerikanske G. S. Sultan (alias for Roy Werner fra New York, der også er udgivet på Orange Milk Records) ligepå og hårdt sine kompositioner løsrevet fra enhver form for umiddelbar logik. Der er tale om eklektiske frekvenser, der mest af alt lyder som noget, der kunne have været en sang, men en sang, hvis bestanddele nu har bestemt sig for at frigøre sig fra sit ophav med det resultat, at den fremstår uforståelig og dybt inhuman.

Netop den intense artikulering af noget enormt umenneskeligt er årsagen, at “Redundancy Suite” er så fascinerende. Læs resten

Father Murphy – Italienske avantgardister fuldender Trilogy of the Cross (interview)

Feature In English October 23 2015 father-murphy

Af Simon Christensen

Den italienske gruppe Father Murphy har gang i et forrygende år, der har budt på intet mindre end tre udgivelser i bandets trilogy of the cross. Derfor er der nu optimale betingelser for at stifte bekendtskab med en evigt foranderlig kult (både i religiøs og populærkulturel forstand), der har en lang række større og mindre udgivelser på papiret siden 2005. Musikken er blevet mere og mere weird, men samtidig konceptuelt strammere og ekspressivt stærkere: et møde mellem støjens æstetik og en kirkelig messen.

Kernemedlemmerne er ‘Reverend Freddie Murphy’ og Chiara Lee, hvis musik allerede har fundet fans hos bl.a. Deerhoof, Dirty Beaches og Michael Gira fra Swans, men også til Danmark er der en forbindelse. Father Murphy har givet flere danske koncerter arrangeret af Escho og har turneret med Gud Er Kvinde og Iceage, hvilket måske giver en fornemmelse af spændvidden i Father Murphys projekt. Det religiøse aspekt har hele tiden udgjort en speciel overtone, fordi musikken eksplicit er inspireret af den katolske kirkes begrebsverden og sakrale lyd, men ofte med en mørk afstikker. Som en spirituel udforskning af den apokalypse (som kirken selv har opfundet) bevæbnet med droner og konkretmusik.

Læs resten