Kvartalets bedste sange #5 – Psykosesoundtracks, sørøver-riffs og syntetisk panfløjte

Blog April 8 2017, af mikkelarre demen

Kvartalets bedste sange – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg ud fra fuldstændig subjektive kriterier op på de bedste nye numre fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat det tydeligste præg på mig i det forgangne kvartal. Et miskmask af både oversete og mere kendte sange med én rød tråd: ren kærlighed til det, der har gjort størst indtryk. Her er mine højdepunkter fra den første fjerdedel af 2017.

Hand Habits: “The Book on How to Change”
De første sekunder af nummeret skriger Talk Talk. Vi befinder os i et afdæmpet cinemascope-univers, hvor diskrete, baglæns-loopede slide-guitarer skaber en spacey fornemmelse og en fin modvægt til det støvede udtryk. Det filmiske understreges gennem albummet med tre interludes, som alle hedder noget med ”(Scene)”, og på ”The Book on How to Change” forenes disse mere atmosfæriske sidespring med en ret så sublim sangskrivning. Meg Duffy gør sig normalt som guitarist i Kevin Morbys band, men med sange som denne går hun en lys fremtid i møde som Hand Habits.

Blanck Mass: “Silent Treatment”
Der er noget (Champions League-)hymnisk over dette monumentale midterstykke på Fuck Buttons’ Benjamin John Powers seneste albumudgivelse under navnet Blanck Mass. Det er musik til massepsykoser med ritualistiske melodistumper, der er blevet choppet og screwet langt ind i helvede, som hvis man vendte Gang Gang Dance på vrangen. Den industrielle noisepop fungerer upåklageligt på egen hånd, men kunne også være drønspændende tilsat en velvillig og vanvittig noise-rapper. Powers burde give MC Ride et kald.

Mount Eerie: “Ravens”
I 2004 indspillede Panda Bear albummet ”Young Prayer” i samme rum, hvor hans far netop var bukket under for kræft i hjernen. Samme fremgangsmåde benytter Phil Elverum her, efter at hans kone sidste sommer døde – ligeledes af kræft – og resultatet er lige så rørende. Selv om albummet bør høres fra start til slut, er ”Ravens” alligevel værd at fremhæve. Elverums tekster leveres helt uden overdreven patos, tomme metaforer eller andet lir og er nærmest en stream-of-consciousness af sorg, minder og nøgterne iagttagelser fra det vakuum, konen har efterladt. Det er enormt spartansk, og de mange musikalske fravalg giver plads til eftertænksomhed og en inddragelse af omgivelsernes atmosfære, hvilket gør, at man som lytter kommer helt med ind i denne kreative sorgproces.

Strategy: “Occurrence at the Triple Door”
Det er ikke længere breaking news, at nogen udgiver eller bruger kassettebånd, men Oregon-produceren Paul Dickow, også kendt som Strategy, gør virkelig en dyd ud af udforske båndenes taktile og auditive kvaliteter. Fremgangsmåden er at smadre gamle kassettebånd doneret af venner, sætte de magnetiske bånd sammen på nye måde og tilføje sine egne effekter. Sangen her lyder som et fjernt båndsalats-ekko af The Avalanches’ sample-kludetæppe med et mere ambient resultat, der lyder, som hvis Oneohtrix Point Never dirigerede et p-funk-orkester fra en anden galakse.

Demen: ”Niorum”
Ikke meget vides om kvinden bag Demen, så lad os holde os til facts: Hun er svensk, udgiver sin debut på Kranky til maj og har lavet en virkelig inciterende førstesingle. Et herligt doom-pop-nummer, der lyder som Cocteau Twins i halvt tempo og som noget, der kunne være indspillet i en katedral med sorte stearinlys og røde velourgardiner. Sangens dynamiske opbygning giver en lille smule lys i mørket, som hiver det ud af en potentielt lidt for gothet suppedas.

Oxx: “Night and the City”
Det aarhusianske bands første udspil fra sit kommende album er en sludget omgang post-metal, hvor Neurosis og tidlig Mastodon spøger i kulissen med brutale sørøver-riffs, mens hurtige afstikkere til mere mathcore-agtige temposkift leder tankerne hen på Converge. Ikke dårlige referencer for et dansk band at tage med sig, når de forhåbentlig kommer langt ud over landegrænserne med deres tredje album.

… og til sidst, en fra gemmerne:

Genesis: “Domino” (live at Wembly)
Damn. Så bliver det heller ikke i år, Phil Collins kommer til at indtage Orange Scene. Jeg var ellers præmaturt begyndt at varme godt op med de senere Genesis-album, der udkom sideløbende med mandens solokarriere som genial popsmed i 80’erne. Anden halvdel af nummeret ”Domino” fra ”Invisible Touch”-albummet løber måske liiiige lovlig løbsk, men første halvdel forener på fornemmeste vis popmusikeren Phil Collins med prog-artisten Phil Collins. Og tjek lige den awesome, syntetiske panfløjte-effekt på keyboardet, som de seneste 5-10 år er blevet hevet frem af mange hypnagogiske/vapor-wave artister. Næste år, Roskilde. Næste år.