Women – Et smukt, ubesvaret fadeout
Af Martin Hjorth Frederiksen, Favorite People, læs også Børneblogger
Tilbage i september 2010 fangede jeg endelig canadiske Women til koncert på nu hedengangne Bang Bang Club i Berlin. Det var blot få uger før det slagsmål på scenen mellem brødrene Flegel, der skulle tyde på at blive starten på enden for bandet. Det ville være løgn at antyde, at man allerede da kunne se tegn på en konfrontation under opsejling. Snarere kan dette høres i musikken, og da dette aspekt altid vil være mere interessant, er der ingen grund til at lade sig holde fast i biografismens klamme kløer.
Lad os starte ved begyndelsen: Da Jagjaguwar i 2008 offentliggjorde deres dengang nyeste signing, havde selskabet så megen medfart, at bandet næsten var pre-approved. Men med denne følelse følger en paradoksal og næsten hævngerrig emotionel vinkling: Forventninger. Gruppen blev dannet i 2007, og blot et år senere var der pludselig en del at leve op til. Men hvordan da indledningsvis præsentere et band, der skulle blive kendt for at være så svære at sætte i bås?
Women – s/t
Debutpladen blev ganske enkelt betitlet efter bandnavnet (en længere diskussion sidste år får mig til at tøve med at bruge ordet ”selvbetitlet”), og herfra fik vi i første omgang den fantastiske og nogenlunde tilgængelige Black Rice og den korte Group Transport Hall. Sammen er de to sange et udmærket pejlemærke: Førstnævnte vidner om kvartettens fascination af 60’ernes særdeles veludviklede blanding af psykedeliske elementer i moderne popsangskrivning. Sidstnævnte når på lidt over et minut en hel del, og i stedet for at bygge videre på en formel, der virker, vælger bandet simpelthen at stoppe sangen. Gruppen viste med disse sammenlagt fire og et halvt minut mere, end hvad mange bands kan drømme om på en hel plade. Vi fik serveret en fornem sans for blandingen af syrerock og 60’er-pop i et art rocket univers. Samtidig viste gruppen både mod og personlighed i form af den tease, som blev manifesteret i Group Transport Hall. Og personlighed var der til overmål i selve musikken. At leve op til forventningerne var intet problem ud fra disse første skæringer.
Women – Group Transport Hall
Pladen udkom i oktober 2008 til strålende anmeldelser. Pladen var og er noget ganske særligt, og de ganske forskellige sange til trods havde bandet opbygget en særegen æstetik, der fremstod yderst homogen i sit mangfoldige udgangspunkt. Ud over de to førnævnte sange bød albummet også på elementer af støjrock, math-rock og næsten dronelignende passager. Det er imidlertid værd at hæfte sig ved, at der er tale om elementer af forskellige musiktraditioner. Flere har været hurtige til at pakke gruppen ind i den brede psych-rock med alle dens mærkværdigheder, men gruppen undsiger sig dette gennem en både stædig og modig tilgang. Nysgerrigheden driver sangskrivningen, og bedst som man forventer et nyt skifte eller en ny rundgang af en særligt catchy del, stopper de sangen. Der er ofte noget overraskende punket over denne tilgang.
Latent selvdestruktion
I 2010 udkom så opfølgeren Public Strain. Pladen har ikke de mere tilgængelige og håndgribelige sange som Black Rice og den formidable Shaking Hand fra debuten, men den fungerer om muligt endnu bedre som album. Ligesom debuten blev den modtaget med betragtelige lovprisninger. Det tog mig personligt noget tid at komme ind på den, og det er ikke svært at forestille sig, hvorfor den stadig fremstår som en ganske undervurderet perle. De fik rystet Deerhunter-sammenligningerne af sig, og de fjerne vokalspor virkede mere veltilrettelagt. Der var tale om lidt af en bedrift, men det tog også undertegnede lidt tid at værdsætte det til fulde.
Det blev på én gang foruroligende og ganske imponerende, hvorledes de formåede at blande den organiserede uorden med den næsten støjende stilhed. De ofte flænsende guitarer mere end insinuerede en frygt for implosion, der hverken skal eller må relateres direkte til gruppens slagsmål på scenen.
Eller mere dramatisk: guitarist Christopher Reimers tragiske dødsfald i onsdags.
En sang som China Steps er latent selvdestruktion. Det er mørkere end et uforudset kaos. Det er snarere små knivstik, der leder op til den smukt og rammende betitlede Untogether. Bedst som den slutter relativt roligt, starter Drag Open – om muligt – endnu mere flænsende end tidligere hørt. Vokalen kalder i sig selv på en vis ro, og der opbygges en følelse af skræmmende accept. Der er bevidsthed om et enten igangværende eller forestående sammenbrud.
Women – China Steps
Det er svært at begribe, hvor modigt og nysgerrigt et univers Women faktisk har opbygget på disse to plader. Eller rettere: den anden vej rundt. Gruppens nysgerrighed var altid grobund for deres næsten intimiderende integritet. Det er også vigtigt ikke at præsentere gruppens samlede udtryk som mørkere, end det er. Ofte er det antydninger og stemningsbilleder, der ligger i et faretruende grænseland, uden at det nødvendigvis tipper til mørkets fordel.
På Bang Bang Club i 2010 spillede gruppen med landsmanden Idiot Glee. På scenen agerede Women endog backingband gennem et par af hans sange, og de nød tydeligvis aktivt at være del af den mere letsindige popmusik, ligesom det også blev til et veloplagt cover af Bill Withers’ Ain’t No Sunshine.
Kriminelt overset
Trods vedvarende rygter om, at bandet var gået i opløsning efter slagsmålet på scenen i efteråret 2010, blev dette benægtet af gruppens management. De tog sig derimod en pause, hed det sig. Og faktisk havde vi ikke hørt det sidste til bandet: I januar 2011 udgav de singlen Bullfight som split 7” på Faux Discx. Det seneste og måske sidste bidrag til historien om Women. Hverken band, label eller management har villet kommentere på gruppens fremtid, og efter det tragiske dødsfald kunne det ligne enden på et band, der i sin samtid har været kriminelt overset. På trods af at de blot har udgivet to plader, er der masser at give sig i kast med for eftertiden. Både for gamle og nye lyttere.
Såfremt Bullfight er det sidste, vi hører til Women, er dette bestemt et værdigt og næsten passende punktum. Optimistiske og insisterende trommer indleder sangen, og en enkel, stærk basgang følger trop. Sangen er mere fredfyldt, end man tidligere har hørt gruppen. Nu gælder det om at undgå for megen af den biografisme, jeg indledningsvis ville undgå. Men det er uvægerligt smukt at forestille sig dette forsøg på at arbejde sig mod harmoni. Resten må svæve i det uvisse, præcist som det meget lange og smukke fadeout, der afrunder sangen – og muligvis gruppens karriere.
Women – Bullfight
