Passive/Aggressive

Frygtelig er hver en engel – om Swans, skønhed og skræk

November 19 2012

Af Rasmus Steffensen

”Skønheden er intet andet end det skrækkeliges begyndelse” siger digteren Rainer Maria Rilke i den første af sine fantastiske Duino elegier. En elegi, der også indeholder den berømte linie: ”Frygetlig er hver en engel”. Det er en linie, som jeg ikke kan lade være med at forbinde med bandet Swans. Et band, hvis soniske vision – suverænt anført af orkesterleder Michael Gira – netop besidder denne rilkeske skønhed, der lader én ane en altfortærende og usigelig rædsel underneden. Læs resten

Acid King – tonstung hypnose i 90’er indpakning

June 12 2012

Søg på Acid King og google vil vise dig billeder af et band, der ser næsten lige så forfærdelige ud som Linkin Park eller D.A.D. Tilmed er Acid King udstyret med et såkaldt “kvindeligt” bandmedlem. Ucharmerende, usmagelige og herre useje var de umiddelbare ord, min hjerne reagerede med i mit spæde forsøg på at finde ud af, hvem Acid King er, og hvad de er i stand til.

Alt dette skulle dog vise sig at være komplet underordnet, da jeg alligevel tog mig tid til at gennemlytte Acid Kings geniale bagkatalog og deltog, da bandet tirsdag aften gæstede Loppen. Trods al den modstand, jeg overhovedet kunne have overfor et band, måtte jeg for hver sang, jeg afspillede, trække mine fordomme så meget tilbage indtil associationen til Acid King kun inkluderede min dybeste respekt.

Syrekongen fra San Fransisco
I følge Wikipedia kommer navnet Acid King sig af teenageren Ricky Kasso, der i tilbage i 1984 begik et satanisk mord under indflydelse af LSD, alt imens han var iklædt noget så sejt som en AC/DC t-shirt. Bandnavnet er ikke helt dumt, da “syre” også synes at være en underkategori til genren, og “konge” synes at tale for sig selv.

Acid King blev dannet for lige godt 20 år siden: San Fransisco, 1993. Halvfemser-band, hvilket måske forklarer lyden (og specielt de frygtlige bandfotos). Et band, der muligvis ikke er fulgt med til år 2012, men til gengæld er frosset fast i en legendarisk periode musikmæssigt. Perfekt for de af os, der i halvfemserne havde travlt med Løvernes Konge og at vende os af med sutter og bleer. Den endegyldige reference til Black Sabbaths lyd gør det slet ikke mindre dårligt.

Tonstung hypnose
“Electric Machine” fra albummet “Busse Woods” fra 1999 er en af de første sange, der dukker op på Youtube og er også den første sang, jeg hører. Under afspilningen af denne næsten syv minutters sang, bliver alle bandfotos og whatever fuldstændig glemt. Også mine egne tanker, omgivelser og navn. Acid King spiller tungt og hårdt med uendelige mørke halvfemser stoner- og grunge-referencer. De behersker en overbevisende balancegang mellem at lave brutal musik på beroligende harmonisk vis; en form for doom metal. Et band, hvis sange ikke som sådan arbejder med klimakser, måske fordi de nærmere er lange, dragende og beroligende klimakser, og et band, der får én til at glemme omgivelserne.

Gruppens kvindelige frontfigur Lori S., er både sangskriveren, sangerinde og guitarist. Lori har den vildeste, på én gang hypnotiserende, men også anonyme stemme, der blendes ind i de stenede og tonstunge arrangementer, som bassist Peter Lucas og den nuværende trommeslager Mark Lamb producerer ved siden af Loris simple guitarspil. En masse distortion og hypnose – eller “heavy but spacy” som det beskrives på bandets egen hjemmeside. I numre som “Motorhead”, fra samme album som ovenstående nummer, er hendes vokal dog mere fremtrædende, og vokalen lyder her næsten som Courtney Love minus det flabede.

Melvins’ åndsfæller
Acid King har turneret med Fu Manchu og Melvins; trommeslager Dale Crover var gift med Lori S. og producerede deres debutalbum “Acid King” fra 1994. Bandet udgav deres første albums på Sympathy for the Record, der også har navne som Mummies, Billy Childish, White Stripes med flere, og deres seneste album “III” er dateret til 2006 og udkom på det Japanske label Leaf Hound Records, der også står bag navne som Church of Misery.

Alt i alt er det blevet til syv albums fra Acid Kings side, men det er vist ingen hemmelighed, at bandets aktivitet var størst før årtusindeskiftet. Herefter kan det konstateres, at lyden og produktionen er blevet mere poleret, hvilket ikke nødvendigvis er en kritik. Eksempelvis på nummeret “2 Wheel Nation”, hvor både trommer og vokal synes at være mere eksplicitte og rene oven i det ellers skrattende og distortede, hvilket gør det kontrastfuldt og interessant.

Tirsdag aften kunne man med selvsyn konstatere, at Acid King mindst er lige så overbevisende live som på plade, og så er det jo altid dejligt at være til koncert med regulars fra Ungdomshuset og The Rock. I forlængelse heraf, beklager jeg selvfølgelig mange gange, at dette indlæg først smides op efter koncerten – men hey, de har eksisteret siden 1993, så det er nok ikke helt usandsynligt eller utænkeligt, at de bliver ved med at spille et par år endnu.

Note to self: bandkostumer er irrelevante for koncertoplevelsen, det samme gælder bandets fanskare og publikum.

Ekoplekz – Kosmiske sekvenser

June 3 2012

af CR Hougaard

Bag Ekoplekz gemmer sig 42-årige Nick Edwards fra Bristol. Ved hjælp af et stort arsenal af guitarpedaler, rytmebokse og synthesizers har han, i de senere år, bidraget med en lind strøm af udgivelser af kassettebånd og vinyler på labels så som Mordant Music og Punch Drunk.

Tilgangen til musikken er simpel. Alt er håndspillet, og numrene improviseres frem samtidig med de optages direkte ind på en firesporsbåndoptager. Efterfølgende sker der kun en minimal efterbehandling af musikken inden den udgives. Edwards varierer sit udtryk konstant at ændre sammensætningerne af instrumenterne. Resultatet er støjende, og giver associationer til både af tysk og engelsk elektronisk musik fra halvfjerdserne, samt nutidens dubstep-scene. Sidstnævnte er samtidig med til at give musikken et dansablet præg. Læs resten

I ekkobølgens kølvand: 13th Floor Elevators “Bull of the Woods”

April 22 2012

 I ekkobølgens kølvand: 13th Floor Elevators “Bull of the Woods”

13th Floor Elevators er de oprindelige ophavsmænd til termen psychedelic rock. De tre-øjede, psykedeliske texanere er primært kendt for forsanger Roky Ericksons hylende, animalske vokal og tekstforfatter Tommy Halls elektriske jug, der agerer hektisk puls på gruppens to første albums, Psychedelic Sounds of… (1966) og Easter Everywhere (1967). Disse karakteristika er dog begge nedtonet på bandets sidste officielle udspil, Bull of the Woods, som udkom i 1969, til trods for, at virkemidlerne stadig er at finde på enkelte af numrene. Væk er ligeledes den overjordiske, LSD-påvirkede lyrik, der kulminerede på forrige plades åbningsnummer, ”Slip Inside This House”. Måske er dette nogle af årsagerne til at albummet indtager en omtvistet position i gruppens diskografi.

De ledende sangskrivere, Hall & Erickson, var stort set ikke til stede under indspilningerne, som fandt sporadisk sted i løbet af 1968, på et tidspunkt, hvor bandet nærmede sig opløsning, såvel i mental som i fysisk forstand. Ind på scenen trådte den underspillede guitarist Stacy Sutherland (billedet), hvis spøgelsesagtige, nærmest forsinkede lyd ganske vist havde været en hovedfaktor i Elevators’ lydbillede, men som nu blev altoverskyggende. Læs resten

Replacements “Let It Be” – Lyden af turbulente teenageår, en personlig beretning

April 2 2012

Af Alexander Julin, blogger på Eventuelt.org, dette indlæg er en del af Favorite People, hvor gæsteskribenter udøser visdom og/eller passion om musik, der gør indtryk.

Rock’n’roll don’t give a shit, you know

De kolde facts. Replacements – eller The Mats – startede tilbage i 1979 som et ud af mange stenede coverbands for at holde sig i live og undgå at falde hen i fabriksarbejde og ligegyldighed. Det blev til debutpladen, Sorry Ma’, Forgot To Take Out The Trash (1981) og ep’en Stink (1982), der begge med en vis nøjsomhed ville kunne defineres som hardcore punk. På den opfølgende plade, Hootenanny (1983), begyndte de melodiske og mere poppede elementer at spille en større rolle. I 1984 skulle Replacements både bredere og mere poppede lydsignatur munde ud i deres tredje studiealbum, mesterværket Let It Be. Læs resten