Passive/Aggressive

Frygtelig er hver en engel – om Swans, skønhed og skræk

November 19 2012, af passive/aggressive

Af Rasmus Steffensen

”Skønheden er intet andet end det skrækkeliges begyndelse” siger digteren Rainer Maria Rilke i den første af sine fantastiske Duino elegier. En elegi, der også indeholder den berømte linie: ”Frygetlig er hver en engel”. Det er en linie, som jeg ikke kan lade være med at forbinde med bandet Swans. Et band, hvis soniske vision – suverænt anført af orkesterleder Michael Gira – netop besidder denne rilkeske skønhed, der lader én ane en altfortærende og usigelig rædsel underneden.

Bandnavnets englelignende svaner har Gira selv omtalt som et ord, der skulle associere til både majestætisk skønhed og voldsomhed, og at han kaldte det mere folkorienterede band, han skabte efter Swans, for Angels of Light siger en del om en vedvarende fascination af englens dobbelte betydning af skønhed og gru, himmelsk ekstase og straffende ild.

Swans associeres ofte med New Yorks no wave-scene i sen-70’erne og start-80’erne. En mangfoldig scene, der gerne var kendetegnet af en interesse for det grænseoverskridende, både i musikalsk tilgang og inspiration. Det grænseoverskridende kunne give sig udtryk i en udforskning af støjens muligheder, og Swans gik tidligt i karrieren afgjort til ekstremerne i den henseende, sideløbende med Sonic Youth og inspireret af bl.a. Glenn Brancas støjguitar-symfonier. Skønt Swans havde fascinationen af støjende guitarer til fælles med Sonic Youth, var de dog fra starten båret af en anden og mere primal energi, et sublimt møde af lys og mørke og en næsten bluesklingende ur-rock.

Swans blev også hurtigt et populært navn i 80’ernes goth- og industrialmiljøer med deres støjende musik, ofte ganske voldelige tekster og den generelle stemning af ødelæggelse og fordærv manet frem af Michael Giras mørke messen og sangerinden Jarboes dystre sirenesang. Selv stødte jeg da også først på navnet Swans hos venner med interesse i industrial. Det tiltrak mig ikke synderligt, hvorfor jeg først ret sent skulle få ørerne op for Swans’ majestætiske og grufulde skønhed.

Måske af samme grund fandt den store live-indvielse for mit vedkommende også først sted på dette års OFF Festival i Katowice, Polen, hvor Swans ubestridt kom ud som festivalens konger.

Koncerten fandt sted kort tid inden udgivelsen af Swans’ seneste album, The Seer. Det album havde Gira (der også er en meget humoristisk mand) til en solokoncert på Loppen i foråret omtalt som et tredobbelt album bestående af to numre og to timers musik! Lidt mere end to numre er der dog på den endelige version, men her er også enkeltstående numre, der synes at blive bygget op i det uendelige. Som titelnummeret med dets mere end halve times spilletid. Koncerten på OFF Festival overskred da også alle de tidsgrænser, som den ellers yderst velordnede og stramt organiserede festival vogtede over. Man kunne ligefrem se den sceneansvarliges panderynker, når Swans satte endnu en lang og buldrende dronerocksymfoni i søen, og koncerten sluttede da også dramatisk med, at den ansvarlige simpelthen gik på scenen og begyndte at slukke det store arsenal af forstærkere, hvilket igen førte til, at Gira med vildt stirrende øjne og fråde om munden forviste ham.

Swans er snarere båret af en vision end en idé om at være del af et band eller for den sags skyld en scene. De har muligvis nok rødder i post-punk og no-wave, og de har uden tvivl været en kolossal inspiration for både industrial, goth, støjrock, dronerock og dark ambient. Men de lader sig på ingen måde indfange af nogle af disse genrebetegnelser. Måske netop derfor kan de også invitere en lang række gæstemusikere med på The Seer (der tæller gæster som Karen O., Akron/Family, Ben Frost samt Alan Sparhawk og Mimi Parker fra Low) samtidig med at de fremstår som en helt igennem overbevisende og kompromisløs enhed. Det kræver en stærk orkesterleder, som bandet har i Gira. Isoleret set kan han hverken kaldes en fremragende guitarist eller vokalist, men han har en usædvanlig evne til at inspirere og indpiske kombineret med en pervers vilje til at strække musikken langt længere, end de fleste andre ville vove. Det er her den sande grænseoverskridelse finder sted. Hvor de fleste vil bøje af over for mødet med poesiens frygtelige engel efter muligvis at have reddet et skær af skønhed eller melankoli med sig, går Gira og Swans det skridt videre, kaster sig ind i en voldelig brydekamp med englen.

The Seer bør uden tvivl nævnes som en af årets vigtigste plader, men Swans virkelige styrke folder sig dog især ud live. Hvorfor der er grund til at glæde sig til, at bandet gæster København på fredag den 23. november. Her optræder bandet i Konservatoriets Koncertsal, hvis fremragende akustik denne aften uden tvivl vil genlyde af sublime visioner og hvidglødende støj.

Info: Swans giver koncert i København den 23. november (RSVP). Rasmus Steffenssen er blandt andet skribent for Seismograf, Information og Geiger, samt arrangør af Lyd+Litteratur og Fanø Free Folk Festival.