Passive/Aggressive

artFREQ åbner vildt koncertforår med Glenn Branca

Blog February 11 2014 ascension

Af Simon Christensen

Det var blandt andet artworket, som fik mig til at drømme om og genopdage Glenn Brancas mesterværk “Ascension”, som blev indspillet i New York i 1980, som jeg har fundet, mistet og fundet flere gange i løbet af de seneste år. Coverbilledet er lavet af tegneren Robert Longo og var en del af serien “Men In The Cities” – det ovenstående er brugt på den nylige vinyl-genudgivelse, billedet i bunden er det oprindelige cover. Og netop forholdet, at “Ascension” er ikonisk og en tilbagevendende oplevelse, gør sig gældende både i grafisk og musikalsk forstand.

Med albummet demonstrerede Glenn Branca, hvordan man kunne skabe en elektrisk storm af symfonisk dissonans og smukke spændingsbuer med fire guitarister, bas og trommer (heriblandt Lee Ranaldo og med den glimrende jazz lydtekniker James Farber), der krydsede landskaber over moderne kompositionsmusik, avantgarde og noise, der sammen med ligesindede Rhys Chatham fra samme periode skulle komme til at forme lyden af nowave, støjrock og blackmetal i fremtiden. Ikke mindst fordi musikere som Michael Gira og Thurston Moore faktisk spillede med Branca, som til gengæld udgav de første Swans og Sonic Youth-plader på sit nystartede label Neutral i årene efter.

Siden har Branca også skrevet mere end 30 symfonier med greb fra den klassiske musik, fremført først og fremmest på elektriske (og af og til hjemmebyggede) guitarer.

Albumgennemgang
“Ascension” starter med “Lesson no. 2″ – en abrupt sag med masser af luft og pauser, som får det til at gå helt i stå halvvejs i nummeret, inden det starter op igen som en ny ting. Nummeret er i øvrigt en direkte opfølger til titlen på debutalbummet, som udkom året før. “The Spectacular Commodity” er pladens andet og nok mest karakteristiske nummer; en veltilrettelagt manøvre i at fastholde guitarenes call-respons i soniske og rytmiske yderpunkter – og en komposition, der hele tiden lige nøjagtig når at opbygge systemtræk, inden den bryder dem ned igen. Til sidst forvandles temaet fra begyndelsen til et næsten romantisk udtryk med bløde anslag.

Tredje nummer “Structure” er som titlen antyder en mere matematisk sag, som har samme tilgang til guitarens skrigende lyd med små harmoniske forskydninger og skulle lede til Brancas senere eksperimenter med mikrotonalitet. Samtidig bliver det tydeligt, hvor vigtig en rolle trommerne spiller i forholdet mellem de hvinende guitarer, ikke som timekeeper, men med et regelret spil, som guitarerne kan udfolde sig over. I den henseende starter B-siden kedeligt i en ny lang postrocket spændingskurve på “Light Field (In Consonance)” med unisone guitarlag. Og så bliver der ellers bygget en massiv undergangsmaskine på titelnummeret og pladens sidste skæring “The Ascension”, der slutter med den totale opløsning.

Læs resten

Frygtelig er hver en engel – om Swans, skønhed og skræk

November 19 2012

Af Rasmus Steffensen

”Skønheden er intet andet end det skrækkeliges begyndelse” siger digteren Rainer Maria Rilke i den første af sine fantastiske Duino elegier. En elegi, der også indeholder den berømte linie: ”Frygetlig er hver en engel”. Det er en linie, som jeg ikke kan lade være med at forbinde med bandet Swans. Et band, hvis soniske vision – suverænt anført af orkesterleder Michael Gira – netop besidder denne rilkeske skønhed, der lader én ane en altfortærende og usigelig rædsel underneden. Læs resten

Synd og Skam blafret ør i haikuklæder – udsender en form for debut

Blog September 12 2012

“Jeg er usikker på
her er en følelse af træt
Hud og blod
og hvad et bjerg
ud af meget lys

Trængt i omfattende frihed
Blafret ør af kjoler
Vuggende bevægelser

I din mund en utrolig
varm varme”
(fra “Bruce” 2012)

Teksten til “Bruce” indeholder typisk for dette udspil reminiscenser af haiku, knækprosa og systematisk beatpoesi, og er ligesom viklet ind i en form for kompleksitet, der må virke så straightforward, når man er skæv, i sin akavede kærlighed og varme. Det er lidt modsat den musikalsk kantethed og leg, der kendetegner det kun 1-1,5 år gamle Af Med Hovedet-musikkollektiv. Et andet udmærket nummer er “Sikken Et Rødt Lys, Du Skinner Med”, som udkom første gang på gruppens 1 års fødselsdags kompilation. “Svimmel Og Godt Tilpas” en idérig hårdtkogt sag, og “Ulvene Kommer” en mere regelret improslager, der udfoldes med en desperat togsang om brændte tunger. Produktionen er underligt vel tilrettelagt, lever op til både hi-fi og ukontrollerede gak – ligesom et ungt Thulebasen på dansk.

Læs resten

Spost – vanviddets blobberi

Blog June 5 2012

“Ok, OK! Var det rigtigt? Men der var det der dyr, men der var det der dyr, der var det der dyr!” Mød den etno-københavnske tale-guitar-demagogiske musikgruppe Spost, der nyder tilværelse som et frit, vanvittigt og dansksproget orkester med både fragmenterede, multimelodiske, dorske, slaviske, monotone, østjydske, atonale og andre uventede elementer. Bandet tæller medlemmer fra andre noise, art og improorkestre, uden at skulle gå i detaljer her.

lidt info om spost: jonas okholm er sang. claus haxholm er bas og guitar. jan s. hansen er guitar. mathias sæderup er guitar. kristian poulsen er guitar. toke flyvholm er trommer. toke tietze mortensen er af og til trommer og slagtøj. musikmæssigt ligger spost og blobber rundt imellem improvisation og numre, der mere har struktur som rockmusik. referencerne kan derfor godt være lidt forskelligartede. de kunne være no wave som f.eks. dna, mere free jazz/impro-agtige sager som derek bailey, eller mere midt imellem det hele: henry flynt, eller lidt etno a la sublime frequencies, eller mere tranceinducerende: minimalmusik eller glenn branca, eller the fall-rock. for mig (jeg ved ikke helt, hvordan de andre tænker det, kristian red.) er det ret vigtigt, at musikken lægger sig imellem forskellige udtryk og genererer noget tredje og derigennem fremprovokerer en eller anden form for overraskelse – både for os selv og andre.

Spost transmitterer to numre til Passive/Aggressive, begge optaget live, hhv. et ældre nummer med fantastisk rablen “Sikke Et Udtryk” og et behageligt forårsnummer “Fisker”. Spost arbejder med nyt materiale, som for størstedelen er optaget i efteråret 2011, og som udmønter sig i en fuldlængde debut. Gruppen spillede blandt andet på Festival Of Endless Gratitude i 2011. Læs resten