Passive/Aggressive

Synd og Skam blafret ør i haikuklæder – udsender en form for debut

Blog September 12 2012 , af passive/aggressive

“Jeg er usikker på
her er en følelse af træt
Hud og blod
og hvad et bjerg
ud af meget lys

Trængt i omfattende frihed
Blafret ør af kjoler
Vuggende bevægelser

I din mund en utrolig
varm varme”
(fra “Bruce” 2012)

Teksten til “Bruce” indeholder typisk for dette udspil reminiscenser af haiku, knækprosa og systematisk beatpoesi, og er ligesom viklet ind i en form for kompleksitet, der må virke så straightforward, når man er skæv, i sin akavede kærlighed og varme. Det er lidt modsat den musikalsk kantethed og leg, der kendetegner det kun 1-1,5 år gamle Af Med Hovedet-musikkollektiv. Et andet udmærket nummer er “Sikken Et Rødt Lys, Du Skinner Med”, som udkom første gang på gruppens 1 års fødselsdags kompilation. “Svimmel Og Godt Tilpas” en idérig hårdtkogt sag, og “Ulvene Kommer” en mere regelret improslager, der udfoldes med en desperat togsang om brændte tunger. Produktionen er underligt vel tilrettelagt, lever op til både hi-fi og ukontrollerede gak – ligesom et ungt Thulebasen på dansk.

Synd og Skam, der er primusmotor i Af Med Hovedet-slænget fra Svendborg – nu blandt andet også tilhørende i Henning Young på Amager, har allieret sig med Per Buhl Acs, ex-No Knox fra Pærepunk-pladen, for at lave et skud dansksproget lyd så charmerende, rørende, svimlende, udtryksfyldt og frit. På den måde musikalsk solidt bagstræberisk og utroligt charmerende i sin knoklede, knoklende Nissenmondai-nowave, dansk syre-melodiøsitet og vilde Per Højholtske ekvilibrisme. En retning i dansk lyrik, som blandt også tæller Spost, der genopdager vel det tætteste, man kommer på naiviteten i modernistiske digte og beatpoesi i en dansk kontekst.

“Blafret Ør Af Kjoler” er Synd og Skams andet udspil, men det første i denne rockede form. Debut-ep’en var nemlig en hjemmeindspillet duoplade for akustiske guitarer. Begge kan downloades på afmedhovedet.dk, og “Blafret Ør…” kan du høre herunder.

Jeg elsker det her band!

Info: “Blafret Ør Af Kjoler” udkommer 14. september i Insula. Synd og Skam kan opleves 29. september i Henning Young og 4. oktober til Første Torsdag på Bakken