Passive/Aggressive

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte danske LP’er fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

CTM “Red Dragon” (Posh Isolation)
Cæcilie Triers ”Red Dragon” er i høj grad sin egen, og det er umiddelbart svært at pege på noget lignende. Skulle man pege, kunne man pege på Frank Oceans ”Blonde” (2016), der på samme måde kredser om Oceans vokal og også byder på et splintret sangkompleks, hvor det afrundede og færdige kun dukker op i små, søde bidder og viger pladsen for et andet mere rummeligt og broget udtryk. Med markante gæstebidrag fra Coco O., Frederikke Hoffmeier og Soho Rezanejad udspiller ”Red Dragon” sig på et stort anlagt spektrum mellem det enkle og det komplekse – det koncentrerede og det spredte. Det er smukt, imponerende, forvirrende og lidt uhyggeligt. (Morten Hviid Melsen)

Xenia Xamanek “Envase” (Anyines)
Man kunne skrive meget om Xenia Xamaneks konstante udforskning af kunstneriske praksisser og udtryk (Equis, Astrid Sonne Ephemeral, Boujeloud, C.Cell, Af Med Hovedet, Union for Open Vocalism), men hvis man begrænser sig til i år, udgav hun to glimrende soloalbums. På trods af at “Envase” er udgivet som en souvenir-samling på Anyines, så er den i min bog årets mest visionære værk på dansk jord alene for sit musikalske ‘indhold’. Xenia dyrker som komponist og producer både vokalmanipulationer, synthesizere og maskinel techno, som hun blander med tre-fire optagelser af sin afdøde morfars a capella-sang i et smukt postmoderne minde. (Simon Christensen)

Puce Mary “The Drought” (PAN)
Med sin første udgivelse på det anerkendte Berlin-label PAN har Frederikke Hoffmeier opnået at vise, i højere grad end nogen af de tidligere udgivelser, hvor stort et potentiale Puce Mary-projektet har. Med udgangspunkt i noise og power electronics formår “The Drought” alligevel at vise emotionel tyngde samt kompositorisk og udtryksmæssigt stor diversitet inden for en stadig minimal og stringent palette, som viser, hvor langt Hoffmeier har udviklet projektet igennem årene. (Mikkel Rørbo)

Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records)
På “Embody” er den 21-årige nordjyde Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange. Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. (Lasse Skjold Bertelsen)

Rasmus Juncker “Ophold” (Kingdoms)
Rasmus Junckers album, “Ophold”, er én af årets helt store debutant-overraskelser. Foruden den unge elektroniske producer og multiinstrumentalist selv er albummet indspillet af et ensemble, der bl.a. omfatter strygekvartetten Halvcirkel. Med et udgangspunkt i bl.a. den klassiske minimalisme, Gilles Deleuzes læsninger af Immanuel Kant og lyddøde rum, eksperimenterede Juncker med muligheden for at oversætte en fravristelse af sanserne til sin musikalske proces. Dette mundede paradoksalt nok ud i et dragende og sanseligt pirrende debut-udspil, der både fremstår veludført og personlig i sit udtryk. (Alexander Julin Mortensen)

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation)
Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, “Manos”, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på Posh Isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. (Nils Bloch)

Spost “Monkey Face” (selvudgivet)
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog i fremtrædende roller. Det afgørende nye er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen, hvis mere maskinelle temperament giver nye udslag. (Morten Hviid Melsen)

Astrid Sonne “Human Lines” (Escho)
Den klassisk uddannede bratschist Astrid Sonne har med effektpedaler og elektroniske kompositioner placeret sig på tærsklen til et internationalt gennembrud. Med alsidige og livlige kompositioner har Astrid Sonne på sit debutalbum, “Human Lines”, skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed. (Alexander Julin Mortensen)

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest)
“Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl. (Kim Elgaard Andersen)

Boli Group “N.P.D.S” (Posh Isolation)
Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som ud over primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er, hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab. (Emil Grarup)

Læs resten

Spost – Et abeansigt i konstant mutation

Kritik March 20 2018

Spost_Innersleeve_2

Spost “Monkey Face” (selvudgivet, 2018) – anmeldelse af Morten Hviid Melsen

I slutningen af februar udkom den anden 12″-vinyludgivelse fra det københavnske band Spost. “Monkey Face”, som den hedder, ankom fem år efter vinyldebuten “Manio Døs”. I mellemtiden har bandet også udsendt kassettebåndet med den lettere mystificerende titel “Pussycatificering” via det gode båndlabel Infinite Waves (hvordan ser det ud, når noget pussycatificeres?).

Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. Musikvideoen (!) til nummeret “Ild i brombær”, der er fulgt i kølvandet på udgivelsen af “Monkey Face”, kunne tyde på, at Spost også tænker på sig selv som et slags band. Her krydsklippes der (efter et kort klip med en affyring af en festlig konfettikanon ved åbningen af en Circle K-tankstation) mellem liveoptagelser med bl.a. Talking Heads, Ramones, T-Rex og så Spost selv. Spost stiller sig på denne måde op i rækken af store bands fra det 20. århundrede, om end et skælmsk smil kan anes mellem klippene. Læs resten

Kristian Poulsen – Konversation over punkomslag fra dansk musiks Derek Bailey

Feature October 8 2014

godt billede

Ord Kristian Poulsen, spurgt af Simon Christensen

Som et gennemgående tema i mine musikudgivelser har jeg været interesseret i pladeomslaget som en størrelse, der fastlåser musikkens betydning og placerer den i kulturen. Dette har jeg tænkt i en slags modsætningsforhold til min musik, som jeg tænker som ret åben i forhold til, hvordan man skal forstå den og placere den genremæssigt. Det ser jeg som en positiv kvalitet, der er værd at stræbe efter, men som også kræver at blive tøjlet. Det er dette forhold imellem omslag, musik og samlet udsagn, som jeg er interesseret i, og det er også her min nye soloplade, “Cover Aesthetics”, tager sit afsæt.

“Cover Aesthetics” hænger sammen med udstilllingen “Remarks on The History of Things” på galleriet Years. Ligesom omslaget til “Cover Aesthetics” handler udstillingen om punkens cover-konventioner, og pladens omslag er en slags kondensat af udstillingen, som i en art billedkulturel analyse bl.a. forsøger at synliggøre de mest almindelige udformninger af punkomslaget i perioden 1976-1990. Dette gør jeg ved at kategorisere punkomslag ud fra tema som f.eks.: Læs resten

Sejerø Festival 2013 – flaskehalse og et åbent hjerte

August 1 2013

31

Et monument over en følelse; en begivenhed uden unødvendige krumspring for musikken som kunstform, en musikbegivenhed med respekt for det lokale øliv? I denne uge kan man tage til festival på Sejerø med endnu et musikprogram, der er helt skudt af og byder på musik fra lande som Libanon, Indonesien, Italien, Finland, Frankrig med flere. Mest spektakulært blandt årets navne er nok den amerikanske noisemusiker Robert Turman, men bemærk også Spost, Cankun, Miaux, Senyawa, Stargate og Morphosis, som man kan lytte mere til her. Sejerø Festival har været udsolgt siden juni og finder sted den 2.-3. august på gården Marebjerg. Vil man vide mere om gården, området og kunstdelen af festivalen, så kan man læse dette interview og reportage fra Kunsten.nu.

Dette er en fortsættelse af sidste års interview med Thomas Buhl-Wiggers.

P/A: Hvad skal der til for at skabe en øfestival som Sejerø fra bunden – både på stedet i ugerne op til festivalen og af logistiske tiltag ifm festivalen for at få alt til at hænge sammen?
Thomas Buhl-Wiggers: Tålmodighed, vilje og et åbent hjerte. Ikke bange for at arbejde hårdt, ingen mac book på låret med benene smækket op på bordet, brænd din seje kasket, elsk din nabo højere, skær dine urbane attituder af med en hobbykniv. Færgen er en flaskehals og et overgangsritual. Overfarten varer præcis 1 time. Kasper arbejder sindssygt hårdt på stedet – jeg kringler og dingler rundt ude i rummet. Vi har samlet et hold i år – hvor Emil aka the strong silent type er blevet en del af musikafdeling sammen med mig, og Nina hjælper til med kunsten. Vi har anlagt en have på bagsiden af gården, som pudses og plejes af en nøjsom og tænksom fyr ved navn Anders. Den har leveret rigtig meget af vores mad i år.

P/A: Sejerø har udsolgt inden kunstnerne er offentliggjort. Vi to har tidligere snakket om, at Sejerø ikke annoncerer eller sender presse ud. Men er det ikke super problematisk, at man laver en eksklusiv festival, som alm. folk ikke kan nå at opdage, inden den bliver udsolgt? Er du ikke bange for at festivalen blive en “lukket” klub? (Det må gerne være kritiske spørgsmål, ok?)
– Jeg skrev et kort opslag i vores gruppe på facebook vedrørende dette. Festivalens fysiske kapacitet er begrænset af de tilladelser, vi får fra kommunen/brandmyndighederne/politiet. Vi kæmper for at holde billetpriserne nede, så alle kan være med rent økonomisk. Der er ingen VIP-snak. Ingen gæstelister, ingen forbandede “leaks” eller kode-crap. Alle lokale får gratis armbånd. Vi er ikke en eksklusiv festival – vi er en lille festival bygget på et skrøbeligt og ærligt fundament. Læs resten

Silver Jews – The Elephants are so ashamed of their size

Feature May 20 2013

davidberman

Af Jonas Okholm

Stephen Pastel ligger på gulvet, tænker jeg, for det har jeg læst engang, og det hænger ved, han ligger og hører “The Natural Bridge”, og han sammenligner den sikkert med Nashville Skyline i sin amerikanskhed, dér ved jeg slet ikke, om jeg vil hen, men jeg kan lide det med at ligge på gulvet, og solen kommer ind ad vinduet på sin måde, og så starter pladen. “No, I don’t really wanna die, I only wanna die in your eyes.” Og så ved man fandeme, man er i de bedste hænder i verden. Så det er altså også noget med tryghed. Og så kan jeg godt se det amerikanske. Der er alle de her hovedveje, men så går man ned ad en sidevej, det er dér man vil være, og der er både farligt og rart, og det er de ting man vil have med, for det er dér historierne udspiller sig, og det er dér Berman er. Han går for mig altid lige igennem haveteltet, igennem festen, og ned til stødhegnet for det er dér, man vil være. Sådan har jeg det med “The Natural Bridge”. Historierne bagved. Det er sikkert Dylansk og alt muligt. Men det er sig selv. Og så rammer det. Så jeg købte “The Natural Bridge” i en eller anden megastore i New York, tror jeg faktisk, men jeg hørte den først, da jeg kom hjem til Danmark igen, og den skulle overbevise på mange punkter. “Guard my bed, while the rain turns the ditches to mirrors.” Det føles så nemt, det føles så uforceret, det føles så nærmest pornonøgent. Og jeg kan binde det på alt, fordi det er levende. Det sniger sig ind, fordi der kun kan modtages. Jeg kan næppe komme på noget mere rent musik. Roligt frem flytter det ind. Det er fandeme som en ny hund, eller sådan noget. Kæledyr. Det er helt klart. Kom ind. Så kommer det for at blive. Og så ved sgu ikke med det ansvar. Men det må jo kraftedeme være sådan noget, der gør et venskab. “Baby let’s get dressed up, I got two pairs of shoes” er også sådan en sniger, synes jeg. Langtidsholdbar skønhed. Det er det vi snakker om. Det er den dér Bukowski-feeling, sådan noget døsigt, forstad, tænker jeg også på. Man hopper bare ud af døren og ned til bikuben. Og der er fugtigt varmt. Man er så lad, og selvfølgelig er man valgløs, og man har da netop sin drift, men der er også den lange plastikhavestol. Sådan noget. OG whiskey sours. Så er man ovre i Herman Düne-ukuleleudgave af nummeret. Aldrig et øje tørt. “Miss Mary Jane messures rain in a cracked cup on the sill” hørte jeg vejr morgen i 4 år, og så tænkte jeg altid på det med at gå over en fugl, og de dér simple højere luftlag, der fandens galeme er banket ind i cementen. At fuglene nærmest har lagt sig, fordi himlen er under dem, og at vi kun går rundt i en oververden i en underverden. Altså, at hele lortet er jordet godt og grundigt sammen, og så kan dagen starte, mand. Et blowjob på de gamle og pislugt i hele skolegangen. SÅDAN! Og så kommer der en fin lille breather. Et instrumentalnummer. Det falder på sin plads, og man kan kigge på sin kommende gigt. Nu sker der så det, at Dallas kommer. Dallas er et hit! “I passed out on the fourteenth floor, the CPR was so erotic.” Jamen, man er sgu med i det. Det er sgu en hel roman, det er. Og vi befinder os nu i byen, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg er faldet om på fjortene etager, men sikkert lige så mange gange, som jeg har hørt Dallas. Og igen er det altså også bare på grund af hele fortvivlelsen, leveret i de store akkorder, og det bliver fandeme ikke serveret mere direkte. Det kan fandeme ikke gøres simplere. Så man begynder at omarrangere sine glas efter forholdene. Det er det, der sker. “Our record just went aluminum.” Lad os tage på fiskerestaurant. “Inside the golden days of missing you” er et totalt ufærdigt nummer, men når magien er i spil løfter alt sig, og det har nogle af de her catchy linier, og det er sådan en bræger. Men det er et super billede på, hvordan det er. Det her Berman. Bund og grund bræger sin what if ind igennem de, hvad skal man sige, fucking huller. Hvad nu hvis René ikke mødte Helmig lige dér, hvad så? Og så kommer jeg straks til at tænke på humoren. Den er sgu en del af vejret. Det er i grunden en noget privat plade, jo, og så er humoren en nødvendighed, man kan ikke se på sig selv ellers. Hvis man tager sin, lad os sige mellemtå totalalvorligt, så ville man opholde sig meget i kommunale bygninger med udsigt til grusgraven. “Call me from Albemarle Station if you can, I hope you find your concentration beneath those ceiling fans” er omgivelserne igen. Jeg kan lide, at man hører med omgivelserne. Selvfølgelig bliver man knotten af dårligt håndværk, man mister sin tro på byggeevnerne hos ministrene, man holder hænderne tæt sammen og tænker på Gud, når man krydser den nye bro. Man begynder at tro på noget andet end overfladen. Deri ligger det religiøse. Man tror på noget, der er virkeligt. Det er poesien. Bore igennem det nylagte minefelt og ned til et uendeligt hi. Konstruktion! Konstruktion! Konstruktion! Vor Herre Bevares Mig Vel! Olé! Men det er da praktisk med sådan en ny motorvej. Og så er der den om den gode gamle tandpine. Så kan det sgu være det samme. “8. b omkommet på skoleudflugt på Mols – chaufføren havde paradentose.” The Frontier Index er et hit! “Of all the people I knew, I always looked up to you” og det bliver bare ved fra start til slut. Robot, Jesus, Far, Søn, Hest osv. Ja, det er dér vi befinder os i den nye tid. Gennemgået så meget bræk, og så siger man, nu er du fri, fri for vores omklamrende tyndskid, og tilbage står man så og prøver lidt ecstasy. Frihed, du. Vi har taget krigen, rend mig i røven, de nymoderne unge har alt, vi havde det bitch, de nye skal finde rundt i vort lokum. Subspace. True. Det er et smukt nummer. Det spasser også sådan lidt af sted. Hvis Pavement-drengene kunne have været med på et nummer, skulle det have været dette. Drengerøvs. Og så slutter pladen af med Pretty Eyes. Pretty Eyes minder mig altid om Elephants In The Zoo af Bukowski. Det er pga. “The elephants are so ashamed of their size, Hosing ’em down I tell them – you got pretty eyes”. Jeg vil være barn igen. Jeg vil skyde røvere med plastikpile og soldater med zoomguns. Jeg bliver varm om hjertet og velkommer elefanter, kænguruer og ulve her til lands. Velkommen. Læs resten