Passive/Aggressive

Silver Jews – The Elephants are so ashamed of their size

Feature May 20 2013 , af passive/aggressive davidberman

Af Jonas Okholm

Stephen Pastel ligger på gulvet, tænker jeg, for det har jeg læst engang, og det hænger ved, han ligger og hører “The Natural Bridge”, og han sammenligner den sikkert med Nashville Skyline i sin amerikanskhed, dér ved jeg slet ikke, om jeg vil hen, men jeg kan lide det med at ligge på gulvet, og solen kommer ind ad vinduet på sin måde, og så starter pladen. “No, I don’t really wanna die, I only wanna die in your eyes.” Og så ved man fandeme, man er i de bedste hænder i verden. Så det er altså også noget med tryghed. Og så kan jeg godt se det amerikanske. Der er alle de her hovedveje, men så går man ned ad en sidevej, det er dér man vil være, og der er både farligt og rart, og det er de ting man vil have med, for det er dér historierne udspiller sig, og det er dér Berman er. Han går for mig altid lige igennem haveteltet, igennem festen, og ned til stødhegnet for det er dér, man vil være. Sådan har jeg det med “The Natural Bridge”. Historierne bagved. Det er sikkert Dylansk og alt muligt. Men det er sig selv. Og så rammer det. Så jeg købte “The Natural Bridge” i en eller anden megastore i New York, tror jeg faktisk, men jeg hørte den først, da jeg kom hjem til Danmark igen, og den skulle overbevise på mange punkter. “Guard my bed, while the rain turns the ditches to mirrors.” Det føles så nemt, det føles så uforceret, det føles så nærmest pornonøgent. Og jeg kan binde det på alt, fordi det er levende. Det sniger sig ind, fordi der kun kan modtages. Jeg kan næppe komme på noget mere rent musik. Roligt frem flytter det ind. Det er fandeme som en ny hund, eller sådan noget. Kæledyr. Det er helt klart. Kom ind. Så kommer det for at blive. Og så ved sgu ikke med det ansvar. Men det må jo kraftedeme være sådan noget, der gør et venskab. “Baby let’s get dressed up, I got two pairs of shoes” er også sådan en sniger, synes jeg. Langtidsholdbar skønhed. Det er det vi snakker om. Det er den dér Bukowski-feeling, sådan noget døsigt, forstad, tænker jeg også på. Man hopper bare ud af døren og ned til bikuben. Og der er fugtigt varmt. Man er så lad, og selvfølgelig er man valgløs, og man har da netop sin drift, men der er også den lange plastikhavestol. Sådan noget. OG whiskey sours. Så er man ovre i Herman Düne-ukuleleudgave af nummeret. Aldrig et øje tørt. “Miss Mary Jane messures rain in a cracked cup on the sill” hørte jeg vejr morgen i 4 år, og så tænkte jeg altid på det med at gå over en fugl, og de dér simple højere luftlag, der fandens galeme er banket ind i cementen. At fuglene nærmest har lagt sig, fordi himlen er under dem, og at vi kun går rundt i en oververden i en underverden. Altså, at hele lortet er jordet godt og grundigt sammen, og så kan dagen starte, mand. Et blowjob på de gamle og pislugt i hele skolegangen. SÅDAN! Og så kommer der en fin lille breather. Et instrumentalnummer. Det falder på sin plads, og man kan kigge på sin kommende gigt. Nu sker der så det, at Dallas kommer. Dallas er et hit! “I passed out on the fourteenth floor, the CPR was so erotic.” Jamen, man er sgu med i det. Det er sgu en hel roman, det er. Og vi befinder os nu i byen, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg er faldet om på fjortene etager, men sikkert lige så mange gange, som jeg har hørt Dallas. Og igen er det altså også bare på grund af hele fortvivlelsen, leveret i de store akkorder, og det bliver fandeme ikke serveret mere direkte. Det kan fandeme ikke gøres simplere. Så man begynder at omarrangere sine glas efter forholdene. Det er det, der sker. “Our record just went aluminum.” Lad os tage på fiskerestaurant. “Inside the golden days of missing you” er et totalt ufærdigt nummer, men når magien er i spil løfter alt sig, og det har nogle af de her catchy linier, og det er sådan en bræger. Men det er et super billede på, hvordan det er. Det her Berman. Bund og grund bræger sin what if ind igennem de, hvad skal man sige, fucking huller. Hvad nu hvis René ikke mødte Helmig lige dér, hvad så? Og så kommer jeg straks til at tænke på humoren. Den er sgu en del af vejret. Det er i grunden en noget privat plade, jo, og så er humoren en nødvendighed, man kan ikke se på sig selv ellers. Hvis man tager sin, lad os sige mellemtå totalalvorligt, så ville man opholde sig meget i kommunale bygninger med udsigt til grusgraven. “Call me from Albemarle Station if you can, I hope you find your concentration beneath those ceiling fans” er omgivelserne igen. Jeg kan lide, at man hører med omgivelserne. Selvfølgelig bliver man knotten af dårligt håndværk, man mister sin tro på byggeevnerne hos ministrene, man holder hænderne tæt sammen og tænker på Gud, når man krydser den nye bro. Man begynder at tro på noget andet end overfladen. Deri ligger det religiøse. Man tror på noget, der er virkeligt. Det er poesien. Bore igennem det nylagte minefelt og ned til et uendeligt hi. Konstruktion! Konstruktion! Konstruktion! Vor Herre Bevares Mig Vel! Olé! Men det er da praktisk med sådan en ny motorvej. Og så er der den om den gode gamle tandpine. Så kan det sgu være det samme. “8. b omkommet på skoleudflugt på Mols – chaufføren havde paradentose.” The Frontier Index er et hit! “Of all the people I knew, I always looked up to you” og det bliver bare ved fra start til slut. Robot, Jesus, Far, Søn, Hest osv. Ja, det er dér vi befinder os i den nye tid. Gennemgået så meget bræk, og så siger man, nu er du fri, fri for vores omklamrende tyndskid, og tilbage står man så og prøver lidt ecstasy. Frihed, du. Vi har taget krigen, rend mig i røven, de nymoderne unge har alt, vi havde det bitch, de nye skal finde rundt i vort lokum. Subspace. True. Det er et smukt nummer. Det spasser også sådan lidt af sted. Hvis Pavement-drengene kunne have været med på et nummer, skulle det have været dette. Drengerøvs. Og så slutter pladen af med Pretty Eyes. Pretty Eyes minder mig altid om Elephants In The Zoo af Bukowski. Det er pga. “The elephants are so ashamed of their size, Hosing ’em down I tell them – you got pretty eyes”. Jeg vil være barn igen. Jeg vil skyde røvere med plastikpile og soldater med zoomguns. Jeg bliver varm om hjertet og velkommer elefanter, kænguruer og ulve her til lands. Velkommen.

Info: Silver Jews “The Natural Bridge” udkom i 1996 på Drag City. Jonas Okholm er vokalist i bandet Spost m.fl.