Passive/Aggressive

Spost – Et abeansigt i konstant mutation

Kritik March 20 2018 Spost_Innersleeve_2

Spost “Monkey Face” (selvudgivet, 2018) – anmeldelse af Morten Hviid Melsen

I slutningen af februar udkom den anden 12″-vinyludgivelse fra det københavnske band Spost. “Monkey Face”, som den hedder, ankom fem år efter vinyldebuten “Manio Døs”. I mellemtiden har bandet også udsendt kassettebåndet med den lettere mystificerende titel “Pussycatificering” via det gode båndlabel Infinite Waves (hvordan ser det ud, når noget pussycatificeres?).

Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. Musikvideoen (!) til nummeret “Ild i brombær”, der er fulgt i kølvandet på udgivelsen af “Monkey Face”, kunne tyde på, at Spost også tænker på sig selv som et slags band. Her krydsklippes der (efter et kort klip med en affyring af en festlig konfettikanon ved åbningen af en Circle K-tankstation) mellem liveoptagelser med bl.a. Talking Heads, Ramones, T-Rex og så Spost selv. Spost stiller sig på denne måde op i rækken af store bands fra det 20. århundrede, om end et skælmsk smil kan anes mellem klippene. Læs resten

Indånder kvælstof producerer ideologi – med Reverie, Thulebasen og Jonas Okholm i Sejerø Arkivet (interview)

Feature November 19 2014 Sejerø Festival

Af Simon Christensen

Sejerø Festival har i de seneste fire år præsenteret musik, kunstværker og skabt en ramme om koncerterne derude på øen, som arrangørerne tidligere har kaldt “et monument over en følelse”. Hvert år har de haft diverse videooptagelser og billeder med hjem fra festivalen som dokumentation – og i år har Sejerø Arkivet udvidet sendefladen med både radio, koncertoptagelser og tekster.

Passive/Aggressive har været i Sejerø Arkivet og fundet tre udvalgte optagelser med Jonas O., Thulebasen og Reverie herunder, som du kan høre nederst. Se hele Sejerø Arkivet her: http://sejero-festival.dk/archive/

P/A: Hvorfor har I lavet Sejerø Arkivet – og hvorfor på den distinkte måde, fx med videoptagelser fra et rum ved siden af livekoncerten? Hvorfor er der også “tekster” med i arkivet?

Thomas Buhl Wiggers: “Alle begivenheder har jo et arkiv på en eller anden måde. Nogle gange bare i folks hjerner – som minder. Måske det bedste arkiv?! Andre gange bliver det jo brugt mere eller mindre bevidst til at lade den allerede skete begivenhed fortsætte ud i evigheden/intetheden. Vi forholdt os til, at vi havde behov for at dokumentere det, der foregik, samtidig med at vi ikke havde lyst til at gøre det ved at vise jublende publikummer, kysseri, overlegenhed, lykke, inderlighed (det værste) etc. Så ligesom med det meste andet herovre lader vi det finde sit udgangspunkt i det lille/store dilemma, der er indlejret i ethvert sekund. Men nogle gange er der et øjeblik der bare er kønt og det kommer også med engang i mellem. I år har vi spurgt folk, der arbejder med andre medier, om at lave dokumenter over festivalen/øen. Theis Ørntoft har skrevet en lang tekst, og vi går tålmodigt og venter på, at radioholdet sender deres, som vi glæder os utroligt meget til.” Læs resten

ZINE #4 er på vej

Blog November 1 2013 zine4

ZINE #4 udkommer i denne weekend med omslag af fotograf Fryd Frydendahl, interviews og pladeomtaler af Passive/Aggressives skribenter. Rasmus Elm Rasmussen fra Causa Sui, Troels Mads fra Festival of Endless Gratitude og Alexander Julin portrætterer Ron Schneiderman, der besøgte Danmark i september. Andreas Korsgaard Rasmussen, Rasmus Junge og Jens Franco fremhæver nogle af de bedste nye plader. Jonas Okholm skriver en lidt anderledes koncertreportage, og så er der interviews med Seksuelle Mennesker, Martin Vognsen, The Necks samt Jeppe og Matias fra Vulgar Deformity. Der er ikke noget tema for udgivelsen, men det er et udvalg af steder, hvor musikken flytter sig allermest – som (muligvis) har det til fælles, at de gør det uden profit for øje. Havde vi haft mere plads, så havde vi taget endnu mere med, men der kommer nok et nyt blad næste år.

“There’s that thing, you can be like the most precise, classically trained, musician, playing exactly the score, with exact technique and like so incredibly, beautifully precise – incredible, mindblowing, you know – and it’s like, when you are doing that, playing the notes exactly as it is written, and the pitch is right, the bowing is right, you’re on the end at the right point, you know – is that the absolute loss of ego in self, that you’re so absolved in the process, that actually you are now emoting, because now you’ve transcended beyond the technique, and now you are playing this music, and the music itself is the power? Or is it the other way?” (Ron Schneiderman)

“Hvis man er nysgerrig, støder man naturligt på ukendte ting, som fanger ens interesse, og det ene fører til det næste. Vi kan jo udveksle erfaringer, så er der chance for, at vi begge to kommer ind i det ukendte. Man kan selvfølgelig også bare følge den til enhver tid herskende buzz, hvis man er helt blank.” (Martin Vognsen)

“We never had a manager but just followed our noses and letting one thing lead to another. At that time I had been in some groups investing all kinds of emotional and intellectual energy into projects and then they kind of just evaporated. The Necks was just a therapeutic thing and a way of playing music that I haven’t experience before. And it kind of removed all the stress and the eager of it.” (Chris Abrahams)

“Jeg kan godt lide idéen om at sparke en bold op i luften og så se, hvor den lander. Det kan være alt, der påvirker den bold, men den lander et eller andet sted, og så er det det, man har. Ellers må man flytte den.” (Holger Hartvig)

Passive/Aggressive er non-profit. Alle skribenter og bidragydere arbejder gratis. Læs resten

Silver Jews – The Elephants are so ashamed of their size

Feature May 20 2013 davidberman

Af Jonas Okholm

Stephen Pastel ligger på gulvet, tænker jeg, for det har jeg læst engang, og det hænger ved, han ligger og hører “The Natural Bridge”, og han sammenligner den sikkert med Nashville Skyline i sin amerikanskhed, dér ved jeg slet ikke, om jeg vil hen, men jeg kan lide det med at ligge på gulvet, og solen kommer ind ad vinduet på sin måde, og så starter pladen. “No, I don’t really wanna die, I only wanna die in your eyes.” Og så ved man fandeme, man er i de bedste hænder i verden. Så det er altså også noget med tryghed. Og så kan jeg godt se det amerikanske. Der er alle de her hovedveje, men så går man ned ad en sidevej, det er dér man vil være, og der er både farligt og rart, og det er de ting man vil have med, for det er dér historierne udspiller sig, og det er dér Berman er. Han går for mig altid lige igennem haveteltet, igennem festen, og ned til stødhegnet for det er dér, man vil være. Sådan har jeg det med “The Natural Bridge”. Historierne bagved. Det er sikkert Dylansk og alt muligt. Men det er sig selv. Og så rammer det. Så jeg købte “The Natural Bridge” i en eller anden megastore i New York, tror jeg faktisk, men jeg hørte den først, da jeg kom hjem til Danmark igen, og den skulle overbevise på mange punkter. “Guard my bed, while the rain turns the ditches to mirrors.” Det føles så nemt, det føles så uforceret, det føles så nærmest pornonøgent. Og jeg kan binde det på alt, fordi det er levende. Det sniger sig ind, fordi der kun kan modtages. Jeg kan næppe komme på noget mere rent musik. Roligt frem flytter det ind. Det er fandeme som en ny hund, eller sådan noget. Kæledyr. Det er helt klart. Kom ind. Så kommer det for at blive. Og så ved sgu ikke med det ansvar. Men det må jo kraftedeme være sådan noget, der gør et venskab. “Baby let’s get dressed up, I got two pairs of shoes” er også sådan en sniger, synes jeg. Langtidsholdbar skønhed. Det er det vi snakker om. Det er den dér Bukowski-feeling, sådan noget døsigt, forstad, tænker jeg også på. Man hopper bare ud af døren og ned til bikuben. Og der er fugtigt varmt. Man er så lad, og selvfølgelig er man valgløs, og man har da netop sin drift, men der er også den lange plastikhavestol. Sådan noget. OG whiskey sours. Så er man ovre i Herman Düne-ukuleleudgave af nummeret. Aldrig et øje tørt. “Miss Mary Jane messures rain in a cracked cup on the sill” hørte jeg vejr morgen i 4 år, og så tænkte jeg altid på det med at gå over en fugl, og de dér simple højere luftlag, der fandens galeme er banket ind i cementen. At fuglene nærmest har lagt sig, fordi himlen er under dem, og at vi kun går rundt i en oververden i en underverden. Altså, at hele lortet er jordet godt og grundigt sammen, og så kan dagen starte, mand. Et blowjob på de gamle og pislugt i hele skolegangen. SÅDAN! Og så kommer der en fin lille breather. Et instrumentalnummer. Det falder på sin plads, og man kan kigge på sin kommende gigt. Nu sker der så det, at Dallas kommer. Dallas er et hit! “I passed out on the fourteenth floor, the CPR was so erotic.” Jamen, man er sgu med i det. Det er sgu en hel roman, det er. Og vi befinder os nu i byen, og jeg ved ikke hvor mange gange jeg er faldet om på fjortene etager, men sikkert lige så mange gange, som jeg har hørt Dallas. Og igen er det altså også bare på grund af hele fortvivlelsen, leveret i de store akkorder, og det bliver fandeme ikke serveret mere direkte. Det kan fandeme ikke gøres simplere. Så man begynder at omarrangere sine glas efter forholdene. Det er det, der sker. “Our record just went aluminum.” Lad os tage på fiskerestaurant. “Inside the golden days of missing you” er et totalt ufærdigt nummer, men når magien er i spil løfter alt sig, og det har nogle af de her catchy linier, og det er sådan en bræger. Men det er et super billede på, hvordan det er. Det her Berman. Bund og grund bræger sin what if ind igennem de, hvad skal man sige, fucking huller. Hvad nu hvis René ikke mødte Helmig lige dér, hvad så? Og så kommer jeg straks til at tænke på humoren. Den er sgu en del af vejret. Det er i grunden en noget privat plade, jo, og så er humoren en nødvendighed, man kan ikke se på sig selv ellers. Hvis man tager sin, lad os sige mellemtå totalalvorligt, så ville man opholde sig meget i kommunale bygninger med udsigt til grusgraven. “Call me from Albemarle Station if you can, I hope you find your concentration beneath those ceiling fans” er omgivelserne igen. Jeg kan lide, at man hører med omgivelserne. Selvfølgelig bliver man knotten af dårligt håndværk, man mister sin tro på byggeevnerne hos ministrene, man holder hænderne tæt sammen og tænker på Gud, når man krydser den nye bro. Man begynder at tro på noget andet end overfladen. Deri ligger det religiøse. Man tror på noget, der er virkeligt. Det er poesien. Bore igennem det nylagte minefelt og ned til et uendeligt hi. Konstruktion! Konstruktion! Konstruktion! Vor Herre Bevares Mig Vel! Olé! Men det er da praktisk med sådan en ny motorvej. Og så er der den om den gode gamle tandpine. Så kan det sgu være det samme. “8. b omkommet på skoleudflugt på Mols – chaufføren havde paradentose.” The Frontier Index er et hit! “Of all the people I knew, I always looked up to you” og det bliver bare ved fra start til slut. Robot, Jesus, Far, Søn, Hest osv. Ja, det er dér vi befinder os i den nye tid. Gennemgået så meget bræk, og så siger man, nu er du fri, fri for vores omklamrende tyndskid, og tilbage står man så og prøver lidt ecstasy. Frihed, du. Vi har taget krigen, rend mig i røven, de nymoderne unge har alt, vi havde det bitch, de nye skal finde rundt i vort lokum. Subspace. True. Det er et smukt nummer. Det spasser også sådan lidt af sted. Hvis Pavement-drengene kunne have været med på et nummer, skulle det have været dette. Drengerøvs. Og så slutter pladen af med Pretty Eyes. Pretty Eyes minder mig altid om Elephants In The Zoo af Bukowski. Det er pga. “The elephants are so ashamed of their size, Hosing ’em down I tell them – you got pretty eyes”. Jeg vil være barn igen. Jeg vil skyde røvere med plastikpile og soldater med zoomguns. Jeg bliver varm om hjertet og velkommer elefanter, kænguruer og ulve her til lands. Velkommen. Læs resten