Holuzam – Det globale potentiale i de lokale arkiver
Introduktion til og kritik af pladeselskabet Holuzams to første udgivelser (“Belzebu” af Telectu, Holuzam 2018, og “Taipei Disco” af DWART, Holuzam 2018) – af Morten Østergaard Rasmussen
José Moura og Márcio Matos, to af bagmændene bag det portugisiske label Príncipe, som i nogle år har specialiseret sig i excentriske blandinger af house, techno og forskellige arter af afrikansk basmusik, er nu gået sammen om at stifte søsterlabelet Holuzam. Her er konceptet ikke at udgive nyt materiale fra undergrundsscenen i Lissabons forstæder, men i stedet at grave 20-30 år gamle portugisiske udgivelser frem fra glemslen.
De første to udgivelser fra det nyopstartede label tæller genudgivelsen af den elektroniske duo Telectus andet album, “Belzebu” fra 1983, samt en 12” med hidtil uudgivne optagelser fra den portugisiske journalist og musiker António Duartes projekt, DWART. Under dette alias indspillede han tre numre i perioden 1989-1993, mens han boede i den tidligere portugisiske koloni Macao, et nu selvstyrende område i det sydlige Kina.
Ud over at de begge indeholder portugisisk musik, har de to udgivelser ikke meget til fælles, eftersom de to plader eksperimenterer i hver sin retning, og udforsker hver sin genre. “Belzebu” er et vildtvoksende netværk af synthesizere og guitareffekter, mens “Taipei Disco” både byder på house- og jazzimprovisationer.
Telectu bestod af Jorge Lima Barreto, en kontroversiel free jazz-trommeslager, og Vitor Rua, en af hovedmændene bag det portugisiske popband Grupo Novo Rock eller GNR, som det ofte forkortes. Da Rua ikke mente, at GNR var et projekt, der kunne rumme hans eksperimenter (på trods af at B-siden på debutalbummet “Independança” er en 20 minutter lang improvisation) valgte han i stedet at fokusere på Telectu, som han havde stiftet sammen med Barreto omkring udgivelsen af “Independança”. Det resulterede i et voldsomt og indviklet brud med GNR i 1983, hvor det til sidst var svært at finde ud af, hvem der egentlig stadig var med i bandet. Omkring samme tid som bruddet med GNR var Rua og Barreto begyndt at indspille hjemmeoptagede sessions, og dette resulterede bl.a. i “Belzebu”, en synthesizer-suite i fem dele.
De fem dele, som pladen udgøres af, er tæt forbundet af sitrende høje frekvenser, der ringer som tusind syntetiske klokker i baggrunden af alle pladens 34 minutter. A-siden består primært af diverse afarter af arpeggioer, først i utallige lag af akkorder uden noget tonalt holdepunkt, og dernæst mere beskedne studier af molakkorder i forskellige tempi. B-siden er noget mere udefinerbar. Først bliver en hi-hat på de lige underdelinger blandet med en basgang, dog uden at de to følger hinanden særlig tæt, hvilket resulterer i en noget ustabil struktur, både tonalt og rytmisk. Dernæst, på pladens femte og sidste del, bliver musikken langt mere rytmisk og perkussiv og lyder mere som manisk folkemusik.
Selvom “Belzebu” er meget svær at definere og ifølge beskrivelsen på Holuzams Bandcamp havde “absolutely no context in the Portuguese music scene”, kan man dog stadig godt lytte til pladen uden at blive alt for forvirret, for de store variationer finder sted inden for faste rammer bestående af synthesizere og guitar med en masse reverb.
Holuzams anden udgivelse, “Taipei Disco”, er ikke helt lige så instrumentelt stilren som “Belzebu”. I stedet for at udforske de forskellige måder at sætte synth-lyde og guitareffekter sammen på, er “Taipei Disco” en 12”, der har svært ved at holde sig kun til én lyd. Titelnummeret er et oldschool housenummer, opkaldt efter en natklub i den sydkinesiske by Guangzhou, der ifølge Duarte var “the only proper club in town”. Nummeret er et møde mellem sci-fi-æstetik bygget på udbredte synthflader, og et simpelt beat, der dog først kommer frem nogle minutter inde i produktionen, og som kun viser tegn på udvikling, da der bliver tilføjet en mere kompleks hi-hat-rytme efter en del takter. Den egentlige udvikling finder sted i de forskellige akkorder og melodier, der forbliver i baggrunden. Melodierne er fragmentariske og akkorderne er ikke altid helt passende i det samlede lydbillede, hvilket dog er mere charmerende end irriterende.
Rytmetracket, der danner grundlag for hele produktionen, blev til på selv samme klub, som nummeret er opkaldt efter. Duarte fortæller, at han altid bar rundt på en DAT-recorder og en MicroComposer, så han kunne fange musikalske idéer, lige når de kom til ham. Hvilket også betød, at han kunne skabe “Taipei Discos” rytmetrack, mens han sad ved et af natklubbens borde og lyttede til høj kantonesisk popmusik. Klubbens DJ var så begejstret for hans rytmetrack, at han gerne ville spille det, selvom Duarte endnu ikke havde færdiggjort det. Løsningen blev, at Duarte spillede ind over beatet på et gammelt keyboard, så det havde mere substans, når det blev spillet på natklubben, og på den måde blev “Taipei Disco” født. Historien om nummerets tilblivelse er en god forklaring på den ofte improviserede lyd, der skaber en spænding mellem det simple beat og de ofte kaotiske lag af synth og halvfærdige melodier. At Duarte tilføjede en række ekstra lag, da han umiddelbart efter indspillede nummeret, kan også ses som en katalysator for den kaotiske og legende lyd.
Et glimt af den oprindelige form, som “Taipei Disco” havde, da den blev opført første gang, kan høres på en liveoptagelse fra 1993, som også er blevet inkluderet på udgivelsen. Selvom beatet er det samme, er synthesizerens rolle her mere sparsom og melodierne mere helstøbte, hvilket også gør det tydeligt, hvordan det mere simple setup påvirker nummeret. Med historien om nummerets tilblivelse i baghovedet er det virkelig en interessant spænding, der finder sted mellem studieversionens kaotiske kompleksitet og den noget mere beskedne keyboardperformance i real time.
Det sidste nummer på udgivelsen, “Red Mambo (Impromptu)”, er ikke i nærheden af at minde om de to sider af samme housetrack, og nummeret appellerer langt fra til det pulserende natteliv. I stedet er det en fri, psykedelisk elektrojazz-improvisation, som Duarte har indspillet sammen med tre musikere fra Kap Verde. Den tonale æstetik fra “Taipei Disco” med fragmenterede melodier er stadig til stede, men her bliver det akkompagneret af akkorder, der lige så godt kunne have været med på en indspilning af Fela Kuti. Nummeret kan umiddelbart virke meget malplaceret, men på den anden side viser det, hvor alsidigt et projekt DWART var, og hvor lille en rolle kulturelle grænser spillede for Duarte – også selvom han var en portugiser i det sydlige Kina, der brugte sin tid på at høre kantonesisk popmusik og jamme med musikere fra den anden side af kloden.
Selvom Holuzams samlede projekt er meget vagt, betyder det ikke, at man ikke ville kunne komme til at holde af begge de nye udgivelser. Musikken er kompromisløs på præcis samme måde som de ekstreme dancetracks, der i nogle år efterhånden er blevet udsendt på Príncipe. Så hvis man har nydt nogle af disse udgivelser, er der ikke noget i vejen for at kaste sig over Holuzams, på nuværende tidspunkt meget overskuelige, bagkatalog.
Info: Både “Belzebu” og “Taipei Disco” udkom på Holuzam i begyndelsen af august.