Caterina Barbieri – Maksimal emotionalitet i det minimalistiske maskineri
Caterina Barbieri “Ecstatic Computation” (Editions Mego, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Jim C. Nedd
Italienske Caterina Barbieri er atter aktuel med nyt materiale efter både at have udgivet albummet “Born Again in the Voltage”, en split-EP og værket “Songno Che Suona” sidste år. Med “Ecstatic Computation”, der udkommer via Editions Mego, vender Barbieri tilbage til et musikalsk udtryk, der umiddelbart har mere til fælles med “Patterns of Consciousness” fra 2017 end hendes seneste udgivelser.
For på samme vis som på “Patterns of Conciousness” er det også dramaet, Barbieri på instrumental vis besynger på “Ecstatic Computation”. Det er et skridt væk fra den mere dvælende minimalisme, som hun omfavnede på sidste års udspil, og tilbage mod et ofte højstemt og dramatisk udtryk, hvor det mest rammende eksempel er det 10 ½-minut lange åbningsnummer, “Fantas”. Det vækker associationer til momenter i Phillip Glass’ “Koyaanisqatsi”-soundtrack, hvor en evig strøm af bevægelser blev portrætteret med en ynde på trods den vulgaritet, den til tider også indebar.
I pressematerialet bliver “Ecstatic Computation” beskrevet som et værk, hvor “(…) the fast permutation of patterns can create a state where time stands still whilst simultaneously being in motion”. Men i min oplevelse af værket er der intet, der står stille, heller ikke tiden. “Ecstatic Computation” slår mig snarere som et værk, der ligeledes er fuldstændig dedikeret til en undersøgelse af musik som bevægelse, en musik i konstant tilblivelse. Enhver oplevelse af stilstand er så godt som fraværende på værket. I stedet får man fornemmelsen af, at størstedelen af kompositionerne konstant er ved at springe ud i deres næste udfoldelse, at den ene melodiøse cirkulation altid og uden afbræk leder til den næste – og i denne bevægelse også introducerer flere gradvise intensiveringer og ofte minutiøse forskelligheder i kompositionerne.
Hvis man føler sig sat i en trance af “Ecstatic Computation”, er det nok snarere et spørgsmål om intensiteten i de primært repetitive kompositioner end på grund af nogen form for momentan monotoni. For selv om Barbieris musik kan karakteriseres som forholdsvis minimalistisk, er de dog fyldt til bristepunktet med emotionalitet. Det er, med andre ord, maskinel musik for det levende menneske.
Det havde dog uden tvivl kammet over, hvis ikke der havde været undtagelser. Både “Arrows of Time” og udgivelsens sidste nummer “Bow of Perception” er mindre intensive i deres tempo eller opbygning end udgivelsens øvrige numre. Derfor fungerer “Arrows of Time” også som et essentielt pusterum lidt over halvvejs inde i udgivelsens samlede spilletid, og “Bow of Perception” udgør en ideel afrunding, hvor man langsomt kan indstille sig på at træde ud af det rum, udgivelsen som helhed ellers skaber.
De to numre er desuden med til at understrege, at “Ecstatic Computation” er et værk, der skal høres i sin helhed fra start til ende og ikke blot som en mere eller mindre vilkårlig samling af sange. For foruden den stilistiske konsistens på tværs af kompositionerne bidrager numrenes kronologi og opbygning med en klar indledning, midte og afrunding til oplevelsen af et værk, der ikke kunne skrues sammen på anden vis, uden at noget essentielt ville briste ved dens helhedsudtryk.
Info: “Ecstatic Computation” udkommer i dag på Editions Mego. Caterina Barbieri spiller i København 6. juni (RSVP).
