Gate Hand – Mellem uforudsigelighed og repetition
Gate Hand “Songs To The Keeper” (Sensorisk Verden, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen
Duoen Gate Hand består af Claus Haxholm og Francesca Buratelli, der hver især også agerer som solo-artister og i diverse andre konstellationer. Som Gate Hand formår de to musikere at smede en mærkværdig og dragende musik, der oftest er bundet op omkring deres vokaler – enten sammenblandet eller hver for sig. Der er til tider noget nærmest messende over dem, som når vokalerne eksempelvis repetitivt driver “The House” mod sin ende. I andre tilfælde er det i højere grad de instrumentale kompositioner, der i perioder skaber følelsen af at være fanget i en gentagelse, såsom på første del af “This Room”, hvor Buratelli til gengæld – som en anden Beth Gibbons – synger med en sårbarhed, der besidder en vis styrke.
Men ligesom “Flesh Become Stone” er gentagelsen kun tilsyneladende på “This Room”. Flere gange, når man som lytter for en stund nærmest kan have oplevelsen af, at musikken sidder endegyldigt fast i den samme rille (også selvom der nødvendigvis ikke er gået forfærdelig lang tid), introduceres et abrupt skift i tempo og lyd – som en kortslutning, der genopliver sangen for en stund, før den når sin uundgåelige afslutning. De mange skift kan til tider fremstå som vilkårlige og forvirrende, men ofte resulterer de i en overraskende uforudsigelighed.
Duoens dyrkelse af pludselige skift i stemming og tempo i de ellers nærmest søvndyssende langsommelige og repetitive passager, er altså – ofte – også udgivelsens store force. Det er en tilgang, der vidner om deres evner til at skabe overraskende musik. Ofte, når musikken er mest sumpet og søvndyssende, kommer de kompositionelle skift med et mindre chok til følge; en kærkommen påmindelse om at lytte tilstedeværende, opmærksomt og tålmodigt.
Info: “Songs To The Keeper” er ude nu på Sensorisk Verden.
