Over Gaden – Nostalgiske dyk i sommertristessens lydbassin
Over Gaden ”Over Gaden” (Forlaget Kornmod, 2019) – anmeldelse af Markus Tange
Som et drømmende dyk under bevidsthedens overflade, omgivet af porøs guitarstøj: ”Tidens Tunge Vande” er både titlen på første nummer på Over Gadens debut-kassette og en passende beskrivelse af den generelle melankoli på udgivelsen. Fra start hives lytteren ned i et introspektivt lydbassin og bliver mere eller mindre holdt dernede, til de sidste toner af det afsluttende nummer, ”Stilhed, Drømmeskud”, klinger ud.
Debuten er bare ét knopskud på den eklektisk vildtvoksende stamme af udgivelser fra Forlaget Kornmod – et stadig ganske grønt, odenseansk båndlabel (der bl.a. har genudgivet Julie Bos 10 år gamle pseudo-singer/songwriter-album). De minder i deres høje udgivelsesrate – 10 bånd på fire måneder – og ambiente følsomhed om Københavns Janushoved. Deres seneste compilation, ”Ny Dansk Inderlighed”, spejler i høj grad også (bevidst eller ikke) Janushoveds første udgivelse, ”Ny Dansk Romantik”. Men arkivaktivismen og en lavere grad af berøringsangst over for guitaren – både den akustiske hos Julie Bo og den elektriske hos Over Gaden – gør Forlaget Kornmods output til en distinkt, vigtig frekvens blandt danske nichelabels.
Over Gaden (bestående af Jakob Folke Ivarsson og Frederik Fog Bruun) spiller effekttung guitarmusik, men stiller sig, i kraft af en gennemgående spinkelhed og tålmodighed i opbygningen af numrenes lydflader, i opposition til den ofte bombastiske dyrkelse af decibel-guden, man kender fra andre eksperimenter inden for genren. De kalder selv udgivelsen for en række sound-meditations, og især på ”Cikader Måler Mod” er det en trancesøgende spiritualitet, som udforskes – ikke ulig visse af Alice Coltranes meditative sange.
Det suggestive og poetiske er på alle måder i højsædet på udgivelsen, og dens non-figurative, sitrende ambiens giver i høj grad visuelle associationer – en Kandinsky-abstrakt gjort til lyd. Kun på ”Himlenes Dyb Deroppe” skaber fuglekvidder og en anderledes håndgribelig tonalitet på ironisk vis en mere jordnær stemning.
Med både størstedelen af lydbilledet og cover-arten helliget rockartefakter, der giver associationer til bl.a. shoegazens fetichisering af guitaren og i særdeleshed pedalbrættet, kombineret med den allestedsnærværende båndstøj, er Over Gaden solidt plantet i en æstetisk verden af i går. Det kan vel nok forklares med enten kitschet retrodyrkelse eller hauntologiens koncepter om besættelse og tabte fremtider.
Men når man lytter til udgivelsen, føler man også en reel glæde fra musikernes side ved den konsekvent fintfølende afsøgelse af instrumentets begrænsninger. I rummet mellem strengeklimpren, feedback- og delayeffekter befinder lytteren sig omgivet af en varm og sødladen tristesse, som er mere tidsløs end epokebunden. En indsprøjtning af dovent sommerdrømmeri, som er ethvert januar-øre vel undt.
