Anders Lauge Meldgaard – Børnehavemusikkens pædagog
Anders Lauge Meldgaard “12 Instrumenter til Henning” (År & Dag, 2020) – anmeldelse af Mads Hæsum Christensen
“12 Instrumenter til Henning” er titlen på den nye udgivelse af kunstner og komponist Anders Lauge Meldgaard, der senest udgav et album,
”At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid”, i 2018. Samme år kunne “12 Instrumenter til Henning” høres i KoncertKirken på Nørrebro og på Museet for Samtidskunst i Roskilde i forbindelse med udstillingen “Christiansen i Høj Sø”, der, ligesom det nye album, var en fejring af fluxus-kunstneren og komponisten Henning Christiansen (1932-2008).
Nu er værket blevet indspillet og er Meldgaards bud på en omfortolkning af Christiansens “Trio for tiden der gik, op. 91”. Resultatet er en slags frit fabulerende infantil jamsession, hvis forvirrende udtryk alligevel er homogent nok til at understrege, at Meldgaard har værket under kontrol.
Det giver sig selv, at der er 12 instrumenter til stede i det 37 minutter lange værk dedikeret til Henning Christiansen; heriblandt steeldrums, cembalo, tenorblokfløjte og orgel, hvilket danner grundlag for nogle atypiske kombinationer, og instrumenteringen gør det da også klart, at Meldgaard heller ikke i denne omgang udgiver en klassisk symfoni. Ikke engang noget, der minder om. Faktisk holder værket sig konsekvent på god afstand af den (selv)højtidelighed og traditionsbundethed, der normalt følger med klassisk nodekomposition.
Alle instrumenter spiller i hvert sit tempo, og det slører, hvad det præcis er, der foregår.
I stedet åbnes “12 Instrumenter til Henning” med en ca. otte minutter lang uoverskuelig kakofoni, som er repræsentativ for resten af værket. Lyden af spilledåser er dét, instrumenterne minder mest om, for de spiller korte figurer, der gentages mekanisk, stakkeret og med få variationer. Alle instrumenter spiller i hvert sit tempo, og det slører, hvad det præcis er, der foregår. Det er svært at afgøre, for der er ikke noget omdrejningspunkt; instrumenternes figurer falder ikke sammen på noget tidspunkt, de er amelodiske, og man skal lytte koncentreret for at skelne det ene fra det andet. Der er kun individuelle lydelementer.
Efter kort tid begynder man at lytte til musikken som et samlet lydbillede, fordi kakofonien er uoverkommelig og er nemmere at give mening som en samlet tekstur, eller måske fordi man hurtigt bliver familiær med Meldgaards univers. Med sådanne lydflader er det oplagt, at udviklingen kommer til at ske langsomt, gradvist og sømløst som i et ambient-værk. Det sker da også til dels ved, at spilledåsestemningen fortsætter stort set uhindret, og at virvaret – uden at man bemærker hvordan – falder til ro. Man opdager det ikke, fordi Meldgaard i stedet for at regulere den egentlige lydstyrke styrer dynamikken ved langsomt at skrue ned for hyppigheden af toner, der bliver spillet på de enkelte instrumenter, imens nogle langsomt udfases. De forskellige tempi betyder en konsekvent rytmisk uenighed, der er med til at gøre, at ingen instrumenter træder frem som vigtigere end andre. Dette ændrer sig, for de melodiske passager med tydeligt melodibærende instrumenter bliver hyppigere og længere, og mere sammenspil dukker op. Eller næsten-sammenspil. For selv i de melodiske passager lyder det aldrig helt, som om musikerne er enige om rytmen, og melodierne er altid akkompagneret af den samme svirrende forvirring, som værket åbnes med. Meldgaard har tilsyneladende også nogle redskaber, som han griber til, når musikken bliver for gennemskuelig; f.eks. bryder cembaloet efter ca. et minut ud i en ægte baroktrille, og lidt senere spiller fløjten to uortodokst melodiske toner. Den slags virkemidler er med til at bibeholde det stringent uregelmæssige udtryk.
Når Anders Lauge Meldgaards musikere spiller, lyder det som spilledåser eller som børn, der jammer, fordi musikerne spiller barnligt udynamisk og uden det hensyn til artikulation og intonation, som man normalt forventer med klassiske instrumenter som violin, obo, fløjte osv. i ensemblet. Når det så oven i købet er udført på steeldrums og cembalo, får det umiskendeligt klang af en 3. klasse, der har skaffet sig adgang til musiklokalet uden tilladelse fra en voksen.
Men når man accepterer det som præmis for værket, møder man tidspunkterne, hvor instrumenterne næsten er enige om at ville det samme, som smukke kontraster til det øvrige. Det er også der, at det for alvor afsløres, at værket er gennemkomponeret, og at musikerne rent faktisk ikke bare jammer for sig selv. Når man opdager det, understreges det også, at det famlende, legende udtryk er netop dét; et udtryk, som Meldgaard har valgt. Man forstår tilmed, hvorfor han har droppet den klassiske musiks milimeterpræcise intonation, skematiske timing og virtuose klangkontrol. For dermed får musikken sit karakteristiske uhøjtidelige og ubekymrede præg, som er dens største styrke.
Selv efter at have hørt Henning Christiansens satser “Gengangeren” og “Gangerpilt”, som “12 Instrumenter til Henning” er baseret på, er det meget svært at gennemskue, hvordan musikken er komponeret. Teknikken er gemt væk, og faktisk bliver det ved hver gennemlytning mere og mere imponerende, hvor stringent Meldgaard kan holde musikken under kontrol. Men det kan han. Det er den samme barnligt ubekymrede kompositionsstil, som Meldgaard brugte på Frisk Frugt-albummet “Den Europæiske Spejlbue”, og endnu en gang bekræfter han, at han mestrer netop den ’sound’.
“12 Instrumenter til Henning” har ingen store politiske ambitioner og består mest af alt af Meldgaards egne barnlige fantasier, hvori han forestiller sig, ”at Hennings værk ligesom er blevet ældre, instrumenterne har vokset sig større, har formeret sig og er blevet langsommere.”
Jeg hører en komponist, der komponerer kompleks og gennemarbejdet musik i uhøjtidelig indpakning, og uhøjtideligheden betyder ikke, at det er et studentikost værk, for Meldgaard er uden tvivl opgaven voksen. I stedet vil jeg tillade mig for en sjælden gangs skyld at bruge ”infantilt” positivt. Meldgaard er en pædagog, der faciliterer 37 minutters infantil leg, men sørger for, at de grænser, han har sat, er under meget nøje kontrol.
Info: “12 Instrumenter til Henning” udkom på År & Dag i september.
