Sofie Voight & Frederik Ebert – Pibestøjens kropslighed
Sofie Voight & Frederik Ebert “Græshave #1” + “Nyord #2” (selvudgivet, 2020) – anmeldelse af Mads Hæsum Christensen
I danske kirker er orglet stort set obligatorisk, og det findes i mange udgaver: fra de enorme og rigt ornamenterede barokorgler fra Christian IV’s tid til kompakte, kantede og uudsmykkede orgler inde bag 80’er-kirkernes simple facader. Variationerne er mange, men instrumentet er stort set uden undtagelser forbeholdt kirkerne og nogle få større koncertsale, fordi det typisk beløber sig til millioner af kroner at få bygget og installeret et orgel, der kan bruges som koncertinstrument, som almindeligt akkompagnement til salmesang og til den øvrige kirketjeneste. Pibeorglet adskiller sig nemlig drastisk og åbenlyst fra de fleste andre instrumenter ved sin størrelse og den deraf følgende nødvendige forankring på stedet, hvor det er bygget. Orglet står mere eller mindre urokkeligt fast. Men det adskiller sig også ved sin komplekse mekanik og de unikke udtryksmuligheder.
Oprindeligt var orglerne en billigere og mere praktisk substitut for et helt orkester og gjorde, at man kunne nøjes med en organist og et par bælgetrædere, der manuelt skulle sørge for en kontinuerlig luftstrøm til orgelpiberne. Det job klarer en motor i dag (gammeldags luftbælge kan ses i aktion på Compenius-orglet fra 1610 i Frederiksborg Slotskirke, hvor det vistnok er ungarbejdere, der er bælgetrædere). Man kan ikke regulere de enkelte pibers lydstyrke løbende, for den afhænger direkte af, hvordan instrumentet er bygget, men til gengæld kan man styre orglets samlede udtryk ved at trække i nogle stave – registraturet – og derved ændre antallet af aktive registre. Med andre ord kan man åbne for luftstrømmen til flere eller færre pibesæt og kombinere dem på forskellige måder, så man dermed ændrer klangen og lydstyrken. Det er det, der giver orglet sin brede palette af udtryksmuligheder. Fordi pibeorgelet skulle erstatte et orkester, byggede man (og bygger stadig) mange af registrene, så de imiterede de instrumenter, der nu ikke længere spillede. Ved at variere materialer, længde, tykkelse og form på pibernes udmunding kan man styre deres klang, og selv på moderne orgler har stemmerne navne efter instrumenter som fagot og posaune (trombone) eller – mere eksotisk – lieblich gedackt, en henvisning til de overdækkede pibers dejlige klang.
Normalt er registrene fordelt på flere klaviaturer/manualer, så man parallelt kan spille med flere forskellige pibekombinationer (hvor den ene f.eks. imiterer et kor og den anden en blæsersektion). Orglernes størrelse hænger altså sammen med antallet af registre, og f.eks. har orglet i Aarhus Domkirke 89 registre og omkring 6.000 piber(!).
Der er meget arbejde i at bygge og vedligeholde et orgel, så økonomien er selvsagt med til at bestemme instrumentets størrelse, men de arkitektoniske omgivelser og altså akustikken, der spiller en meget stor rolle i, hvordan lydene udfolder sig i de store kirkerum, har også stor betydning for, hvordan man udformer instrumentet, og hvilke registre man udstyrer det med. Selvom de på overfladen kan lyde ens, er alle de danske kirkers orgler unikke, fordi den specifikke kombination af registre og lokal akustik aldrig er den samme, og fordi der er en vis kropslighed i være i et rum, hvor man kan mærke vibrationerne fra de dybeste piber, har orgelmusikken en særlig stedspecifik karakter. Oplevelsen er ikke den samme, hvis man ikke er i rummet.
På albumrækken “Ø-værker for små danske orgler” tager komponisten Frederik Ebert og lydkunstneren Sofie Voight netop ud til orgler i Danmark (endda på danske øer), og de har tilmed valgt at betitle hvert af de fire albums i serien efter den by, hvor det optagede orgel befinder sig. Det knytter lyden til konkrete steder og til helt konkrete instrumenter. Jeg kan google mig frem til, at orglet på første album, “Græshave #1”, er ”skænket af Povl Gerhard Due i 1979. Orglet er på 13 stemmer og har pedalklaviatur med subbas og mulighed for kobling til de 2 manualer”, og på “Nyord #2” kan man høre et mere end 100 år ældre J.A. Demant-orgel.
De første toner af “En morgen i marken” anslår præcist, hvad værket går ud på. Formålet er ikke at spille den bombastiske og overvældende musik, der er karakteristisk for orglet, men at demonstrere det specifikke instruments lydlige kvaliteter – så i stedet for en langsom opbygning og blød indføring i lyduniverset starter man in medias res. Faktisk så meget midt inde i begivenhederne, at man ikke engang hører anslaget på den harmoni, der åbner værket. Musikken er ikkemelodisk og uden pause, og fra orglet lyder en hvislen akkompagneret af samme hypnotiserende rytmiske støj, som man kender fra, når man sidder på en færge eller en bus, hvor lyden er svær at skelne fra vibrationerne i køretøjet.
Der, hvor harmonierne er tyndest, kan man høre, at der er noget mekanisk i orglet, der utilsigtet producerer en svag ensartet rytme og statisk brummen, som på “Nu kan du bas komme an” bevidst bliver aktiveret efter ca. to minutter. På “Græshave #1” er man så tæt på orglet, at man kan høre de utætte piber, orgelbænken, der knirker, og piberne, der interfererer, fordi de ikke stemmer helt. Det er tilsigtet, og det er nok også derfor, Voight og Ebert har optaget orgler i små kirker, der sikkert ikke har fået dem renoveret tit, hvis overhovedet. På “Nyord #2” er der et helt nummer entydigt dedikeret til utætte piber, og således demonstrerer “Strandeng”, hvordan et orgel, der for alvor trænger til en kærlig hånd, lyder. De mekaniske fejl og mangler får virkelig lov at træde frem på bekostning af, at man kun meget subtilt hører den omgivende rumklang. I “Postludium: Og slægter skal følge”, som afslutter “Nyord #2”, indhyller orglet selv de mest melodiske passager permanent i et behageligt, støvet og skrøbeligt støjtæppe, der minder om, at orglet er 150 år gammelt.
Sofie Voight og Frederik Ebert forklarer selv i en mail til Passive/Aggressive, at formålet med deres ”nær-optagede, improvisatoriske kompositioner for orgel” er at ”kropsliggøre instrumentet ved at trække det ud af kirkerummet og i stedet bringe det tæt på lytteren.” I første omgang er jeg uenig med Voight og Ebert om, hvad det betyder at ”kropsliggøre instrumentet”, og i en optagelse mener jeg, at det er svært at bibeholde den kropslige dimension af lyden, der er så tydelig, når man befinder sig i kirkerummet. Når de desuden vælger at næroptage instrumentet, så man ikke længere hører rumklangen, orglet befinder sig i, fortrænger de det sidste levn af orglets kropslighed – det hyperlokale forsvinder. Til gengæld tillader de med samme træk, at man hører instrumentet i en slags præmedialiseret form: lyden, før den er blevet formet af det rum, den udfolder sig i og altså uden den grundpræmis, som den omgivende arkitektur normalt danner for orglet.
Albummet giver mulighed for at fokusere på den støj og de lyde, organister normalt forsøger at gemme væk, og ved at stedbestemme orglerne i titlerne understreges det, at målet må være at undersøge konkrete, unikke instrumenters egenskaber, herunder også fejl og mangler. Jeg ender med at være overbevist om, at ”kropsliggøre” her betyder, at orglerne fjernes fra deres (bogstaveligt talt) ophøjede gemmested bagest i kirkeskibet og kommer så tæt på lytteren, at det guddommelige forsvinder, og man hører, at de indeholder både mekanik og uperfektheder. Det handler ikke om pibeorglet generelt, men om at udforske de konkrete instrumenter, og det er en skam, at Sofie Voight og Frederik Ebert ikke tager sig bedre tid til undersøgelsen, for de orgler, de har fundet, har virkelig meget at byde på. Formatet kunne sagtens bære mere end de hhv. ca. 16 og 27 minutter, som “Græshave #1” og “Nyord #2” varer.
Info: “Græshave #1” og “Nyord #2” udkom begge d. 30. oktober og er de første to af i alt fire dele i en udgivelsesserie.
