Black Country, New Road – Ungdommens livslede i postrock-klæder
Black Country, New Road “For the First Time” (Ninja Tune, 2021) – anmeldelse af Daniel Niebuhr
For dem, der har fulgt med i Black Country, New Roads indtil videre korte, men yderst medrivende himmelfart, byder London-gruppens længe ventede debutudspil, “For the First Time”, i grunden ikke på de helt store overraskelser: På forhånd var fire ud af pladens seks numre allerede udgivet som singler. Stifter man derimod bekendtskab med septetten for første gang – uden at det på nogen måde er ment som en søgt reference til pladetitlen – kan det næppe undgås at være en til tider overvældende oplevelse.
”For the First Time” er på alle ledder og kanter et dybt beundringsværdigt værk i al sin postrockede herlighed. Black Country, New Roads medlemmer har stort set kun lige forladt teenageårene, hvoraf de sidste blev brugt i miljøet omkring The Windmill i Brixton – i samme musikalske Speedy Wunderground-kredse som Shame, Squid og åndsfællerne i Black Midi – og det er derfor også mange af disse gruppers kompositoriske grundtanker og -idéer, der synes at gå igen hos Black Country, New Road. Men de har også lyttet til bands som Slint og Lift to Experience; opbygningerne er lange og vidtstrakte, klimakserne er buldrende og dissonante, livssynet sort som landskabet foran dem.
Samtidig søger Black Country, New Road at bryde de postrock/punk-prædikater og -rammer, som let kunne have fastlåst en mindre talentfuld gruppe musikere. Pladens overture, “Instrumental”, såvel som lukkeren, “Opus”, udfoldes eksempelvis begge fra et klezmer-fundament, der især centreres om violinist Georgia Ellery og saxofonist Lewis Evans, mens begge også agerer omdrejningspunkter, når ”For the First Time” bevæger sig ud ad sine jazzede og mere freeformede sidespor. På albummets højdepunkt, “Science Fair”, trues der således længe med at bryde helt væk fra det pulserende bas- og trommeunderlag, der nærmest krautrockende driver nummeret fremad, før vokalist Isaac Woods monotone røst haler nummeret ind på ret kurs.
Store dele af pladens midterstykke dikteres af narrativerne fra Woods bevidsthedsstrøm, der både fungerer som abrupte stopklodser, men omvendt også katalysatorer for kompositionernes retning. I sin grundessens fremstår hans vokalbidrag – ofte i grænselandet mellem sang og spoken word – mest af alt opslugt af en opgivende og misantropisk livslede. ”I guess I’m a little bit late to the party,” lyder hans demoraliserende sortie på “Opus”, mens han stempler sig selv som en hjemmeboende løgner på “Science Fair”. Hans underdanige tilværelse går igen flere steder, og han synes at have en nærmest masochistisk trang til at lade sig kue af kvindeskikkelserne i sine fortællinger.
Men Woods lyriske bidrag har også måttet give afkald på meget af sin rå nerve i bytte for gruppens mulighed for at kunne kreere labeldebuten. Således føles nyindspilningen af 2019’s ypperste singleudgivelse, “Sunglasses”, på ”For the First Time” nærmest alt for poleret – i en sådan grad, at det hæmmer nummerets monumentale klimaks, som aldrig kommer til at slå med samme kraft som sin forgænger. Man savner især Woods apatisk snerrende ”And fuck me like you mean it this time, Isaac” til tonerne af det spastiske saxofontema samt en langt mere forvrænget mislyd bag guitarfladerne.
Slutproduktet afspejler ganske vist en mere tidssvarende udgave, i forhold til hvordan nummeret tager sig ud live, to år efter den første gang udkom som single. Men vil man have den helt ufiltrerede essens af Black Country, New Road, bør man til gengæld holde sig til nummeret i dets oprindelige form. Det samme gør sig til dels også gældende med “Athens, France”, som ligeledes er omskrevet, så forelskelsen i centrum for fortællingen virker mindre promiskuøs, mindre farlig og slutteligt mindre interessant.
Det skal dog ikke tage noget fra, at ”For the First Time” helt sikkert indfrier de kraftigt opskruede forventninger oven på de to singleforløbere i 2019. Albummet er simpelthen en alt for helstøbt lytteoplevelse til overhovedet at kunne andet.
Akkurat som med Black Midi, der allerede udpenslede skitserne til næste udgivelse gennem lange jamstykker under koncerterne i kølvandet på ”Schlagenheim”, er det dog skridtet videre fra debuten, som for alvor kommer til at definere Black Country, New Road. For når man allerede så tidligt i karrieren hviler så sikkert i sine egne musikalske udtryk, vil den mest spændende destination altid være den næste. Og derefter den næste.
Info: ”For the First Time” udkom d. 5. februar.
