Gabestok – Et vue ud over elendigheden
Gabestok “Én gang rådden, altid rådden” (Strange Aeons Records, 2021) – anmeldelse af Daniel Niebuhr
Det er – selv på Gabestoks andet fuldlængdeudspil – stadig svært at begribe, at Fleep og Dø er de eneste aktører i københavnerduoen. “Én gang rådden, altid rådden” føles nemlig akkurat som forgængerne “På herrens brakmark” og “Tre” større end en tomandsbedrift, hvilket munder ud i en voluminøs, gennemsmadrende opfølgning på alle de genregreb, som duoen i forvejen har haft ganske fin succes med at udforske.
Gabestok fortsætter nemlig præcis dér, hvor bandet efterlod lytteren for et års tid siden; svælgende i alskens dårligdom til tonerne af deres overvejende simple sammensmeltning af garage, black, død og thrash. Der er ikke mindst skruet op for bassen, hvilket tilføjer ekstra muskler til lydbilledet, som tidligere har holdt sig til at emulere især de ultradiskante ekkoer af 90’ernes blackmetal. “Én gang rådden, altid rådden” vil dermed gerne lidt af det hele, også selvom den aldrig for alvor excellerer i én af disciplinerne, men det har trods alt aldrig ladet til at være Gabestoks fremmeste målsætning.
Det er derimod nærmere pladens nøje opmålte distance fra de gængse metaltroper, der skaber dens underholdningsværdi. Lydbilledet er ofte nådesløst, men sjældent nok til at kræve lige dét ekstra af lytteren, hvilket ellers godt kunne have afskrækket mindre inkarnerede metalfans. Og lyrikken føles langtfra selvhøjtidelig, selvom vi udelukkende bevæger os rundt i det morbide og brutale med sangtitler som “Retningsløs vrede” og “Jeg vil dø i min rede”, hvor tekster om favntag med døden og alle fortællerkarakterens dårlige indflydelser fremstår langt mere vedkommende på modersmålet. Når Fleep vræler “Én gang rådden / Altid rådden” på titelnummeret, er det jo hverken farligt eller forargende, men den underliggende tematik skinner derimod kun langt tydeligere igennem, i kraft af at Gabestoks apatiske oder netop fremføres på dansk.
Med “Én gang rådden, altid rådden” mærker man samtidig tydeligt, at Gabestok er et band, der først og fremmest har det sjovt med deres håndværk, og det er underholdende at opleve, netop fordi det har været underholdende for dem at kreere: Vi smider lidt horrorklingende synth ind her, vi prøver efter bedste evne at give den som King Diamond dér, en lidt undervældende guitaroutro som kulmination på den ellers fremragende “Tågens melodi” og en fjern klagesang underneden “Jeg vil dø i min rede”.
Det er ikke det hele, der fungerer lige godt, men det betyder ikke rigtig noget, når albummet i sidste ende undgår at efterlade nævneværdige negative indtryk. Det skyldes ikke mindst, at Gabestok med overbevisende lethed formår at løfte et musikalsk udtryk, som ellers kunne have lidt under den sparsomme besætning, og i stedet skabe en buldrende intens helhedsoplevelse fuld af liv såvel som død
Info: “Én gang rådden, altid rådden” udkom på Strange Aeons Records 15. april.
