Passive/Aggressive

Gabestok – Klaustrofobisk og hurtig horror black metal fra øverste skuffe

Kritik October 30 2019

Gabestok “TRE” (Strange Aeons Records, 2019) – anmeldelse af Rasmus Søndergård Madsen. Foto af Adriana Zak.

Hvis du står i lort til halsen, skal du ikke hænge med hovedet.
Anonymt dansk ordsprog.

Sammen med Korpsånd tog Gabestok black metal-undergrunden med storm i 2017, da det dobbelte opsamlingsalbum “Korpsånd – An Introduction to the New Wave of DKBM” blev udgivet af Fallow Field/Tour de Garde. En kæmpe flok bestående af 12 bands fra det københavnske spille- og kultursted Mayhem viste, hvordan black metal fra Danmark også kan lyde. Der har været delte meninger om Korpsånd, men undertegnede hører til dem, der syntes, at det var et friskt pust til en scene, der har haft det svært i Danmark. 

Ud over at være med på “Korpsånd”-opsamlingen har Gabestok også udsendt tre demoer fra henholdsvis fra 2015, 2017 og 2018, og her i 2019 er det blevet tid til debutpladen, “TRE”. Pladen bliver udgivet digitalt og på LP af det danske Strange Aeons Records.

Med kærlighed til det okkulte og gamle horrorfilm indleder Gabestok pladen med “Dusinmenneske”, et klaustrofobisk og horrorsynthbåret, men stadigvæk primitivt og punket black metal-nummer, der i dén grad er mere poleret end de tidligere demoer samt numrene fra “Korpsånd”. Allerede her vil fans af den mere primitive lyd nok være en smule skræmt, men kære læser og lytter, hæng i. Det er stadigvæk skramlet, vanvittigt og uhyggeligt.

Hvis ikke Gabestok har en baggrund i punk, hardcore eller thrash metal, så har de i hvert fald skævet til disse genrers kompromisløse anti-udtryk. Det er et godt mix og touch til black metallen, der for tiden ellers er stagneret i en støjende, post- og shoegazeinspireret retning. Gabestok har ikke disse tendenser, selvom der er få langsommere passager. Men de skal også have lov til at trække vejret. 

Gabestok består af Fleep på guitar/vokal og DØ på trommer, og det går konsekvent hurtigt på “TRE”. Fleeps bistre klageskrig ligger godt i mixet, ikke for langt fremme, men alligevel nok til, at man kan høre, at vokalen bliver brugt som et ekstra instrument, i og med at Gabestok kun er to personer. DØ bidrager med lidt velplaceret kor af og til, og det får Gabestok til at virke større end en duo. Fleeps guitar er mudret godt til, men (og?) er ikke nær så diskant som på demoerne. Det synes jeg til gengæld ikke rigtig gør noget. Det er stadigvæk råt og klamt. Gabestok er vokset lydmæssigt siden demoerne, og det samme kan siges om DØs trommespil, der helt bestemt er blevet mere tight og bombastisk. 

Som ordsproget i indledningen antyder, skal man huske at holde hovedet højt, selvom lokummet brænder. Og det gør det virkelig på denne plade. Med titler som “Et sortsyn”, “Du får først fred når du dør”, “Værre end sidst” og “Du giver mig udslæt” fortæller Gabestok nihilistisk, at det hele er noget råddent lort. Det kunne give anledning til en nedtonet og trist stemning, men sådan er det ikke rigtig. Bevares, der er en dystopisk og grufuld underliggende tone, men det modspilles af den totale fuck you-attitude, der findes i punk, hardcore og thrash metal, som black metal bl.a. har sine rødder i. Gabestok holder hovedet højt med denne attitude hele vejen igennem pladen, der er en hurtig og møgbeskidt afstraffelse.

Jeg har det seneste års tid gået og savnet en dansk version af amerikanske Devil Master, og det må man sige, at Gabestok er tæt på at levere. Og tilmed sunget på dansk. Det er virkelig fedt, mere af det, tak! Hvor eksempelvis de danske Nyredolk (der er i lidt samme dur som Gabestok og også synger på dansk) havde alt for meget fyld på deres demo-7” fra 2018, har “TRE” langt mere kompromisløs pondus. Lige knap 27 minutter fordelt på otte numre er en rigtig god længde til denne plade, der fortjener ros, anerkendelse og en masse lyt fremover. Den ramte mig virkelig på åbneren, og det fortsatte ufortrødent hele vejen igennem til slutningen, der er lige så klaustrofobisk båret af vammel horrorsynth.

Info: “TRE” blev udgivet 25. oktober 2019 af Strange Aeons Records, og der bliver afholdt pladerelease på Mayhem i København 9. november 2019. Ud over Gabestok spiller Kelvin Brorson, Gullo Gullo og Fanebærer (RSVP).