Passive/Aggressive

ORM – Yggdrasils beskytter

Kritik April 17 2017 Ormen

Anmeldelse af ORM “Orm” (Indisciplinarian, 2017) af Kim Elgaard Andersen.

Da black metal som genre og miljø voksede frem i Norge i 1990’erne, fulgte nogle svenske bands med, men i Danmark havde vi ikke et veletableret miljø. Til trods for at den nordiske mytologi, der var grundlaget i de asa-troendes hedenske kirkeafbrændinger, også var en del af Danmarks kultur og historie. Det måske mest kendte band fra den tid er aalborgensiske Nidhug pga. Niels Arden Oplevs efterhånden legendariske dokumentar ”Headbang i hovedlandet”.

De seneste år er der dog efterhånden vokset en mere synlig scene frem med bands som Solbrud, Slægt (der udgiver nyt album i starten af maj), veteranerne Denial of God (som også rygtes at udgive nyt album i år) og selvfølgelig internationalt kendte Myrkur. Nogen samlet scene er der næppe tale om, men det interessante er, at de her bands begynder at nå ud til et større publikum. Slægt har spillet på Vega og et af de andre nye bands, ORM, spillede på Roskilde Festival sidste år.

Sidstnævnte er nu klar med deres debutalbum, ”Orm”, der afviger fra ovennævnte bands. I centrum står stadig klassisk black metal, men i den mere melodiske ende som svenske Dissection definerede den, hvilket også er den retning Slægt bevægede sig i med ep’en ”Beautiful and Damned”. Derudover har de klare elementer af vikingemetallen.

Når ORM for eksempel er nået gennem halvdelen af et nummer, finder de oftest frem til et englekor.

På åbneren ”Blood of Your Blood” trænger et stemningsfuldt mandekor desuden gennem i en tung dommedags-passage, mens Simon Sonne Andersens og Theis Wilmer Poulsens henholdsvis snerrende og growlende vokaler, en af bandets helt store styrker, glider ind over hinanden. I afslutteren ”A Tree Ablaze/Yggdrasil brænder”, albummets længste og bedste nummer, dukker det messende mandekor op igen og står over for en kvindelig, ildevarslende operavokal. Folkemusikalske indslag som er typisk for vikingemetallen.

Navnet ORM henviser åbenlyst nok til Midgårdsormen og er ifølge deres facebook-side et symbol på tiden før én gud, teknologien og det individuelle menneskes indtog, indforstået den kristne tidsalder, hvor man i Danmark gik fra et fællesskabsorienteret høvdingesamfund med de nordiske guder til en individualiseret kultur med én konge indsat af selveste Gud. Det er sandsynligvis også derfor Yggdrasil brænder – verdenstræet, der går gennem himmel, jord og underverdenen, og som giver visdom.

Albummet lyder som kampen mellem de to kulturer. De konstante temposkift er lyden af kampens bølger frem og tilbage med tunge, langsomme riffs til at sende døde krigere til Valhal i mellem de oftest drabelige kampe, hvor brave mænd i galopperende ridt pløjer ind i kampen. Vikinger brugte sjældent heste i kamp, men det er den slags metaforer vikingemetal opfordrer til. De episke guitarriffs illustrerer sejrens momentvise sødme, mens det sørgmodige, akustiske guitarspil i slutningen af ”Yggdrasil brænder” besegler verdens tilstand.

”Orm” viser ikke nye stier for denne kombination af melodisk black og vikingemetal, men det er velkomment at se den på danske territorier, især når den er så veludført som her.

Info: ”Orm” udkom på Indisciplinarian den 24. marts. Vinylversionen er en gatefold sort vinyl i begrænset oplag på 500 eksemplarer, som stadig kan bestilles via selskabets webshop.