Passive/Aggressive

Værket – Et virvar af ungdommelig utilpashed

Kritik September 2 2018 Værket

Værket “Young Again” (Escho, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Værket. Det skal næsten skrives med versaler, VÆRKET, som det trender i hiphop for tiden. Der er en ambition her, et storhedsvanvid, der er bundet til det bipolare sind, som er Værkets. Der er nemlig også en skrøbelighed til stede, som er tydeligst i afslutningsnummerets generations-karakteristik.

“Young Again” er bandets anden plade. De sugede en hel del opmærksomhed med deres første plade, “Jealousy Hits”, af den simple grund, at der ikke er mange unge bands, der laver progrock i traditionen fra England i 1970’erne. Slet ikke i Danmark. I Sverige og Norge har de lidt mere scene for den slags. Læs resten

Kaldet fra Dybet III – Et blik ned i den danske metalundergrund

Blog January 27 2018

26165197_1439466352818018_500561356473876930_n
Af Kim Elgaard Andersen

I weekenden 2.-3. februar afholder Ungdomshuset Kaldet fra Dybet for tredje gang. Det er en to-dages mini-festival, der afholdes hvert tredje år og lukker den danske metalundergrund ud af kælderen. Det første år havde den undertitelen “2 dages black metal mini-festival”, mens det i 2015 blev omdømt til “To-dags mini-festival. Sort dommedags metal” [sic]. Det indikerer et lidt bredere metal-udbud, men de fleste af de optrædende bands har nu stadig deres rødder i black metal.

Orm, Slægt, Solbrud og Sunken spiller alle forskellige afarter af black metal og udgav gode til fremragende fuldlængde-albums sidste år. Afsky, der kun består af Ole Pedersen Luk, som også er forsanger i Solbrud, spiller også black metal af den atmosfæriske, langsomme slags og har albummet “Sorg” på vej i 2018 på Vendetta Records. Blastbeats sætter tempoet op hos Morild, men de spiller stadig glimrende atmosfærisk black med små halvakustiske mellemspil.

Konvent er et af de få bands på festivalen, der ikke spiller black metal. De spiller nærmere en slags ondsindet, sludget death/doom metal. De fire kvinder i bandet udgav sidste år en demo, og man kan da håbe, at der kommer mere fra den kant. I samme gyde spiller Alkymist, men dog en lidt mere renskuret, velkomponeret klassisk doom med enkelte eksperimenter.

Det koster en flad halvtredser at komme ind hver dag, og det må siges at være rørende billigt for at få et indblik i den danske metal-undergrund.  Læs resten

Slægt – Kontamineret retro-metal

Kritik May 26 2017 Slaegt_Maarten de Boer

Slægt “Domus Mysterium” (Ván Records, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

På sit nye album, “Domus Mysterium”, er københavnske Slægt næsten blevet for suveræne til at emulere metal-historien. Kvartetten har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling siden debutalbummet, “Ildsvanger” fra 2015. “Ildsvanger” er nok melodisk black metal, hvilket Slægt stadig spiller, men har en mere klassisk lo-fi black-production, som noget fra en demo, godt og grundigt slummet, og der er generelt mere smadder på. “Domus Mysterium” har ikke fået en moderne, top notch, super-high-fidelity-produktion, men lyden er bestemt blevet rengjort. Den lyder faktisk som en metal-plade fra 1980’erne, og det er muligvis også, fordi bandet i langt højere grad end før henter sin inspiration fra den periode.

Udviklingen var allerede tydelig på “Beautiful and Damned”-ep’en, og den virker nu fuldt udviklet. Det thrashede fra Mercyful Fate, slut-firser-Metallica og Celtic Frost – der er et Tom Warrior-“Urh”-udbrud på titelnummeret – med deres lange numre og akustiske mellemspil blandet med det melodiske og episke fra Judas Priest og New Wave of British Heavy Metal-bølgen, Iron Maiden, Angel Witch, Diamond Head osv. På Bandcamp kalder Slægt det selv for “black heavy metal”, og det er en temmelig rammende betegnelse.

De spiller sig altså ind i en meget klar metal-tradition, som er kontamineret retro, fordi de ikke kun blander thrashen med britisk firser-heavy, men også roder 90’ernes melodiske black metal, mest åbenlyst Dissection, ind i mixet. Det er en dødbringende kombi, som får mit metalhjerte til at svulme, ja, jeg kan nærmest høre hjertekamrene boble af blod. Den snerrende vokal, de episk lange numre, feedback-drevne guitarsoloer, den bløde, rumlende bas, romantisk-akustisk guitar- og klaverspil og temposkiftene fra dommedagsriff til thrashy ridt frem til hensynsløse stormløb, fuld dobbeltpedal. Det er eminent skruet sammen og et bevis på det unge bands imponerende udvikling på kort tid.

Men jeg kan heller ikke undgå at have en lidt sukret smag i munden. Som da jeg blev fuldstændig begejstret for “Stranger Things”‘ suveræne pastiche på 80’er-Hollywoods sci-fi- og gyserfilm. Det er et varmt tæppe, man bliver puttet med, trygt, så man kan glemme en kompleks verden, hvor man konstant gruer for skiftende magthaveres luner, robotternes overtagelse og øko-katastrofen. Jeg bliver ikke udfordret, men bekræftet i mit verdensbillede.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Man kan ikke hele tiden fylde sit legeme med nye indtryk, har til tider behov for det genkendelige som afstressning, og hvis man har slidt 80’er-klassikerne ned, kan det være rart med et band, der ligner, som man samtidig kan opleve live, sultne og blodtørstige.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at Slægt nu har nået et niveau i sangskrivning og komposition, hvor det er vigtigere for dem at fokusere på en personlig lyd, så de får revet det der varme tæppe af mig, får skubbet mig ud i kulden, det kunne godt være en mørk skov, så jeg lige kan hilse på nogle ulve.

“Domus Mysterium” udkom 5. maj på Ván Records

Gullo Gullo – Kakofonier af orden og kaos

Blog May 3 2017 18156724_1762953394015900_9071261739838464083_o

Af Emil Grarup

Anders Jørgen Mogensen (KLoAK, Nikolas, Alle med balloner), Jesper Bagger Hviid (Broder, Himmelschiff Excelsior, GOHV m.fl.), Anders M. Jørgensen (Værket, Slægt, KAMP) og Axel Green (Argot, KAMP) har dannet et nyt band. Bandet er blevet døbt Gullo Gullo – også en titel fra Mogensens seneste band, den elektroniske improgruppe Nikolas – og har indtil videre udsendt to numre: “Another Dead Astronaut” og “Amazing Data”, som ligger tilgængelige på bandets Soundcloud. Indspilningerne er de hidtil eneste offentliggjorte, men der skulle angiveligt være en udgivelse på vej på pladeselskabet Escho i løbet af sommeren. Læs resten

ORM – Yggdrasils beskytter

Kritik April 17 2017 Ormen

Anmeldelse af ORM “Orm” (Indisciplinarian, 2017) af Kim Elgaard Andersen.

Da black metal som genre og miljø voksede frem i Norge i 1990’erne, fulgte nogle svenske bands med, men i Danmark havde vi ikke et veletableret miljø. Til trods for at den nordiske mytologi, der var grundlaget i de asa-troendes hedenske kirkeafbrændinger, også var en del af Danmarks kultur og historie. Det måske mest kendte band fra den tid er aalborgensiske Nidhug pga. Niels Arden Oplevs efterhånden legendariske dokumentar ”Headbang i hovedlandet”.

De seneste år er der dog efterhånden vokset en mere synlig scene frem med bands som Solbrud, Slægt (der udgiver nyt album i starten af maj), veteranerne Denial of God (som også rygtes at udgive nyt album i år) og selvfølgelig internationalt kendte Myrkur. Nogen samlet scene er der næppe tale om, men det interessante er, at de her bands begynder at nå ud til et større publikum. Slægt har spillet på Vega og et af de andre nye bands, ORM, spillede på Roskilde Festival sidste år. Læs resten

Værket – Fløjter i flammer

Blog Kritik August 9 2016 Værket1-759x397

Værket ”Jealousy Hits” (Escho, 2016) – Anmeldelse af Søren Jakobsen

Den nu desværre hedengangne Pop Revo-festival i Aarhus har ved gud lagt scener til mange mærkelige koncerter igennem årene. Men danske Værkets koncert på dette års festival hører alligevel til de mere sælsomme.

En bande langhårede kids iført propert 70’er-regalia, der som det mest ubesværede i verden valser ind på Voxhalls alligevel lidt intimiderende scene foran et publikum af musiknørder i alle mulige afskygninger og prompte begiver sig ud i at spille en ny udgivelse i fuld længde, anført af en relativt androgyn forsanger – læbestift og det hele. Sådan kan man også fange opmærksomheden hos en halvgnaven rockist. Og de fleste andre i rummet, tilsyneladende.

Selvom det kan forekomme at være en dyd at kunne skrive om et band uden at drage for mange paralleller til alle mulige andre orkestre, så er det ekstremt svært, når det gælder Værket, i og med at vægten af fortiden er så umanerligt tung. Og så er lyden af tværfløjten satans gennemgående – ikke at det gør det fjerneste.

Det seks mand høje band må nødvendigvis betegnes som en art nutidig arvtager til Yes, King Crimson, Jethro Tull (det er altså svært ikke at nævne) og alle de andre, gamle stødere fra progrockens guldalder, men der er knageme også mange andre ting på spil. Dels live, hvor de udvikler sig i rivende fart; dels på deres nyudgivne debut-ep, ”Jealousy Hits”. Læs resten

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten