Passive/Aggressive

Gullo Gullo – En ærtesuppe fyldt med miner

Kritik February 7 2019

Gullo Gullo “Raw Moon” (Escho, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Supergruppe! Kom og køb! Superstjerner laver sensationelt superalbum!

Supergruppe-udnævnelsen er normalt noget, pladeselskaber bruger til at lokke købere af deres album til.

Fordel: Fans fra de forskellige bands bliver lokket til, selvom de ikke kan lide de andre superstjerners band, og pludselig har man en akkumuleret fanbase så ekstremt stor, at millionerne ruller ind. Sjovt nok udfolder det sig sjældent sådan. De fleste fans vil åbenbart helst bare have mere af deres i forvejen foretrukne bands. Men der har da været succesfulde supergrupper gennem tiden: Crosby, Stills, Nash & Young, This Mortal Coil, Nick Cave & The Bad Seeds, The Breeders, Fantômas og Run the Jewels for eksempel.

Gullo Gullo er ikke en supergruppe i traditionel forstand. Det er begrænset, hvor stor udbredelse medlemmernes respektive bands har. Og Escho skal på ingen måde have skudt i skoene at promovere bandet som supergruppe. Det er udelukkende mig, der hæver dem til det niveau. Men det er da for pokker en slags supergruppe fra Danmarks undergrund.

Læs resten

Værket – Et virvar af ungdommelig utilpashed

Kritik September 2 2018

Værket

Værket “Young Again” (Escho, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Værket. Det skal næsten skrives med versaler, VÆRKET, som det trender i hiphop for tiden. Der er en ambition her, et storhedsvanvid, der er bundet til det bipolare sind, som er Værkets. Der er nemlig også en skrøbelighed til stede, som er tydeligst i afslutningsnummerets generations-karakteristik.

“Young Again” er bandets anden plade. De sugede en hel del opmærksomhed med deres første plade, “Jealousy Hits”, af den simple grund, at der ikke er mange unge bands, der laver progrock i traditionen fra England i 1970’erne. Slet ikke i Danmark. I Sverige og Norge har de lidt mere scene for den slags. Læs resten

Kaldet fra Dybet III – Et blik ned i den danske metalundergrund

Blog January 27 2018

26165197_1439466352818018_500561356473876930_n
Af Kim Elgaard Andersen

I weekenden 2.-3. februar afholder Ungdomshuset Kaldet fra Dybet for tredje gang. Det er en to-dages mini-festival, der afholdes hvert tredje år og lukker den danske metalundergrund ud af kælderen. Det første år havde den undertitelen “2 dages black metal mini-festival”, mens det i 2015 blev omdømt til “To-dags mini-festival. Sort dommedags metal” [sic]. Det indikerer et lidt bredere metal-udbud, men de fleste af de optrædende bands har nu stadig deres rødder i black metal.

Orm, Slægt, Solbrud og Sunken spiller alle forskellige afarter af black metal og udgav gode til fremragende fuldlængde-albums sidste år. Afsky, der kun består af Ole Pedersen Luk, som også er forsanger i Solbrud, spiller også black metal af den atmosfæriske, langsomme slags og har albummet “Sorg” på vej i 2018 på Vendetta Records. Blastbeats sætter tempoet op hos Morild, men de spiller stadig glimrende atmosfærisk black med små halvakustiske mellemspil.

Konvent er et af de få bands på festivalen, der ikke spiller black metal. De spiller nærmere en slags ondsindet, sludget death/doom metal. De fire kvinder i bandet udgav sidste år en demo, og man kan da håbe, at der kommer mere fra den kant. I samme gyde spiller Alkymist, men dog en lidt mere renskuret, velkomponeret klassisk doom med enkelte eksperimenter.

Det koster en flad halvtredser at komme ind hver dag, og det må siges at være rørende billigt for at få et indblik i den danske metal-undergrund.  Læs resten

Slægt – Kontamineret retro-metal

Kritik May 26 2017

Slaegt_Maarten de Boer

Slægt “Domus Mysterium” (Ván Records, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

På sit nye album, “Domus Mysterium”, er københavnske Slægt næsten blevet for suveræne til at emulere metal-historien. Kvartetten har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling siden debutalbummet, “Ildsvanger” fra 2015. “Ildsvanger” er nok melodisk black metal, hvilket Slægt stadig spiller, men har en mere klassisk lo-fi black-production, som noget fra en demo, godt og grundigt slummet, og der er generelt mere smadder på. “Domus Mysterium” har ikke fået en moderne, top notch, super-high-fidelity-produktion, men lyden er bestemt blevet rengjort. Den lyder faktisk som en metal-plade fra 1980’erne, og det er muligvis også, fordi bandet i langt højere grad end før henter sin inspiration fra den periode.

Udviklingen var allerede tydelig på “Beautiful and Damned”-ep’en, og den virker nu fuldt udviklet. Det thrashede fra Mercyful Fate, slut-firser-Metallica og Celtic Frost – der er et Tom Warrior-“Urh”-udbrud på titelnummeret – med deres lange numre og akustiske mellemspil blandet med det melodiske og episke fra Judas Priest og New Wave of British Heavy Metal-bølgen, Iron Maiden, Angel Witch, Diamond Head osv. På Bandcamp kalder Slægt det selv for “black heavy metal”, og det er en temmelig rammende betegnelse.

De spiller sig altså ind i en meget klar metal-tradition, som er kontamineret retro, fordi de ikke kun blander thrashen med britisk firser-heavy, men også roder 90’ernes melodiske black metal, mest åbenlyst Dissection, ind i mixet. Det er en dødbringende kombi, som får mit metalhjerte til at svulme, ja, jeg kan nærmest høre hjertekamrene boble af blod. Den snerrende vokal, de episk lange numre, feedback-drevne guitarsoloer, den bløde, rumlende bas, romantisk-akustisk guitar- og klaverspil og temposkiftene fra dommedagsriff til thrashy ridt frem til hensynsløse stormløb, fuld dobbeltpedal. Det er eminent skruet sammen og et bevis på det unge bands imponerende udvikling på kort tid.

Men jeg kan heller ikke undgå at have en lidt sukret smag i munden. Som da jeg blev fuldstændig begejstret for “Stranger Things”‘ suveræne pastiche på 80’er-Hollywoods sci-fi- og gyserfilm. Det er et varmt tæppe, man bliver puttet med, trygt, så man kan glemme en kompleks verden, hvor man konstant gruer for skiftende magthaveres luner, robotternes overtagelse og øko-katastrofen. Jeg bliver ikke udfordret, men bekræftet i mit verdensbillede.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Man kan ikke hele tiden fylde sit legeme med nye indtryk, har til tider behov for det genkendelige som afstressning, og hvis man har slidt 80’er-klassikerne ned, kan det være rart med et band, der ligner, som man samtidig kan opleve live, sultne og blodtørstige.

Men jeg kan ikke slippe følelsen af, at Slægt nu har nået et niveau i sangskrivning og komposition, hvor det er vigtigere for dem at fokusere på en personlig lyd, så de får revet det der varme tæppe af mig, får skubbet mig ud i kulden, det kunne godt være en mørk skov, så jeg lige kan hilse på nogle ulve.

“Domus Mysterium” udkom 5. maj på Ván Records

Gullo Gullo – Kakofonier af orden og kaos

Blog May 3 2017

18156724_1762953394015900_9071261739838464083_o

Af Emil Grarup

Anders Jørgen Mogensen (KLoAK, Nikolas, Alle med balloner), Jesper Bagger Hviid (Broder, Himmelschiff Excelsior, GOHV m.fl.), Anders M. Jørgensen (Værket, Slægt, KAMP) og Axel Green (Argot, KAMP) har dannet et nyt band. Bandet er blevet døbt Gullo Gullo – også en titel fra Mogensens seneste band, den elektroniske improgruppe Nikolas – og har indtil videre udsendt to numre: “Another Dead Astronaut” og “Amazing Data”, som ligger tilgængelige på bandets Soundcloud. Indspilningerne er de hidtil eneste offentliggjorte, men der skulle angiveligt være en udgivelse på vej på pladeselskabet Escho i løbet af sommeren. Læs resten