Blue Lake – sommer uden tid
Blue Lake – “Sun Arcs” (Tonal Union, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard, foto af Alex Kozobolis
Den København-baserede, amerikanske musiker Jason Dungan udgav i juni sit fjerde album med projektet Blue Lake, “Sun Arcs” – og dét på det helt rigtige tidspunkt. Sjældent har jeg lyttet til en musikudgivelse, der så gennemført og eksklusivt lyder som sommer. Dungans selvbyggede 48-strengede citar fungerer som musikkens omdrejningspunkt, og omkring den tilføjer han flere andre instrumenter – guitar, cello, klarinet, keyboard, trommemaskine, m.fl. – og skaber dermed en række simple, men komplekst sammenvævede kompositioner.
Fælles for alle udgivelsen otte numre er, at de med deres folkede lyd præsenterer en helt igennem solbeskinnet, varm og behagelig verden. En af albummets inspirationskilder var ifølge Dungan selv hans daglige gåture med sin hund i de svenske skove omkring musikerretrætet Andersabo, som han har kørt siden 2016. Og man kan virkelig høre, at musikken kommer et sådant sted fra. Den flow-tilstand, man opnår, når man er ude i skoven, når man, som Dungan siger det, bliver bevidst om solens bane på himlen, er indkapslet i et nummer som ”Writing”, hvor tiden opløses og lydene bobler frem som solpletter på indersiden af øjenlågene. Det skaber en nostalgisk følelse, som mindet om de barndomssomre, der dengang virkede nær uendelige.
Således er ”Sun Arcs” et album, der passer perfekt til det mere introspektive humør, om det så finder sted i det store udendørs eller under indendørs syslen – meget belejligt for nærværende anmelder er det et fremragende album at lytte til, mens man skriver anmeldelser. Dungan formår nemlig at væve lige den rette mængde lag sammen, til at det bliver interessant uden at overvælde. Hvert enkelt instrument spiller deres klart definerede roller på en måde, hvor det hele føles overskueligt og indbydende. Simple melodier, der på skift understøtter og afløser hinanden. Perlende strenge, vuggende blæsere, bløde droner. Et godt eksempel på, hvordan simplicitet kan styrke et musikalsk udtryk. Til at starte med var jeg skeptisk over for denne simplicitet – jeg følte mig ikke udfordret på den måde, jeg ellers elsker, at musik kan. Men efter flere gennemlytninger i forskellige kontekster, begyndte jeg at finde mig godt tilrette i den mangel på forventningspres, som albummet repræsenterer.
Det lyder optimistisk og trist på samme tid, ligesom visheden om at noget godt nu er slut, iblandet glæden over at dette gode overhovedet skete.
Det er ikke kun sit nuværende liv i og omkring de skandinaviske skove, som Dungan trækker på. Den country-influerede ”Bloom” er derimod inspireret af USA, hvor lilletromme og hihat leverer et beat med samme støtte fremdrift som et godstog, og citaren spilles med en umiskendelig twang, der ellers ikke er til stede på størstedelen af pladens andre numre. På ”Rain Cycle” har trommebeatet Roland 606’erens langt mere mekaniske lyd, og denne hørbart elektroniske tilstedeværelse er min måske eneste anke mod albummet som helhed: I en lydverden, der er så akustisk, både i forhold til instrumentering, men også i forhold til de indre billeder, som musikken skaber, så er 606’eren et anker, der trækker den ellers så himmelsøgende musik i en mere jordnær retning. Sådanne små klagepunkter er heldigvis til at overse, når resten af materialet er så stærkt, som tilfældet er på “Sun Arcs”.
Albummet sluttes af med nummeret ”Wavelength”, der i sig selv ender med blokfløjte og citar over en lys drone. Det lyder optimistisk og trist på samme tid, ligesom visheden om at noget godt nu er slut, iblandet glæden over at dette gode overhovedet skete. Et bedre afslutningsnummer kunne Dungan nok ikke have valgt, for det indkapsler den følelse, jeg sidder tilbage med, efter at den solbeskinnede rejse, som “Sun Arcs” er i sin helhed, er ovre.
Info: “Sun Arcs” er ude på Tonal Union.
