Clarice Jensen på Musikefterskolen i Humble – Længere ud på Langeland

Interview og fotos af Jon Albjerg Ravnholt.

Find hvert år et par håndfulde nichemusikere fra hele verden i toppen af deres felt og få dem til at spille for en sal fuld af 16-årige musikefterskoleelever et sted, der er komplet afsondret fra resten af verden. Og se så, hvad det gør ved eleverne, ved musikerne og ved lokalsamfundet.

Det her virker overhovedet ikke som noget, der burde kunne lade sig gøre: Først har 90 16-årige siddet helt stille op og ned ad hinanden i tre kvarter og hørt en cellist spille, loope optagelserne af sig selv og føje flere lag til, inden hun trækker fra, til der kun er den rene klang fra buen hen over strengene tilbage. Så rejser alle sig op og klapper og hujer lige så støjende, som de har været stille indtil nu. Bagefter flokkes de i næsten lige så lang tid om hende for at købe CD’er, LP’er og kassettebånd og få dem signeret af hende, mens de ivrigt ud spørger hende om de loop-pedaler, hun bruger (og bare en lillebitte smule om at spille med Taylor Swift).

Hvis det her ikke kan gøre én lige så optimistisk for kunstmusikkens fremtid, som det kan gøre en teknokrat bekymret for fremtidens bruttonationalprodukt, hvis det er sådan noget elitært dillerdaller, ungdommen bruger sin tid på i stedet for at få en erhvervsuddannelse, ved jeg ikke, hvad der skal til.

Det er lige præcis det, der er meningen med det arbejde, Jonas Hald laver på Musikefterskolen i Humble på Langeland. Små 40 minutter fra Svendborg over fire broer og tre øer ad snoede landeveje gennem mikroskopiske landsbyer halvvejs ned mod Langelands sydspids, har efterskolen ligget i godt 50 år i en 100 år gammel skolebygning. De seneste 18 år som musikefterskole, 12 af dem med Jonas Hald som lærer, de seneste fire som leder af efterskolen.

Det er i vid udstrækning hans musikalske vision, der har bestemt den bemærkelsesværdige profil, efterskolen har fået. Ikke at musikefterskoler, der inddrager professionelle musikere i undervisningen, er et særsyn, og sådan set heller ikke det, at skolen åbner sig mod sin omverden. Men når man ser på listen over de kunstnere, der de senere år har spillet i Humble, er det svært at fatte, at det her har kunnet lade sig gøre på Langeland: Embryo, de tyske krautrock-pionerer, der går helt tilbage til 1969 og nu føres videre af den ene stifters datter. Okkyung Lee, den koreanske avantgarde-cellist. Postpunkerne i Iceage. Muriel Grossman, den østrigske spirituelle jazzsaxofonist. De canadiske dronemusikere Nadja. Sonic Youth-stifteren og et af støjrockens og i det hele taget den alternative rocks allerstørste ikoner Thurston Moore, fandme.

“Det er sindssygt vigtigt for mig at give eleverne noget, de ikke kan få andre steder. De får en musikalsk dannelse, og de får udvidet deres musikalske horisont. Og så vil jeg gerne give dem noget, der tvinger dem til at have en holdning til det. Noget, der provokerer dem. Og de skal vide, at hvis de får præsenteret noget tibetansk trancemusik, så er det altså noget af det bedste tibetanske trancemusik, der er. Genrenedbrydningen er vigtig for mig, fordi vi har fokus på sangskrivning i undervisningen. Vi er ikke kun en klassisk musikefterskole, hvor det går ud på at øve sig og dygtiggøre sig på sit instrument: Vi laver kunstnere her.”

Krævende musik til et lydhørt publikum

Jeg vil ikke sige, det var en ud-af-kroppen-oplevelse, men jeg følte, at jeg nærmest flød lidt med musikken, når jeg lukkede øjnene.

Asta Andkjær, elev

Men det er stadigvæk også musikere, og det betyder noget for, hvordan eleverne oplever musikken, fortæller Jonas Hald og nævner de tyske krautrock-veteraner Embryo som eksempel.

“Da Embryo spillede her, opstod der en fantastisk synergi, fordi eleverne sad og klappede med på de skæve taktarter, de spillede. Det gik de på røven over. De er vant til at spille for nogle gamle syrehoveder, der har fulgt dem siden 70’erne i Düsseldorf, sagde de selv bagefter, men på den måde er det her næsten det bedste publikum, en musiker kan få: De er fuldkommen åbne og samtidig meget lydhøre overfor det, der sker i musikken. Også når det er musik, der kræver forkundskaber.”

Når det lykkes, sådan som det gjorde med Embryo og med en koncert med jazzorkestret Fofoulah, der arbejder med afrikansk polyrytmik og talking drums, bliver koncerterne noget helt særligt. Sådan som det også bliver det denne aften, hvor eleverne sidder tryllebundne, mens Clarice Jensen bygger sine dronende kompositioner op og forløser dem i en neoklassisk musik, der er næsten vulgær i sin svulstighed, men går lige ind i de åbne teenager-hjerter.

“Jeg vil ikke sige, det var en ud-af-kroppen-oplevelse, men jeg følte, at jeg nærmest flød lidt med musikken, når jeg lukkede øjnene. Det var meget trist, men der var også meget kærlighed i det,” siger den 16-årige Asta Andkjær efter koncerten.

Selv spiller hun elbas, så hun kan ikke 1:1 overføre det, hun oplever Clarice Jensen spille på cello, til sin egen måde at arbejde på – og så alligevel:

“Når hun spiller, er det jo det samme, hun spiller igen og igen, men så viser der sig nogle andre sider af det. Hun får noget nyt med, hver gang hun spiller en figur, og det kan jeg bruge.”

Hellere mareridtsmusik end ligegyldighed

De må hellere synes, at det var pisse dårligt, eller at det gav dem mareridt, end at det er lige meget.

Jonas Hald, efterskoleleder

Andre gange lykkes det næsten for godt Jonas Hald at provokere eleverne med de kunstnere, han booker. Det oplevede jeg selv, da den sydkoreanske cellist Okkyung Lee for et par år siden spillede en temmelig aparte og grænsesøgende koncert på efterskolen – og på elevernes kroppe og stolene, de sad på – der endte med, at hun lukkede sig selv ud af en sidedør og først kom tilbage nogle minutter senere uden sin cello og adspurgt svarede, at nåh ja, koncerten var slut nu.

Tidligere på året spillede Nadja en koncert, der på sin egen måde udfordrede elevernes åbenhed, fortæller Jonas Hald grinende:

“Nadja var fedt, men de startede med at spille et nummer, der varede i 45 minutter med én enkelt akkord. Efter det spurgte de eleverne, om de gerne ville høre mere, og det var der nogle, der ikke syntes, de havde brug for! Men jeg vil gerne have, at de får noget, de skal forholde sig til. De må hellere synes, at det var pisse dårligt, eller at det gav dem mareridt, end at det er lige meget. Og så handler det jo om at give dem en indføring i konteksten, så de ikke går ind til Nadja og venter på, at der kommer et omkvæd.”

I 2020-22 var Musikefterskolen i Humble netværksspillested med støtte fra Statens Kunstfond og samarbejdede bl.a. med Momentum Musik om at trække turnerende kunstnere til Fyn, som både Jonas Hald og det odenseanske storbyteaters musikbooker kunne se et potentiale i at introducere det fynske publikum til. Selvom skolen nu igen står helt på egne ben, vil Jonas Hald stadig gerne invitere folk udefra ind til koncerterne og give dem en anderledes kunstnerisk oplevelse. Det er ikke mange, der tager turen til Langeland for at høre Clarice Jensen, specielt ikke fordi hun to dage senere skal spille oppe i Odense, men der plejer at komme 10-20 nysgerrige udefra til koncerterne – og nogle gange mange flere, som da det tidligere Sonic Youth-medlem Thurston Moore spillede på Langeland i 2019, eller da den japanske singer-songwriter Ichiko Aoba spillede der, og publikum kom fra Horsens for at opleve hende.

Det samme skete, da 90’er-støjrockbandet Come spillede på efterskolen sidste efterår.

“Det var så fedt, da de bagefter stod og fortalte eleverne om, hvor hårdt de havde haft det, dengang de turnerede med Nirvana – så stod der bare 100 elever med kæben nede på brystet!”

Grænselandet

Den samme starstuckness gør sig i nogen grad gældende, da eleverne bagefter stimler sammen om Clarice Jensen og vil høre om, hvordan Taylor Swift er, og hvilke af hendes sange hun har spillet på. Men det er også netop i det grænseland mellem pop og kunstmusik, mellem det kropslige og det intellektuelle, eleverne selv befinder sig i deres udvikling.

“Da Baest spillede her for nogle uger, gav vi den allesammen gas. Jeg har aldrig hørt dødsmetal før, men alle levede sig ind i det!” fortæller Asta Andkjær. Den mobilvideo, Jonas Hald sendte mig den aften af efterskoleelever, der laver wall of death – deler sig op i to fløje og løber hårdt ind i hinanden, når musikken når sit klimaks – vidner i hvert fald om den åbenhed over for en verden fuld af vidt forskellige musikalske indtryk, efterskoleforstanderen gerne vil vise dem i løbet af det år, de er her. Om de så alligevel bliver gode, produktive samfundsborgere, der bidrager til BNP’et, eller om de bliver nogle af dem, der laver kunst, det brede flertal ikke forstår, må tiden vise.

På Langeland har de lokale repræsentanter for det brede flertal og de allermest nysgerrige sydfynboer med tid tilovers til at køre ad snoede landeveje mulighed for at opleve nogle af dem fra hele verden, der skubber grænserne for musikken, helt tæt på.

Oppe på scenen er Clarice Jensen ved at rulle kabler sammen med en film af sved henover panden efter at have spillet, snakket og smilende poseret på billeder. Hun er kommet fra København, hvor hun denne uge skal spille den afdøde islandske komponist Jóhann Jóhannssons “Drone Mass”, som hun også afslutter koncerten med et uddrag fra. Nu bliver hun på Langeland et par dage, inden hun skal op til Odense og så tilbage til København for at spille i DR Koncerthuset og på Lousiana.

“Det her har været en speciel koncert for mig at spille, men på den anden side synes jeg egentlig, at mange af de koncerter, jeg spiller, skiller sig ud. Det er meget forskelligt. Nogle gange spiller jeg i en larmende bar, hvor jeg ikke kan se, hvordan jeg skal nå ud til publikum, andre gange i store koncertsale. Men selvfølgelig er det specielt at spille for sådan et ungt publikum. Jeg er meget imponeret over, at man har den her slags musikskoler for unge.”