Mindre end Roskilde og mere end Seebach – Passive/Aggressives guide til sommerens festivaler

Er der noget, der gør sommeren dansk som open-air-lyd fra den store scene, hvor et publikum med festivalarmbånd klapper i takt til årets hovednavn og vokser sammen til én smilende og solskoldet krop? Bøgetræer belyst i farver, duften fra madboder, der blander sig med fadøl, skrald og toiletvogne. Spontane grin og skål mellem fremmede, der ønsker hinanden “go’ festival” og vandrer videre ad stier anlagt i flis. 

“…langt hen ad vejen gentagelser af næsten samme programmer, blot i forskellige havnebyer”

1,3 millioner af os tager på festival, og en grov optælling fra redaktionen hos Passive/Aggressive fortæller, at der i sommeren 2024 er mindst 130 festivaler i Danmark. Det tegner i teorien et billede af en mangfoldig festivalkultur for enhver musiksmag. Men med Seebach, Dodo & the Dodos, Infernal, Blæst og Zar Paulo på plakaterne 20-30 gange hver skal man faktisk lede ret grundigt for at finde forskellen på mange af de mindre festivaler, der langt hen ad vejen er gentagelser af næsten samme programmer, blot i forskellige havnebyer.

Derfor har Mathias Schønberg ledt grundigt og bringer her en guide til nogle af de bedste og måske lidt oversete festivaler ude i sommerlandet.

Denne artikel er skrevet til Nyhedsbrevet Føljeton som del af et samarbejde med Passive/Aggressive om at give endnu flere læsere fornøjelsen af indhold om dansk musikliv.

Overblik

De overståede og igangværende: In Situ, Intonal, Cherry Music festival, Klang

De unge, smukke og smarte: Musik i Lejet, Alive Festival, Grimfest, O days

Den vilde: K-Town Hardcore Fest

De elektroniske: STRØM, Kaleido festival, Karrusel, måske igen en dag KUNE?

De spøjse og spændende: Kun For Forrykte, Gutter Island, Frigjort, Alter, Øhavet, Badesøen

De små og de store

For Passive/Aggressive er festivalsæsonen for længst begyndt med de mindre festivaler i kunsthaller, musikhuse og spillesteder i byerne, som In Situ i Ørestaden i starten af maj, Malmøs Intonal i april og Cherry Music festival i Odense og København, der sætter fokus på japansk samtidsmusik og lydkunst, og Klang Festival i København præsenterer netop nu et program af eksperimenterende såkaldt “ny musik” (klassiske musikeres indforståede protest mod klassisk musik). Når det kommer til de store sommerfestivaler, er der selvfølgelig de oplagte valg som Roskilde, Heartland, Syd for Solen etc., og her er der allerede talt nok om, hvor godt disse gør det, af bl.a. Politikens Pernille Jensen og Simon Lund, der var “målløse” over årets plakater. Og ja, tag afsted! Især til Roskilde, der i år for første gang har flere kvindelige end mandlige kunstnere på et fremadskuende og stærkt program.

Men udover de åbenlyse valg af (måske uoverskueligt) store festivaler kan det være vanskeligt at finde rundt.

De unge, smukke og smarte

Hvis man starter autocamperen i Tisvilde til Musik i Lejet, kan man uden pause køre videre til Alive Festival i Thy og straks efter lave et hattrick til Grimfest kun 150 km sydøst derfra. Til gengæld vil man høre de samme koncerter en hel del gange. Selvom der er forskel på de tre uafhængige og hver især stærke alternativer til de større festivalsinstitutioner, og selvom f.eks. Alive udover musik har et ret stort program af udflugter rundt i Thy og kunst af især nye spændende navne og initiativer som Skal Contemporary i Skagen, er forskellene i musikprogrammer ikke ret stort. 

“Musik i Lejet er nem at jante for deres rosékulturelle omdømme…”

Ung pop i genren dansksproget finurlighed sovset ind i autotune fylder meget. Kunstnere som Barselona, Guldimund og Angående Mig går igen både på festivalplakater og i den musikalske formel: en dybfølt intro om det hårde liv som ung og smuk, der forløses i en Minds of 99-inspireret eksplosion og et “lad mig se jeres hænder”, når omkvædet bræges ud i sommernatten. Som modvægt til den unge og lækre pop har to af de tre festivaler* (og over 20 mere) i år valgt christianshavnerbandet Smag på dig Selv som det skøre indslag i form af saxofonbaseret free-jazz-punk.

Musik i Lejet er nem at jante for deres rosékulturelle omdømme. Og med Tina Dickow, Tim Christensen og Hess/AC/Heass kuraterer den klart til generationen, der nok efterhånden har købt udgivelserne på 180-grams-vinyl til deres coffee-table-samling. Men bortset fra det præsenterer nordsjællandsfestivalen et ret så solidt program af især DJ’s med stærke rødder i Københavns klubscene og diverse diasporaer. Bl.a. PAYDAR og Harrison Heat skal nok med deres hver især særlige stil af elektronisk med mellemøstlige rødder og old school Chicago-house ryste rungstedkappen (lacoste-pullover bundet over skuldrene) af Lejets gæster.

“…Live Nations vækstlagsudbyttende voksen-hoppeborg Copenhell”

Bliver det alligevel for pænt med Musik i Lejet, kan man fremhæve Grimfest for at leve lidt op til deres navn med enkelte navne, der er andet end instagramvenlige. Foruden en besynderligt udstikkende gendannelse af det 11-(hvide)mand store reggae-orkester Bli’ Glad, der hittede i 2007 med ‘Kærlighed til folket’, så giver den efterhånden temmelig alsidige black metal-, neo-folk- og popkunstner Myrkur samt det unge dødsmetalband Nakkeknaekker mulighed for at få stillet lidt af sulten efter mørk musik. – Uden man behøver hoppe ombord i Live Nations vækstlagsudbyttende voksen-hoppeborg Copenhell, der typisk betaler millioner for at booke afdankede metal-millionærer som Guns n’ Roses og giver nye håbefulde metalbands et horn at trutte i og en regning på 25% af deres eget merch-salg.

Den vilde

Hvis man for alvor er til musik, der viser tænder, kan man overveje Ungdomshusets årlige internationale punker-træf K-Town Hardcore Fest i Københavns nordvestkvarter. Med “three days of punk and hardcore devastation” er pladsen foran biblioteket på Rentemestervej hvert år forvandlet til en mærkelig lejr af de sidste overlevende fra Mad Max-universet, der på et væld af europæiske sprog catcher op med venner, der for de ældstes vedkomne går tilbage til 2001, hvor festivalen startede på Jagtvej 69.

“K-Town er knudepunkt for en verdensomspændende scene uden scenevagter”

Musikprogrammet er for viderekomne i punkens indignerede univers, men altid af internationalt højeste niveau – i år med bands fra bl.a. Pittsburg, Umeå, Bogota, Budapest og Naarm (det aborigine navn for Melbourne). K-Town er knudepunkt for en verdensomspændende scene uden scenevagter, hvor publikum og bands smelter sammen i en suppe af mosh pit, tilladt stage-diving og flåen mikrofonen ud af forsangerens hænder for selv at synge sin yndlingssang færdig. Værd at opleve!

De elektroniske

Hvis man mere er til det elektroniske, kan man begræde, at KUNE-festival på Ungdomsøen (Middelgrundsfortet) ud for København desværre ikke afholdes i år. Og kan man ikke vente til STRØM, som forsøger at etablere sig som mere end ‘bare’ en festival, men også en “institution for elektronisk musik”, kan man med fordel se mod Århus’ nye Kaleido festival i Volume Village, som præsenterer en stor, flot buket af alt elektronisk, spændende fra First Hate og Julie Pavons klubpop til hidsig techno med den anerkendte klubkriger VTSS. 

Samme arrangører står også bag Karrusel med tre dages techno, house og disco på Refshaleøen i København. Og er man ikke bange for at slide denne lokation op, kan man slutte sig til hypen om O days, hvor der udover den elektroniske stjerneduo The Blaze blandt hovednavnene er givet plads til den lille selvfinansierede community-radio Drift fra Nørrebro med egen scene og et stærkt udvalg af lokale DJ’s og elektroniske kunstnere. Det skal dog nævnes, at bag O Days står ligesom Heartland og Copenhell det multinationale ejerselskab Live Nation, hvis brancheetik er stærkt tvivlsom.

De spøjse og spændende

Blandt de måske mest spøjse er den lille festival Kun For Forrykte i Stubbekøbing på Nordfalster. Her spiller Stig Møller trofast på den nu fem år gamle hippie-festival blandt navne fra 1968-guldalderen af dansk beat som Burning Red Ivanhoe og Young Flowers kun et stenkast over Grønsund fra den mere læderjakkebærende garagerock-festival Gutter Island, der altid melder udsolgt længe før programmet offentliggøres.

“Stop chillummen og tag afsted!”

Det vilde ved Kun for Forrykte i år er annonceringen af en koncert med Den gamle mand og havet – en slags gendannelse af det legendariske danske progrock-band Old Man and the Sea (1967-1974). Stop chillummen og tag afsted!

“Den ellers kulturelt braklagte fristad har hentet hjælp udefra”

Hvis man mere er til interessant rock og undergrund fra dette årtusind, bør man overveje festivalen Frigjort på Christiania. Den ellers kulturelt braklagte fristad har hentet hjælp udefra og i dets eneste velfungerende spillested Loppen og har efter et par år med programmer af cremen af alt andet end generisk dansk musik, opbygget enorme forventninger. Sidste år beskrev Passive Aggressive festivalen som “et hamrende skarpt undergrunds-lineup”.

Århus’ undergrund snyder heller pulikum for kvalitetsmusik, når den eksperimenterende musikfestival Alter til september infiltrerer byens spillesteder. Det er festivalens blot tredje udgave, som består af et stramt program af ambient og eftertænksom musik, hvor ord som ”meditativ” og ”transcendental” går igen i beskrivelserne af kunstnere som dansk-skotske Clarissa Connelly, japanske DJ ¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U og One leg One Eye, som er medstifter af det særdeles anerkendte irske band Lankum. 

“På Marstal havn finder man et kunstnerisk ambitiøst program”

Endelig skal nævnes den nye festival Øhavet på Ærø. På Marstal havn finder man et kunstnerisk ambitiøst program med bl.a. percussionist og performancekunstner Ying-Hsueh Chen side om side med klog og dyb pop som Fraads og Brimheim (og igen igen Smag på dig Selv) foruden sømandskoret Marstals småborgerlige sangforening. Sidste år interviewede Passive/Aggressive en af arrangørerne, der satser på at gøre festivalen til “en stærk og væsentlig platform for dansk musik”.

“Vestegnens Mallorca”

Insidere i Passive/Aggressive-redaktionen vil vide, at kræfter bag Øhavet er tæt forbundne med festivalen Badesøen i Albertslund Friluftsbad – “Vestegnens Mallorca”. Førhen var festivalen delvis arrangeret af The Lake Radio, og blandingen af kunstnerisk ambitiøs musik, underholdning for alle aldre og lokal forankring i en af stedets kulturforeninger går ligesom på Øhavet igen. På Badesøen har de intet sømandskor, men opvisning fra badets lokale synkronsvømmere. Udover dette kan man opleve et traditionsrigt saxofonoptog, og selvom Badesøen ikke er helt så risikovillig som den førhen har været, er der ved siden af rendyrket sommerpop med JJ Paulo og Lucky Lo mere ukurante bands som Reveal Party eller Lueenas.

Vi glæder os til at bringe højdepunkter fra et par af disse festivaler efter sommeren og ønsker alle Passive/Aggressives læsere virkelig god tur derude.

Vi undskylder på forhånd til alle ildsjæle bag festivaler, vi desværre ikke har prioriteret i denne guide. Vi ved, I er derude. Keep on rocking in the free world – I gør det godt.

*Artiklen er rettet efter udgivelsen, hvor det i første udgave blev nævnt, at også Grimfest har Smag På Dig Selv på programmet i 2024. Dette var en fejl – det havde de i 2023.