Johanna Borchert – Bevidst hovedkuls ind i uforudsigeligheden
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Fotos: Simon Hegenberg/Florian Baron/Barbara Kaniewska/Frank Schemmann
Først da Johanna Borchert hørte optagelserne af den musik, hun i en trancelignende tilstand havde frembragt med Anders Vestergaard, kunne hun begynde at forstå, hvad de havde skabt. Pianisten og trommeslageren var gået sammen om at udforske et meditativt rum, hvor det at spille musik snarere havde karakter af en åndelig praksis for musikerne selv end et æstetisk udtryk skabt for det jazzpublikum, de to normalt spiller for. Ud af fem års undersøgelser kom en musik, der åbner nye kreative muligheder for Johanna Borchert og udvikler hende som både instrumentalist og komponist.
Pulse for the Change/Breath-Piece hedder deres første fælles udgivelse, og som lytter efterlader den én forundret, let forvirret og nysgerrig efter at vide, hvad man skal stille op med den her musik. Det snakkede jeg allerede med trommeslageren Anders Vestergaard om for knap et år siden, hvor han udgav sin anden plade med repetitive trommemønstre. Nu vil jeg gerne høre Johanna Borchert, hvad hun fik ud af at træde ind i det rum, Anders Vestergaard havde skabt for sig selv.
Det var begyndt som en aktiv meditationspraksis for Anders Vestergaard, efter han havde fået stress: Han dyrkede qi gong, spillede rytmer, som konstant forandrede sig for at fastholde fokus, tilbragte timer i et øvelokale for at være væk fra verden og dens forventninger. Som de fleste andre på den københavnske jazzscene er han del af en række forskellige konstellationer, de bredt appellerende Girls in Airports, trommekvartetten Blomsten, en trio med Jacob Anderskov og Jesper Zeuthen, den albumaktuelle freejazztrio Yes Deer m.fl. Men det her var noget, han skabte for sig selv alene. Altså indtil han alligevel udgav musikken på pladen Prime Float i 2019 og begyndte at spille solokoncerter.
“Vi ville undersøge, hvordan vi kunne skabe en musik, der kunne få os selv til at gå i trance.“
Johanna Borchert
En af de tidlige koncerter så Johanna Borchert i vinteren 2019-20. Udover at spille piano og synge i den spøjse kammerpopduo Little Red Suitcase, samarbejde med klimadigteren Lars Skinnebach og septetten Little Red Big Bang har den tyskfødte pianist udgivet indtil videre fire soloplader, der spænder fra pianoimprovisationer med afsæt i jazz til skævt poppede sange i en art rocksammenhæng. Johanna Borchert blev fascineret af, hvad hun oplevede til koncerten med Anders Vestergaard, og hun forestillede sig, hvordan hun som pianist kunne bygge ovenpå musikken. Da de to musikere viste sig at bo tæt på hinanden på Nørrebro, begyndte de at spille sammen i hendes øvelokale.
“Det har været et kompliceret arbejdsforløb, nærmest et forskningsarbejde. Vi ville undersøge, hvordan vi kunne skabe en musik, der kunne få os selv til at gå i trance,” fortæller hun nu i telefonen fem år senere.
Det udgangspunkt holdt de fast i: Det var ikke musik for musikkens skyld, som udgangspunkt heller ikke for tilhørerens skyld. Det primære fokus var på, hvad musikken kunne gøre ved dem. For dem. For så sidenhen at lukke andre ind i det rum, de skabte.
Ufrihedsbalancen
Da jeg talte med Anders Vestergaard sidste år, spurgte jeg ham om, hvad der var tilbage til ham selv, når han nu havde delt sin meditationspraksis med os andre. Svaret faldt prompte: “Intet. Jeg kan ikke bruge det nu, hvor det er ude af sit eget rum. Det er ikke længere den samme slags meditation for mig nu, hvor det er blevet til plader.”
Men at musikken var “ude af sit eget rum” betød ikke, at det rum var lukket af. Det var åbnet, så andre kunne træde ind i det, og den invitation tog Johanna Borchert. Men hvordan er det så på den måde at træde ind i en andens meditative rum, spørger jeg hende.
“Der er ren åbenhed og kærlighed i den tilstand, hvis man kan nå derind sammen. Når man først er kommet ud over at tænke på, hvordan man nu skal spille den og den rytme, virker det godt at træde ind i hans rum.”
Som lytter hører man ikke nødvendigvis, hvad linket mellem os er, men man kan fornemme det.
Inde i rummet gik forskningsarbejdet i gang. For hvordan skulle Johanna Borcherts piano lægge sig over – eller stille sig over for, gå i brydertag med, bygge videre på – Anders Vestergaards rytmer? Det undersøgte de to musikere i flere år, hvor Johanna Borchert afprøvede forskellige tilgange, mens Anders Vestergaard spillede sine komplekse forløb.
“Jeg har prøvet at underinddele det, han laver, og finde en fællesnævner. Som lytter hører man ikke nødvendigvis, hvad linket mellem os er, men man kan fornemme det. Sådan gjorde vi det nemmere for hinanden at gå steder hen i musikken uafhængigt af hinanden – det gav os en tilstrækkelig balance mellem frihed og ufrihed.”
Det er ellers ikke den type musik, publikum er vant til at høre hende spille, hverken i Little Red Suitcase eller under eget navn. Solopladen Love or Emptiness fra 2017 tog afsæt i poppet triphop, FM Biography fra 2014 med den engelske avantgarderock-guitarist Fred Frith var en kunstfærdig og begavet popplade. Fælles for dem og Amniotic fra 2022 er, at de er melodibårne med Johanna Borcherts sangstemme i fokus. Med andre ord et godt stykke fra den rytmedrevne musik på Pulse for the Change/Breath-Piece. Så hvordan var det for hende at give sig i kast med en musik, der var så anderledes fra det, hun ellers har beskæftiget sig med?
“Mange, der ikke kender mig personligt, ser nok sådan på mig som musiker. Men jeg kommer faktisk lige præcis fra det, jeg gør med Anders. Siden jeg var stor nok til at nå tangenterne på klaveret, har jeg altid trykket på dem og er blevet forundret over klangen. Jeg har sat toner sammen og improviseret i timevis. Det er der, jeg kommer fra. Det er noget spirituelt, kan jeg se nu. For mig har improvisationen altid været en forbindelse til det åndelige, til noget stort. Det har åbnet for emotioner hos folk,” siger hun med den lillebitte snert af det tyske ophav, der sniger sig ind, når hun taler om erfaringer fra sin opvækst i Tyskland.
“Min mor – som er læge og funderet i videnskaben – har altid sagt, at jeg kan heale med mine pianoimprovisationer. Når jeg sad og spillede som 15-årig om eftermiddagen, sagde hun bagefter: ‘Du kan improvisere for folk og ramme dem lige der, hvor de har brug for det.’”
Tillidsøvelsen
Johanna Borchert gik dog en anden vej, da hun tog til København og studerede piano ved Det Rytmiske Musikkonservatorium og derpå indledte en musikalsk karriere, hvor helt andre facetter af musikken var i fokus. I hvert fald for publikum, for Johanna Borchert selv har hele tiden været bevidst om, at improvisationen var et vigtigt element i hendes musik.
“Jeg fik stor succes i Tyskland som sanger omkring 2015, da jeg udgav en sangplade, som fik megen opmærksomhed. Det var et år efter, jeg havde udgivet en plade med stort set improviserede kompositioner for soloklaver, som ingen lagde mærke til,” konstaterer hun med reference til pladerne FM Biography og solodebuten Orchestre Idéal.
For mig har improvisationen altid været en forbindelse til det åndelige, til noget stort.
Johanna Borchert
“Jeg har altid blandet mine sange med improvisation. Jeg kan godt lide den tilgang, at man bare lukker øjnene og ser, hvad der sker. Når jeg gør det, er jeg bare en, der udfører det, der sker. Og pludselig fører det mig så hen til sangen.”
Og hvis musikken kan opleves som helende, sådan som hendes mor gjorde det, er det måske ved at frisætte lytteren fra at opfatte musikken som et tidsligt forløb, reflekterer Johanna Borchert:
“Vi er kommet væk fra langsomheden. Anders og jeg spiller hurtigt, men det overordnede forløb er en langsom tilstand, som vi bliver i fem minutter, ti minutter, 25 minutter. Anders skifter ét-slaget gennem numrene, han laver ikke ét-accent, men skifter rundt på trommerne, så man ikke ved, hvor man er henne i rytmen. Han spiller heller ikke sine beats helt straight: Hvis han spiller tre ting samtidig polyrytmisk, gør han en af delene lidt langsommere end de andre, og det åbner for nogle mærkelige rum. Man begynder at svæve i det.
Men er faren så ikke, at man kan komme til at sidde og tælle takter i stedet for at give sig hen til musikken og åbne de rum? At det bliver som en sudoku, man prøver at løse?
“Det kommer an på, hvor langt man er i sin musikalske træning,” svarer Johanna Borchert.
Som trænet musiker har hun lært at sætte sig ud over at skulle have styr på grundbestanddelene og kunne læne sig ind i det, de andre spiller. På den måde kan man hævde, at musikken næsten bliver en tillidsøvelse i stedet for en matematisk ligning, der skal løses.
Øret påtvinger musikken harmoni
Når Pulse for the Change begynder, smides man som lytter direkte ind i det hele og oplever et øjebliks desorientering. Det fortager sig gradvist, i første omgang fordi man begynder at opfange mønstrene i Anders Vestergaards tilsyneladende tilfældige rytmer, så fordi Johanna Borcherts klavertoner giver en noget at holde fast i, en fornemmelse af, at de vil skabe en struktur, man kan følge i nummeret. Til sidst giver man sig som lytter bare hen til desorienteringen i erkendelse af, at der ikke kommer noget fast holdepunkt. Trommer, bækkener og klokker hvirvler rundt som fraktaler, klaveret farver dem med enkelte toner stykket ud, temaer, der ikke gentages, dissonante akkorder. Og så går det op for én, at der er endnu et lag mellem de to instrumenter, hvor de flyder sammen: Johanna Borcherts klaver er delvist præpareret med spisepinde stukket vilkårligt ned mellem strengene for at ændre lyden af tonerne, gøre nogle af dem til dumpt klukkende slag i stedet for klingende toner.
Jeg spørger Johanna Borchert, om det var hendes intention at fremhæve den perkussive del af klaverets lyd for at komplementere Anders Vestergaards trommer, men sådan opfatter hun det ikke selv:
“Selvom det er præpareret, hører øret alligevel tonehøjderne. Øret sætter meget hurtigt tonerne ind i en harmoni,” forklarer hun den oplevelse, man som lytter kan have af ubevidst at danne mønstre i musikken og opfatte harmonier, om ikke ligefrem melodier, hvor det ikke nødvendigvis er intenderet, fordi det er sådan, vi er vant til at opfatte musik. Ifølge Johanna Borchert vil det altid træde tydeligere frem på klaveret, end det gør på trommerne, selvom Anders Vestergaard i interviewet sidste år netop talte om, hvordan han på sine soloplader forsøgte at tydeliggøre de overtoner, der kommer fra trommerne.
“Man kan godt høre overtonerne i trommerne, men de fleste begynder først at høre dem, hvis de udelukkende hører trommemusik i lang tid,” siger Johanna Borchert nu. “På mit klaver er tonehøjderne meget mere definerede. Det er ligesom med ører og øjne: Man kan opfatte en masse med hørelsen, men så snart man åbner øjnene, tager synsindtrykkene over.”
Det blev en udfordring at lade de to instrumenter komplimentere hinanden og udforske hinandens klange, så det ikke bare var klaveret, der så at sige pøsede sine egne stemninger ud over trommerne, der på den måde ville blive reduceret til ren rytme.
“Jeg elsker klangen, når jeg putter mine kinesiske spisepinde mellem strengene på klaveret. Det bliver så gamelan-agtigt, og der kommer flere toner ud af hver enkelt tone. Det bliver mere mystisk og uforudsigeligt på den måde, fordi jeg aldrig helt ved, hvad der sker.”
Kan man kalde det et bevidst kontroltab?
“Dét er i hvert fald en vigtig tilgang for mig at have med altid. Mange musikere har brug for at kunne kontrollere alt for at være sikre på, at de kan gennemføre et nummer. For mig er det nærmest præcis omvendt: Hvis jeg ikke ved, hvordan de enkelte toner klinger, fordi jeg ikke er sikker på, hvor jeg har stukket pinde ned mellem strengene, og det skaber forskellige overtoner, som jeg heller ikke har styr på, inspirerer det mig meget. Det udfordrer ens egen kreativitet. Det er det, jeg får ud af det her arbejde: Jeg bliver udfordret til at tænke i helt nye baner og prøve alle mulige nye ting af. For mig er det en helt ny måde at høre musik på. Hver for sig er vi del af noget større, hvis helhed vi kun lige kan fornemme, når vi spiller sammen. Jeg kan først rigtigt gå helt ind i det, når jeg lytter til det bagefter, fordi jeg ikke spiller og tænker over, hvad jeg skal gøre. Det er sjældent, man som musiker har den oplevelse af ikke at have vidst, hvad man egentlig gjorde.”
“Pulse for the Change/Breath-Piece” af Johanna Borchert og Anders Vestergaard udkom 25. januar på Exformal Records.
