Nausia – et bedre, døsigt forårssolbeskinnet nu
Nausia: ‘Finding a Circle’ (Vasen, 2024). Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Astrid Lemmike.
Der er noget enormt trygt ved den måde, den københavnske fusionsjazzkvintet lyder på deres tredje album. Dels selvfølgelig det, at det hele bliver ved med at minde én om ting, der var nye og friske, dengang verden for én føltes ny og bristefærdig af potentiale til at blive helt igennem fantastisk. Dels det, at Nausia ikke bare forfalder til 90’er-alternativ-rock-og-jazz-bandnavne-bingo, men linder på døren til endnu en ny potentialitet. Finding a Circle er lige så meget lyden af løftet om et bedre, døsigt forårssolbeskinnet nu, som den fordringsløst bladrer sig gennem 50 års jazz og rock og finder guld.
Fusionsjazz har haft ry for at være noget distanceblændende præstationsmusik. Fordommen har været, at glæden ved egen ekvilibrisme enten udmønter sig i en strengt indadvendt praksis, hvor det gælder om at spille så hurtigt og komplekst som muligt uden tanke for, hvad det har at sige et publikum – det var sådan, bassisten Jaco Pastorius spillede i 70’erne og 80’erne i fusionsjazz-supergruppen Weather Report – eller udarter sig til højglanspoleret lækkerhed à la yachtrockerne Steely Dan.
Det er selvfølgelig lige præcis den slags entydige forsimplinger, fusionsjazzen var et oprør mod: Et ønske om at revitalisere jazzen med syrerock og gøre det med større smidighed og spændstighed, end 70’ernes til sammenligning noget stivbenede progressive rock gjorde det.
Men det dårlige ry hang ved, og der var bred enighed blandt publikum om, at det lød meget bedre at kalde musikken for post-rock, da en ny bølge af jazz, som var rock, som var jazz, men alligevel ikke rigtig nogen af delene, ramte i 90’erne anført af det amerikanske band Tortoise med marimba, sampler og dobbelt op på trommeslagere. Det var en rock (stort set) frigjort fra sang og fast form, et felt, hvor en generation af musikere fandt ud af alt det, man kunne med analoge instrumenter og med samplere og med en uhellig blanding af de to, fordi alt for en tid syntes muligt. Og det var en jazz, der kom ud af sit reservat og opdagede, at ekvilibrisme ikke var et krav længere, åbenhed og begejstring var.
Nausia fremsætter påny et løfte om en rock, der kunne være mindre tumpet uden at være mindre sprudlende af vitalitet, en jazz, der kunne være mindre elitær uden at være mindre ambitiøs.
For mig fremsætter Nausia på Finding a Circle påny et løfte om en rock, der kunne være mindre tumpet uden at være mindre sprudlende af vitalitet, en jazz, der kunne være mindre elitær uden at være mindre ambitiøs: Det var det, fusionsjazzen under dække af post-rock gjorde i 90’erne og begyndelsen af 00’erne. Den fandt nye anvendelsesmuligheder for rockgruppen, efter elektronisk musik havde fået rocken til at synes håbløs, den gjorde det fedt at høre jazz, fordi det lød samtidigt.
Når jeg hører Finding a Circle, er det, som om jeg igen for første gang hører de plader, tyske bands som To Rococo Rot, Kreidler, Kante og Tied + Tickled Trio skabte fra omkring årtusindskiftet: Der er en åbenhed og en imødekommenhed i udtrykket, en antydning af forundring over, hvor smukt og skønt, det dog kan lyde, når Isak Schiødts klarinet hvirvler skalaer rundt om Oskar Fayes saxofon. Der er en ligefrem skønhedssøgen i musikken, som jeg i samtiden ellers mest har hørt hos de yngre norske jazzorkestre omkring pladeselskaberne Hubro og Motvind; kunstnere som Andreas Røysum og Liv Andrea Hauge, hvis musik på samme måde som Nausias synes båret frem af et ønske om harmoni og stille, sitrende glæde. I hvert fald giver Asta Linea Rander Laage-Petersens diskret mixede kor på ‘Golf Ball’ mig tydelige associationer til de to kunstneres orkesterarbejder.
Det er behageligt, men ikke uden modhager, og på Finding a Circle skaber det et enormt rum i musikken: Helt enkle 4/4-takter fra Laurits Schmidt Eriksen giver plads til, at melodier og harmonier kan eskalere i kompleksitet og intensitet. I ‘Earth Bender’ og ‘Wabi-sabi’ lader guitaristen Christoffer Beese Nielsen og bassisten Milo Aurvig musikken forløses i en tungt riffende støjrock, igen lidt som norske Hedvig Mollestad har gjort det i flere af sine formater. I ‘Eco Death’ lyder Nausia næsten som en pastiche på progressive rock-dinosaurer som Rush og Yes fra 70’erne, andre steder, som i ‘Rolls Roycing’ og ‘Dancing With a Stupid Worl’d er viben mere henad det canadiske postrockorkester Do Make Say Thinks synkoperet rullende storslåede sange fra 00’erne.
Alt det samtidig med, at helhedsindtrykket af Finding a Circle meget er en plade, der hvirvler døsigt og behageligt rundt som støvet i en solstribe en forårsformiddag.
Men der er mere i pladen end bare behagelige associationer til bands, det har været givende for mig at lytte til gennem årtierne: Jeg kunne egentlig godt lide forrige års Good Intentions, som var fuld af lige præcis det, titlen lovede, men også efterlod et sært fersk indtryk. Det eneste, jeg rigtig fæstede mig ved, var ‘Celebration Song’, fordi jeg ikke kunne lade være med at høre den som en variation over salmen ‘Hil dig, frelser og forsoner’, hvilket ærlig talt er et noget træls indtryk at efterlade.
På Finding a Circle lyder Nausia meget mere som et band, der stoler på at lade intuitionen råde og lade sangene folde sig ud på deres egne betingelser. Hvor jazzen og rocken på debuten Prince Kiosk kunne synes mast sammen uden rigtig at vide, hvad de skulle sige hinanden, flyder de sømløst sammen på Finding a Circle. Samtidig er der en følelse af fysisk tilstedeværelse i musikken: Det så skødesløst rodede bagtæppe i en sang som ‘Wabi-sabi’, hvor percussion klimter og skramler lige akkurat inden for hørevidde bag et fredfyldt forløb mellem guitar og saxofon, giver som lytter én oplevelsen af at være tilstede, mens resten af bandet reagerer instinktivt på det, hinanden gør, og hver gør deres til at forbedre det eller lade det være. Der er også en henrivende flad og sjasket trommelyd på pladen, der sammen med den mørkt ringlende guitar i ikke mindst ‘Roll Roycing’ minder mig om Sonic Youth, da den amerikanske støjrockgruppe først havde forliget sig med at være et rockband.
Det er måske det, der er med Finding a Circle: Det er en plade, hvor Nausia synes at forlige sig med at give sig hen til også at være et rockband, lige så meget som de er et jazzband. Hvor skellet mellem de to ikke betyder så meget. Hvor 70’erne, 90’erne og 20’erne smelter sammen. Hvor det er alt rigeligt, når det lyder så forbasket rart, som det gør her.
Info: Finding a Circle er ude nu via Vasen.
