Sun Araw – Indiefolket glemte intolerancen midt i en sonisk hashtåge

Cameron Stallones holder tempoet helt nede i Sun Araw, og den hypnotiske slæben har på forunderlig vis smuglet genrer som reggae og funk ind fra kulden og gjort dem til god smag.

af Emil KS

Sidste år forsøgte vi at booke Sun Araw til en festival i København. Han skulle turnére i Europa, men der var tilsyneladende forvirring om, hvornår han havde tænkt sig at gøre det. Han var på Jamaica for at indspille en plade med The Congos, lød meldingen. På Jamaica tager tingene den tid, de tager. Til sidst gav vi op.

Vi kan have været uheldige, og kun de ondeste tunger ville sige, at han virker utilregnelig. Men uforudsigelig er han. Så langt kan vi gå.

Samarbejdet med The Congos er et godt eksempel. For fem år siden var han blevet til grin i det meste af det miljø, der i dag forguder ham. Indie-folk plejede at hade reggae. Det havde ikke hjulpet, at der tilmed er en synthesizer-nørd med hang til new age, M. Geddes Gengras, med på pladen.

Ekko-funk i søvngængertempo
Trends skifter. Det er ikke nyt. Det er indiescenens tolerance til gengæld. De sidste par år har Sun Araw-bagmanden Cameron Stallones om nogen været med til at smadre grænserne. Det startede for alvor med Heavy Deeds i 2009. Han spillede funk, og er der noget, indiefolk plejede at hade mere end reggae, så er det funk. Alligevel elskede de Heavy Deeds.

Det hører med til historien, at Stallones’ funk bevægede sig i slowmotion. Det var en sært forvrænget mutation af genren, som slæbte sig hypnotisk af sted med tonsvis af ekkoeffekter. Langt hen ad vejen spillede den videre på den bølge af eksotisk neo-psych, han selv og resten af Not Not Fun-holdet havde været med til at starte i årene før. Alligevel var der ingen tvivl om, at udgangspunktet var en hengiven kærlighed til funken.

Året efter udkom On Patrol. Med det begyndte Stallones for alvor sit dub-trip. Godt nok lød det mest som soundtracket til en 80’er-film, hvor en dagdrømmende politimand fra L.A.P.D. lægger et frimærke på tungen og bilder sig ind, han er landbetjent på Jamaica, hvor han ikke behøver trække kniplen, når surferne ryger en joint til solnedgangen. Men også her var hans afsæt indiskutabelt. Han dyrkede genrens æstetik hengivent.

Fordomsnedbrydende eksperimenter
For et par uger siden kom frugten af Stallones’ samarbejde med The Congos og M. Geddes Gengras, Icon Eye. Ud over lyden på mp3, LP eller CD indeholder albummet en DVD-film om arbejdet. Man forstår nemt, at han ikke kunne tage det første fly til København. Alting bevæger sig stadig i slowmotion. The Congos-folkene synger melodiske reggaesange, Stallones lægger sin karakteristiske funkguitar over det meste, og Grengras manipulerer og forvrænger det hele. Sun Araw fortsætter sit trip, og han rammer stadig indiepublikummet.

Spørgsmålet er, hvordan det før så indadvendte publikum er blevet så tolerant. Det kedelige svar er kritikernes kæphest. Det er internettets skyld, siger de. Alle har nem adgang til alt, og selv de mest sejlivede fordomme om reggae og funk forsvinder, når man downloader Horace Andys ”Dance Hall Style” og ser live-videoer med en ung James Brown på YouTube.

Kritikerne har sikkert ret. Wackie’s sælger måske også mange Horace Andy-plader for tiden. Uanset hvad ligner det en tendens, og dem elsker musikjournalister. Alt, hvad der passer ind i tendenshistorien, har gode chancer for spalteplads. Det har sikkert gjort mange mere modtagelige for projekter som Sun Araw. Men historien er længere. Cameron Stallones fortjener sin del af æren. Med Not Not Fun-kolleger som Ducktails har han været med i en stor bevægelse mod andre veje og via dem vist nye potentialer i gamle genrer. Der har altid været folk, der udgav umage blandinger, prøvede nye ting og havde held med det. Her kom nybruddene bare i en gevaldig bølge, der ikke var til at overse.

I løbet af sommeren kommer Sun Araw igen til Europa. Rygter siger, der arbejdes på datoer i Danmark. Det er ikke en garanti for noget, men det er værd at håbe.

Dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter. Emil Kragh-Schwarz er blandt andet tilknyttet radioprogrammet Det Knuste Øre, musikmagasinet Soundvenue, Sejerø Festival og koncertforeningen bag Festival Of Endless Gratitude.