Larmende tavshed – Flying Saucer Attacks “Further”
Af Andreas Melchior
I 1964 kørte en gruppe freaks ved navn The Merry Pranksters tværs gennem USA i en magisk bus, der var tanket op med LSD. Bussens navn var ”Further”. Dens destination, som i sagens natur var endeløs, måtte efterstræbes gennem udvidelse af bevidstheden.
På albumet Further fra 1995 tager Flying Saucer Attack Syd Barretts mandrax-påvirkede søvngængerblues sammen med Nick Drakes pastorale folk-popsensibilitet og tvinger det gennem en distortionbefængt delaypedal. FSA’s blanding af acid folk og space rock skaber en særegen form for ”landlig psykedelia”, i hvilken sagtmodig akustisk klimpren overdøves af hvirvlende støjflader. Lydbilleder af slørede landskabsmalerier, hvor konturerne kun akkurat kan anes, og den gentagende lyd fra den uddøende industriarbejders monotone arbejde, som udfylder den tomme fabrikshal. David Pearce hvisker sine hemmeligheder, svøbt i ekkokaskader og feedback, om ensomme britiske landegne, interplanetare hallucinationer og regnstorme, der oversvømmer ens forstand.
Leonardo da Vinci mente, at maleriet er musikken overlegen, idet musikken dør i selvsamme moment, som den fødes. Ifølge tankegangen kan det enkeltstående musikalske øjeblik ikke gribes og fastholdes. I stedet opstår det og svinder bort på én og samme tid.
Ekkoet kan sprænge dette forhold. I ekkoet genfødes det just afdøde musikalske moment, så det ikke længere giver mening at skelne mellem begyndelse og afslutning. Den tone, som for et øjeblik siden fandt sin tilsyneladende uigenkaldelige form, er nu forandret, men er samtidig stadig sig selv. Fortiden forvandles til dens egen fremtid i de auditive glimt, ekkoet medbringer. Flying Saucer Attack er en symbiose af det forgangne og det kommende. Musikkens faldende ekkodråber rummer en tilbagekastet lyd fra fremtiden.
Billede: David Pearce og Rachel Brook skuer baglæns ind i fremtiden
På sin vis kan man betegne Flying Saucer Attacks næsten altopslugende støj som voldelig, omend volden ikke er fysisk. Her er ikke tale om en brutal eller kropsligt funderet støj, den selviscenesættende manifestation af egen tilstedeværelse, hvilket især, men ikke udelukkende, findes i den amerikanske støjrocktradition. FSA stræber tværtimod efter det transcendentale, overskridelsen af det kropslige. Netop derfor giver det tåkrummende mærkat shoegaze ikke mening her, undtagen, hvis det nedslåede blik søger efter føddernes letten fra jorden.
Flying Saucer Attacks kakofoniske droneangreb er derfor ikke et middel til symbolsk (selv)destruktion eller mytisk machodemonstration. Trykbølgerne fra de repetitive disharmonier kolliderer med hinanden, de flyder sammen og bærer således på deres egen opløsning. Flying Saucer Attack er lyden hinsides den yderste dag.
