Woods – ud af college-kroppen og ned i sindets bølgepap
Det er noget sjovt noget med Woods. På den ene side har frontmand Jeremy Earls nasale, stenede stemme noget pubertært over sig, som fører tankerne ind på et amerikansk collegeværelse med sokkelugt, platte kælenavne og flyers fra keg-parties på væggen. På den anden side vælter det ud med moden følsomhed og eftertænksomhed i de let uudgrundelige tekster og de sindssygt iørefaldende melodier. Noget søgende, på en måde, efter en højere bevidsthed, efter en eller anden erkendelse ude i universet eller inde i hjertekammeret, som vi alle sammen bærer rundt på og samtidig leder efter hele tiden. Et klart lys, der både kan gemme sig i kødet eller bag stjernerne – Just to see, just to know, just to bend beyond the light.
I Woods’ univers er det at bøje sig indad og udad egentlig det samme.
Det er en bevægelse frem og tilbage på samme tid, som afspejles i musikken, der både søger tilbage til syrerock og tressermelodier og fremad (eller måske nærmere af sporet?) mod semi-elektronisk folk. Tilbage mod stenalderen og noget oprindeligt som i sangen “Back to the Stone”, og fremad mod noget nyt og skræmmende ukendt, som i “Find Them Empty”. Sidstnævnte rummer også en af “Bend Beyond”‘s mere letaflæselige tekster, fuld af sart angst og en enkel gentagelse om at huske sig selv på løgnen, altså den store løgn, livsløgnen, den, vi nogle gange lever efter, når vi gemmer os under dynen på collegeværelset og fokuserer på de forkerte ting. Og skulle al den bevidsthedssøgen blive for svær på egen hånd, kan man jo altid søge venlig hjælp fra en stor koger, hvilket man godt kunne mistænke Woods for at være tilhænger af, ikke mindst i instrumentalnummeret “Cascade”.
Men hey, det er ikke røgelsespinde det hele – det handler også om andet end sindet og bevidstheden. Egentlig handler musikken vist allermest om kærlighed, både af den gengældte og den ugengældte slags, og det er oftest rørende og virkningsfuldt. Woods spillede med halv bemanding på Loppen for halvandet år siden, en af de der mørke forårsaftener, som i min erindring lige så vel kunne have været november, og en af de koncerter, hvor Loppen var hverken for fuld eller for tom, bare opfyldt af dedikation. Jeg knuselskede det. Musikken var en perfekt blanding af simple, akustiske kærlighedserklæringer, legelyst med effekterne og lange syretrip – selv om de i parentes bemærket ikke spillede mit yndlingsnummer fra “At Echo Lake”, nemlig “Time Fading Lines”.
Samme fine blanding indeholder gruppens syvende album “Bend Beyond”, måske tilsat en ekstra deciliter af det akustiske. Det er ikke en katapult helt ud i universet og ej heller dybt ind i hjertekammeret. Men et lille stykke i den retning tæller også.
Info: “Bend Beyond” er ude nu på Woodsist, der er Jeremy Earls eget pladeselskab (udgiver også Real Estate, White Fence, Ducktails, Jana Hunter m.fl.).
