Awesome Weekend med kuraterede videocollager fra Afrika
Af Andreas Syr
Network Awesome er en netbaseret TV-kanal, der bedriver en sjælden konsekvent form for youtube-arkæologi, og præsenterer deres materiale som hyperstimulerende collager, med mere eller mindre sammenhængende koncepter og tematikker: Tilfældige nedslag i arkivet understreger fint projektets indholdsmæssige grænseløshed, når ”Ingmar Bergman Week” står ved siden af ”Nuke Porn Weekend” og”John Cage 100th Birthday” umiddelbart efter ”A Tribute To Cats”.
Programmerne er altid (vel)kuraterede, ofte af kunstnere og musikere, og i denne uge er det Brian Shimkowitz, hvis blog-nu-også-pladeselskab Awesome Tapes From Africa har delt umådelige mængder af fantastisk, afrikansk musik med verden, endda helt uden at forfalde til den fesne eksotisme, der ofte klæber sig til den slags initiativer. Shimkovitz’ program byder selvfølgelig på masser af awesome musik (programmets første indslag fra sudanesisk tv er helt vidunderligt), men også på ghanesiske reklamefilm, en dokumentar om Namibia og hvad der lader til at være en (meget) low-budget genindspilning af ”Taxi Driver”. Fik jeg nævnt, at det altsammen er totalt awesome?
* Hold kæft den optagelse med Garmy Mint Abba er awesome. Måske kunne man nævne at for eksempel Stephen O’Malley og Mouse on Mars har kurateret programmer.