Jacco Gardner og kunstkammerets herligheder

Af Andreas Melchior

”Donovan Leitch, Syd Barrett og Brian Wilson går ind på en bar…” – og spankulerende ud derfra, mere end 45 år senere, kommer den hollandske wonderkind og multiinstrumentalist, Jacco Gardner. Svøbt i en magisk kappe vævet af drømmende popsange, delikate orgelvignetter, isfrossen harpsichord og magelig plekterbas, som tilsammen udgør debutalbummet Cabinet of Curiousities. En spøgelsesagtig mellotron ligger som en løsrevet skygge, der forfølger de sensitive sange, som balancerer på den letopløselige tærskel mellem glædesrus og melankoli, hvor man kan blive så opslugt af fryd, at man græder glædestårer og rammes af et knugende jag i mellemgulvet.

I renæssanceperiodens Europa var et cabinet of curiousities, på dansk kaldet et “kunstkammer”, en encyklopædisk samling af forskellige objekter, naturalier og andre værdigenstande, som endnu ikke var blevet kategoriseret. Det havde status af at være en slags mikrokosmos eller et erindringsteater, altså en form for afspejling af verden. Denne næsten museale udstilling af diverse materialer minder i øvrigt om de billedæsker, den amerikanske surrealist Joseph Cornell fremstillede af alverdens indsamlede elementer. Eller et barns hemmelige skattekiste, fyldt til randen med muslingeskaller, strandglas, idolbilleder og smykkesten;. ting, man umiddelbart kan se, men ikke fuldt ud forstå, enten fordi deres betydning endnu er ukendt, eller fordi det er blevet frarevet sin kontekst. På samme måde benytter Jacco Gardner sig af forskellige effekter og efterladenskaber fra især 60ernes pophistorie til at skabe sit eget forunderlige rum.

Jacco Gardner bliver ofte sammenlignet med Syd Barrett. Selvom der ikke hersker tvivl om inspirationen fra denne, lyder Cabinet… ikke specielt meget som hverken det tidlige Pink Floyds Piper At The Gates Of Dawn eller Barretts soloværker. Der hvor stifteren af det band, som efter hans afgang udviklede sig til verdens mest prætentiøse bluesrockband, for alvor viser sin indflydelse, er i sangskrivningens uortodokse akkordsekvenser. Ligeledes er der også en genklang af Barretts velopdragne Cambridge-accent i Gardners forsigtige udtale. Den romantiske lyrik om fløjlsmorgener og gyldne solstrejf letter på hatten over for især Donovans farvestrålende og fabelagtige fortællinger.

Lydmæssigt trækkes der imidlertid snarere på andre outsidere fra sentresserne, f.eks. Billy Nicholls’ “Swinging London”-udgave af Pet Sounds, Curt Boettcher fra The Millenium og Sagitarious’ solstiksramte popsødme, Left Bankes barokke genistreger og The Zombies’ Beatles-aspirationer på Odessey and Oracle. I sit eget “Shadow Shoppe”-studie er det lykkedes Jacco Gardner at indfange den eventyrlige lyd af regnvåd britisk psykedelia. Nu og da spredes skyerne af strejf af solstrålende amerikansk popsike.

Sommetider er det næsten bogstaveligt talt for meget af det gode, og man kommer i tvivl om, om det er for perfekt og gennemført. Det er dog primært lytterens eget problem, ikke Jacco Gardners. Her er intet kalkuleret forsøg på at lægge sig i halen på nutidige strømninger.  Hvis ikke man betages af de første tre sekunder af albumåbneren ”Clear The Air”, kan man lige så godt opgive. Men for de, der har eventyrlysten i behold, er der rig mulighed for at gå på opdagelse. Man kan starte lige her.

Info: Cabinet of Curiousities er ude nu på Trouble In Mind og Excelsior Recordings. Se mere på jaccogardner.com