Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Abul Mogard – Skrøbelig monumentalitet

Blog Kritik August 27 2018, af Alexander Julin a2250256100_10

Abul Mogard “Above All Dreams” (Ecstatic Recordings, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Siden 2012 har Abul Mogard udgivet adskillige værker med voluminøs og stemningsmættet ambient. PR-fortællingen om Mogard går på, at han skulle være en pensioneret fabriksarbejder fra Serbien. En del af interessen for hans udgivelser har muligvis hængt sammen med netop spørgsmålet om, hvorvidt han vitterlig er en ny skikkelse inden for ambientgenren, eller om Beograd-historien er et dække for en anden musiker (Martin Jenkins og Norm Chambers, der i 2011 stod bag den ligeledes mystiske Jürgen Müller-plade “Science of the Sea”, har været bud). Men selv hvis man sætter mystik og spekulative markedsføringsstrategier til side, er Abul Mogard fortsat et projekt, hvis anerkendelse er dybt berettiget, uanset hvem der reelt set står bag.

“Above All Dreams” markerer ingen større skift i Mogards udtryk, men er fortsat en stilistisk magtdemonstration udi dronet ambient. Men det er ikke, fordi det er en vellykket stiløvelse, at “Above All Dreams” er værd at dedikere sin tid til. Det skyldes derimod det indtryk, som kompositionerne mærker én med, deres evne til at indhylle én i en bestemt stemning, uden at man nødvendigvis behøver at være særligt lydhør. Man kan ikke forblive upåvirket af “Above All Dreams”, lige meget hvor tomhjertet en omgang, man har med værket. Selv sagte i baggrunden, fra et andet rum, midt i hverdagens mest rutineprægede gøremål, gennemtrænger kompositionernes vemod, salighed eller tyngende melankoli sin lytter. Det er et værk, der kræver en respons, uafhængigt af hvor meget man giver igen af sig selv.

At “Above All Dreams” hverken bliver kedelig eller en for stor mundfuld i løbet af sine 66 minutter, skyldes primært, at Mogard ikke dvæler for længe ved den samme stemning over værkets respektive kompositioner. Samtlige numre formår at lyde enormt skrøbelige og samtidig monumentale. Men mens bl.a. “Quiet Dreams” er en klassisk dronet undergangshymne, er “Upon the Smallish Circulation” eksempelvis markant mere opløftet, nærmest sakral i sit udtryk. Og værkets sidste nummer og højdepunkt, “The Roof Falls”, lyder som et instrumentalt, trøstesløst sørgekor; varmt og ceremonielt, men også sønderknust og magtesløst.

“Above All Dreams” er et umådeligt dragende værk. Ikke udelukkende fordi pladen formår at skildre og fremmane følelser med stor patos, men især også da den netop berører så mange forskellige sindsstemninger frem for blot at fokusere på den samme.

Info: “Above All Dreams” udkom på Ecstatic Recordings i juni.