Passive/Aggressive

Ærkenbrand – Feberdrømmens utilregnelige slyngninger

Kritik February 2 2017, af nilsbloch

Ærkenbrand
Med base i Djurslands skove har Antonius Lovmand og Sebastian Mørch siden 2012 slået deres folder i Ærkenbrand. Deres seneste album, ”Earthen Head”, vækker associationer til både Swans, Düreforsög og sen Scott Walker.

Ærkenbrand ”Earthen Head” (Mastermind Records, 2016) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen

De seneste år har Ærkenbrand stået bag en række udgivelser, der ved første ørekast kan forekomme væsensforskellige. Alligevel synes de at oplyse projektet fra forskellige vinkler, og det er, som om pladernes forskelligartede udtryk alle sammen informerer og er at finde på ”Earthen Head”: Det kontante lydbillede fra ”Barabtalo’s Dream”, det sumpede mareridt fra ”Ualeria” og de flydende drømme fra ”Stimager”.

Selvom den er optaget i samme periode som de tre foregående plader, virker ”Earthen Head” dog mere kringlet og dissonant. Sangenes indre logik åbenbares aldrig og bliver ligesom ikke rigtigt til sange. Det er svært at afkode melodilinjerne, og før man har en chance for at gribe dem, ændrer de kurs. Aldrig skal vi forstå, hvor vi skal hen, aldrig får vi lov til at huske, hvor vi startede; og som lytter er man efterladt med en feberdrøms utilregnelige slyngninger.

Et af de mest slående træk ved ”Earthen Head” er den gennemgående dårlige lydkvalitet – men det skal ikke forstås som noget negativt, tværtimod! At det skulle være et lille nik til Varg Vikernes’ tidlige Burzum-plader, er nok ikke umuligt, men sikkert er det i hvert fald, at den forringede kvalitet har store musikalske konsekvenser for pladen. Mere end den kan siges at blive et ekstra musikalsk lag, fanger den musikken i en ramme, den ikke er helt komfortabel med.

Musikken fremstår derfor på en eller anden måde blottet. Den er fuldstændigt afklædt enhver virtuositet i både produktion og spil: Guitarerne stemmer ikke, trommerne lyder som papkasser, og vokalerne er begravet så dybt i mikset, at det er umuligt at høre teksterne. Dog er det netop det, der gør “Earthen Head” interessant: Midt i alt det dystre og til tider voldsomme står en fin nærmest glasagtig skrøbelighed. En skrøbelighed, der ikke skal findes i forgrunden af kompositionerne, men i deres syninger. I måden, man aldrig får et fast greb om sangenes uigennemskuelige strukturer – man rives fra det ene stykke eller tempo til det næste – og i et samspil, der lyder bevidst upræcist. Det giver det ellers både patosfyldte og voldsomme lydbillede karakter af indestængt frustration snarere end forløst aggression – som en konstruktion, der er ved at kollapse, før den overhovedet er blevet til.

Info: “Earthen Head” udkom den 23. september 2016 på Mastermind Records.