Afsky – En depressionens elegi
Afsky “Sorg” (Vendetta records, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Depression er en ensom tilstand. Der findes terapigrupper for sorgramte og deprimerede, men det er en sygdom, mange går alene med længe. Derfor virker det også naturligt, at man går solo, når man skal spille depressiv black metal.
Det gør Ole Luk fra Solbrud så på sit første fuldlængdealbum under navnet Afsky. Den depressive black metal er ellers mest blevet dyrket i Danmark af Make a Change … Kill Yourself – der dog ikke er et solo-projekt – som udgav deres fjerde album i januar i år.
Tematisk adskiller albummet sig ikke væsentligt fra Solbruds seneste, “Vemod”, som de udgav sidste år. Den plade drejede sig også om en personlig oplevelse af tab; tabet af menneskets respekt for naturen, tabet af hengangne tider og en søgen tilflugt ind i mørket. På “Sorg” sørger jeget over de døde, ofre for kristendommens hærgen, og det er også det, der bringer depressionen og trangen til selvmord.
På albummets første skæring bærer jeget ligene sammen, og i anden skæring, “Skær”, lægges ordene i munden på de kristne korsfarere med en parafrasering af trosbekendelsen og dermed grunden til ligene: “Kætter, var din mund / at din hale ej bliver svien / fri os fra det vi ej forstår / led os ej i fristelse / men ødelæg det onde”. Sorgen bearbejdes ved først at drages mod druknedøden (“Sorte vand”). Siden lokker vættekongen, jeget ind i skoven – en vætte er et overnaturligt væsen der har beskyttet en egn, enten som menneskets ven eller fjende – men selv vættekongen dør (“Vættekongen”). Og her efterlades jeget alene med sin fortvivlelse og knap et strejf fra månen (“Oh, måneløse nat”).
Solbruds postmetalliske tendenser er væk i Afsky. Tilbage står kun den stemningsfulde black metal med en vekslen mellem de melankolske, afdæmpede sekvenser og det brutale, altomsluttende mørke, der kommer buldrende som sidst på eftermiddagen på en vinterdag i januar. Nogle gange bliver formlen med en vekslen mellem den diskante guitarflos tynget af tunge rytmer og de vilde ridt ind i frustrede skrig og blastbeats lidt for triviel, men Ole Luk formår halvvejs i pladen alligevel at lave nogle variationer med folkemusikalske for- og mellemspil, der sætter depressionen i scene.
Afslutningen “Oh måneløse nat” er næsten symfonisk i sin utilgivende voldsomhed, og sender det søgende, sårbare jeg mod en svævende kvindevokal: “Oh, måneløse nat / befri mig for min sorg / giv mig et tegn / et månestrejf / uden er jeg så ene,” lyder de sidste vers.
Dette spændingsfelt mellem musikkens ubændige energi og det sårbare, poetiske jeg, er Afskys store styrke. Depressionens elegi.
Info: “Sorg” udkom på det tyske Vendetta Records i marts.
