Passive/Aggressive

Anden Enhed – Improvisationer og systematisk synthesizermusik

Blog December 7 2015, af passive/aggressive 11357187_10152860026646510_19554340602583370_o

Af Simon Christensen – foto: Kristoffer Juel Poulsen

Den første udgivelse med den cirka et år gamle konstellation Anden Enhed (Michael Mørkholt & Andreas Pallisgaard) lyder slet ikke som noget nyt – til gengæld føles kompositionerne og deres spil friskt, idet albummet består af en slags improvisationer fra de første tre møder i denne duoopsætning. I baggrunden spøger inspirationskilder som blandt andre Terry Riley og Kraftwerk, særligt i kraft af deres rolle som pionerer på samme instrument og det minimalistiske udtryk.

Det bemærkelsesværdige ved Anden Enheds “Første Halvår” er, hvor alsidigt et album det faktisk er blevet til, selvom det metodiske udgangspunkt er et stramt setup med analoge synthesizere og to step-sequencere. Musikken er næsten konstant programmeret i ‘time’ og forholder sig til lydarsenalet hos forbillederne i den kosmische musik. De kompositoriske højdepunkter kommer bl.a. i “Andet Afsæt”, der har et symfonisk afsæt a la Rumrejsen 2001, og åbningsnummeret “Fortegn” med en bølgende arpeggio, der symptomatisk for dette album bevæger sig i flere lag i hvert sit tempo (dog altid i sync).

Andreas Pallisgaard forklarer: “Vi mødtes egentlig med en eksperimentel interesse i at udforske de her maskiner sammen og endte så med at få optaget det her første møde. Før det havde vi ikke spillet sammen. Derfor har pladen også en særlig betydning for os, og den udtrykker i samme ombæring en lidt primitiv og umiddelbar energi, som jeg er meget glad for. Pladen er indspillet live i studie over tre aftener, hvorefter vi har mixet og lavet mastering selv. Alt sammen forholdsvist hurtigt og dokumentarisk og med ganske få overdubs. Som man måske kan høre på musikken, har vi ikke haft et stramt ideal for øje, hvilket mange typisk forbinder sequenceren med. Vi har arbejdet med asynkrone metriske forhold, forskudte perioder og filtre, der åbner og lukker i forskellige tempi. På den måde har det været sjovt at fremelske en klumpet og rodet rytmik, udført meget præcist af de her maskiner.

Ud fra sequencerens immanente tallogik er der automatisk blevet affødt et fokus på omvendinger, spejlinger, halveringer og fordoblinger. Set i lyset af bl.a. dét er titlen, albummets struktur (tre numre pr. side) og spilletiden (33,3 min) opstået. Det matematiske islæt efterlader en mosaisk struktur, som jeg synes er stimulerende. Numrene på pladen kan anses for en slags tilstandsplateauer, som langt hen ad vejen kan siges, ja, at være cykliske i deres form. Så den egentlige narrative formgivning foregår i virkeligheden mere på et andet plan. Numrene er også navngivet til sidst – som en indikator for albummets konstruktion/forløb. Vi har begge alle mulige tilbøjeligheder til og interesser i det cykliske og i den musikalske repetition. Men der har ikke været en konceptualisering på spil. Langt hen ad vejen har vi ladet os guide af intuition.”

I modsætning til Michael Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Hans udgivelser har ofte en metodisk dimension, og det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner.

Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. Og derfor er det nærmest naturligt, at Pallisgaard og Mørkholt i Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele improvisatorer og lydproducere i en mindre maskinpark. En udgivelse, der arbejder sig væk fra det verdslige og kigger ud i universet.

Info: Anden Enhed “Første Halvår” udkommer 19. december på Pallisgaard og Mørkholts egne labels, Oede Oe og Lille Kommune. Release samme eftermiddag i Koncertkirken (RSVP).