Anders Lauge Meldgaard – legesyg og vital myreturemusik
Anders Lauge Meldgaard, “The Art of Playing the Fantasia” (Sun Ark Records, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard, foto af Alva Le Febvre
Allerede i de første sekunder af Anders Lauge Meldgaards seneste udgivelse, ”The Art of Playing the Fantasia”, snyder den danske komponist og multiinstrumentalist mig. De indledende øjeblikke støjer nemlig eksplosivt, kaotisk, digitalt snerrende – og det var ikke det, jeg havde regnet med, da jeg trykkede afspil. Titlen og det behageligt blå cover med et billede af Meldgaard med to små, søde børn i favnen, ledte mig til at gøre andre forventninger. Men larmen fortager sig hurtigt igen, og musikken begynder at lyde nærmere mit oprindelige estimat – en særegen, åbenlyst imiteret symfonisk suite.
Som det forklares i udgivelsens pressemateriale, så er det, det elektroniske blæseinstrument EWI’en – altså et ”Electronic Wind Instrument” opfundet af den amerikanske trompetist og opfinder Nyle Steiner i 1970’erne – der er concertoens hovedattraktion. På dette ikke just traditionelle instrument har Meldgaard indspillet en række improvisationer, omkring hvilke han derefter har opbygget mere fuldendte kompositioner ved at tilføje en række andre MIDI-baserede instrumentlyde.
Det er en musik, der er begejstret for at være til, og begejstringen smitter af på lytteren.
EWI’en har en særegen og yderst kunstig lyd, som nogle lyttere uden tvivl vil rynke på næsen ad. Instrumentet har dog også sine fans, og jeg tæller mig selv iblandt dem. Denne plastiske blæsers bramfrit artificielle klang og de ubesværet glidende moduleringer er, i de rette hænder, ikke til at stå for. Og Meldgaard har sådanne hænder. I sin helhed har albummet en glad, legesyg lyd. Selv når det lejlighedsvist larmer, støjer og klirrer, så sker det på en farverig, livlig måde. Det er en musik, der er begejstret for at være til, og begejstringen smitter af på lytteren. Det er let at lade alle de hyggelige, sjove lyde skylle over sig, men lytter man nærmere efter, så åbner kompositionerne sig virkelig.
Som en musikalsk myretue, så er ”The Art of Playing the Fantasia” et virvar af bevægelse
Tag f.eks. udgivelsens længste nummer, det ti minutter lange ”Have EWI, Will Travel, by Bike”. Den improviserende EWI udgør den røde tråd, mens alskens blip-blop samt genkendelige og uigenkendelige instrumenter tilsammen skaber en polyfonisk miskmask af progressive electronic, glitch, jazz og kompositionsmusik. Der er så mange simultane indtryk, at min hjerne ærligt talt ofte har svært ved at registrere helheden. Men måske netop derfor er det så fornøjeligt at lytte til. Hver gang opdager jeg noget nyt, en lille detalje, man ikke havde lagt mærke til før. Klaverer, orgler, pauker, klokker og meget mere. Som en musikalsk myretue, så er ”The Art of Playing the Fantasia” et virvar af bevægelse, der ved første ørekast kan virke uoverskueligt, men senere hen, når man lærer at fokusere på én lydmyre ad gangen, afslører hvor forbundet det hele i virkeligheden er. Pludselig er der orden i kaoset.
Anderledes sparsom er albummets sidste nummer, ”Den richtigen Stein finden, Spannung lösen”, et soloklaverstykke, der, i kraft af sit fokus på et enkelt instrument i løbet af hele spilletiden, føles behageligt forløsende. Selv myrer får brug for et hvil en gang imellem. Også mine ører har på dette tidspunkt fået brug for et lille hvil, men det er kun fordi, de gennem hele værkets spilletid har været spidset til det yderste. ”The Art of Playing the Fantasia” er et album, der på sin helt egen måde griber lytterens opmærksomhed, udfordrer ens ører og hjerne og begejstrer med en overbevisende vitalitet.
Info: The Art of Playing the Fantasia udkom d.23. juni via Sun Ark Records.
