Året der gik – Tanker om aktivisme, lytning og hukommelsessvigt i lyset af 2017
“For et år siden var den engelske kulturteoretiker og musikkritiker Mark Fishers nye bog “The Weird and the Eerie” netop udkommet. Den så jeg frem til at læse, men inden 2017 for alvor var kommet i gang, tog Fisher sig af dage, og det rystede mig så meget, at jeg endnu ikke har fået anskaffet mig bogen. I det hele taget har indeværende år været rundt på gulvet, og symptomatisk nok har det sejlet fuldstændigt for mig, hvad angår at få hørt tilstrækkeligt med nye plader. På Passive/Aggressive har vi heller ikke nået alt, hvad vi gerne ville. Jeg kan ikke påstå at have et samlet overblik over vores undladelsessynder og forglemmelser, men her er i hvert fald en god håndfuld store og små 2017-udgivelser, jeg holder af, og som vi ikke nåede omkring:
Russiske Atariames (formentlig) hjemmeoptagede “Fear Is the World”, der med ulden lyd og lag på lag af udflydende vokaler klinger af vintermørke og lægger sig et sted mellem bedroom pop, ambient og shoegaze. Walisiske Kelly Lee Owens’ debutalbum, hvor den tidligere indierock-bassist væver drømmeriske popelementer sammen med ambient techno og meget passende hylder Arthur Russell. Amerikanske Kaitlyn Aurelia Smith, der på “The Kid” lader sine analoge synth-fraktaler slynge sig endnu vildere rundt end på sidste års (allerede ret transcendente) “Ears”. Italienske Caterina Barbieri, hvis udgangspunkt også er analoge synths, som hun imidlertid på albummet “Patterns of Consciousness” bruger til at skabe langstrakte og tålmodigt udfoldede kompositioner, der er mere minimalistiske og mindre viltre end Smiths. Svenske Ellen Arkbros “For Organ and Brass”, der skaber stor skønhed ud af langstrakt stilstand. Izabela Dłużyks “Soundscapes of Spring”, hvis feltoptagelser fra skove, søer og marsklandskaber i det østlige Polen har en imponerende detaljegrad og er en virkelig behagelig lytteoplevelse.”
– Mikkel Arre
“I løbet af de sidste par år er den politiske kunst endnu engang blevet mainstream. Enhver R&B-sangerinde med respekt for sig selv er feminist, enhver avantgardist er aktivist. At musikken i så vidt et omfang har påtaget sig opgaven med at spejle og underbygge den politiske udvikling, er i min optik et klart bevis på dens styrke, og jeg synes, 2017 har opridset lektien, at musik kan være mere end ophøjede forbrugsobjekter eller farverig eskapisme. Når verden kører af sporet, når polerne smelter, og når sexforbrydere sidder i ovale rum, vender vi os mod kunsten, mod tonerne, poesien og billederne. For dér kan vi gå hen, når intet længere er sort og hvidt. Dér kan vi gå hen, når vi har brug for nuancer; dér kan vi reflektere.
Alt dette er for det gode, men lad min lille tekst rumme en forsigtig advarsel: Vi må altid være på vagt, når fænomener populariseres. Når den politiske indignation bliver fashionabel, opstår også faren for medløberi og for, at den hvide middelklasse på et senere tidspunkt efterlader sine feticherede subjekter i kulturens rendesten. Derfor må vi være kritiske og ikke blot lade den politiske kunst være en trend! Ikke acceptere hule udsagn fra kunstnere! Være kritiske, så kunsten ikke ender med at blive politisk blot for at indynde sig på netop det marked, den påstår at modarbejde! Vi må være på vagt over for kommodificeringen af feminismen, eksotiseringen af ghettoen og kvartalsaktivismen.”
– Nils Bloch
“På trods af den politiske shitstorm med egoisme i højsædet og mangel på empati, som dominerede 2017, startede året med en kollaborativ udgivelse fra det tyske label Noise Manifesto med bidrag af danske SØS Gunver Ryberg sammen med Paula Temple, Rrose og Aisha Devi. Manifestet bag dette label er solidarisk og sympatisk – et initiativ, som jeg har stor respekt for og dybtfølt anerkendelse. Jeg har også med stor fornøjelse lyttet til Ectotherms månedlige mix på NTS Radio og med beundring fulgt Courtesy, Mama Snake, Smokey, Emma Blake og Anastasia Kristensen smide med plader, fylde klubber og headline i selskab med de tunge spillere, imens Birch, Yuri og Astrid Sonne kabler hardwaren op og rumsterer i undergrunden.
Med den længe ventede efterfølger på Jlins “Dark Energy” fra 2015 markerede Jlin sig som en grænsesøgende udforsker af rytme, og “Black Origami” tog hende længere væk fra Chicagos footwork og nærmere ind i den afrikanske jungle. Klein vakte internettets nysgerrighed med sine “anarkistiske collage-cut-ups”, som Julin beskrev dem. Jana Rush, Pan Daijing, Ellen Arkbro, Moor Mother, Kaitlyn Aurelia Smith, Lauren Halo, Carla Dal Forno og Kara-Lis Coverdale er andre eksempler på artister, som har fornyet den mere eksperimenterende og elektroniske side af musikken, og alle har de udgivet musik, som har været på hård rotation og har mine varmeste anbefalinger.
2017 var året, hvor Kelli Hand aka K-hand fik sin officielle anerkendelse fra byrådet i Detroit for sin rolle som techno-pioner i byen. Midori Takada blev genopdaget og genudgivet. Det samme gjorde Mary Jane Leach, Pauline Anna Strom. Else Marie Pades egne tekster blev samlet. Alice Coltrane blev genfortolket og hendes episke væsen mindet.
Nina Kraviz kåres som årets dj, og simultant overtager Discwoman verdensherredømmet. Fuck Trump. Vi ses foran højtalerne i 2018.“
– Sandra S. Borch
“Mayhem giver nøglerne videre, Jazzhouse bliver til ALICE, nogle af de bærende kræfter bag et par af de vigtige specialiserede festivaler stopper, flere nøglepersoner fra åbningen af TAPE er også rykket videre. Med andre ord: Den livescene, der har betydet mest for mit forhold til musik i de seneste år, er i en brydningstid, ikke at den eller menneskerne bag forsvinder, men det bliver til noget andet, og det er der ingen grund til at begræde. Moor Mother har været i landet (med Black Quantum Futurism), bidraget til vores kommende ZINE om aktivisme og udgivet en forrygende plade med bandet Irreversible Entanglements, som jeg håber at høre live i 2018. Det var Goodiepal, der oprindeligt introducerede BQF herhjemme, og som nu med GP&PLS har etableret sig som landets eneste eksplicit politiske orkester. Jeg vil også benytte lejligheden til at sende noget opmærksomhed til det geniale Lyt Dybt, der er ét blandt få originale musikprogrammer på tværs af radiofladen, og når det er vigtigt, så er det desværre fordi, at musikformidlingen kunne være bedre og mere innovativ hos specielt de store institutioner. Dét mediebillede står i et direkte modsætningsforhold til den spredning og mangfoldighed hos de gode nye arrangører og lokale pladeselskaber, der er for mange gode af til at nævne i fuld længde. Jeg glæder mig til, vi ses på Passive/Aggressive i 2018.”
– Simon Christensen
“Jeg har nu boet væk fra København – som har betydet en del for mig – i et år.
Nye mennesker og ny musik er kommet til.
At have en vis afstand har dets fordele og ulemper. Det sker jo stadig masser af gode ting, og det er dejligt, at der skyder mange nye labels (og andet) op, som synes at bruge vidt forskellige mekanismer og strategier omkring flow, identitet og tilstedeværelse (og meget andet).
Der er igen vulkansk aktivitet i den danske udvidede Black Metal-scene, hvoraf der også kommer til at ske gode ting i løbet af 2018.
FB og YT synes stadig at være hovedkilder, i det mindste for mig, hvad angår udforskning og orientering – det håber jeg kommer til at kunne ændres en smule i det nye år
Altså: at finde andre/nye skatte på andre/nye måder.”
– Claus Haxholm
“Engang var det i min personlige optik (og hvis man skulle vurdere det ud fra den internationale anerkendelse, hvilket jeg selvfølgelig på ingen måde vil opfordre til), labels som Escho, Posh Isolation og El Paraiso, der udgav nogle af de mest veludførte udgivelser i mere ‘skæv’ dansk musik i bred forstand – vel at mærke inden for hvert sit musikalske område. I år har både budt på en virkelig solid og i dansk regi original rock-udgivelse i kraft af Løds “Folder” (Part Time, Tough Love), og et boom i kvalitetsniveauet hos mange forskelligartede (læs: fashionable) elektroniske artister. Anyines, Twin Cities, År & Dag og Euromantic, der alle har debuteret i år, har bidraget med virkelig solid musik, og det samme gælder fortsat Janushoved, Infinite Waves, Ectotherm, Petrola 80 og Regelbau-gutterne (og hvis man foruden Regelbau/No Hands/Help/etc. skal pege på andre aarhusianske aktører, så har Partners og Resonans også udgivet nogle af deres bedste udgivelser indtil videre i 2017). Flere har ligeledes også opnået en positiv reception udenfor danmarks grænser, og selvom det ikke nødvendigvis siger en skid om kvalitetsniveauet, synes jeg, at det har været fuldt berettiget.
Obs: Det er ikke et udførligt forsøg på et samlet billede, der illustrerer den danske musiks diversitet og kvalitet anno 2018. Vil også gerne give et shoutout til Visage og Eget Værelse, om ikke andet så for henholdsvis First Flush- og Sonja Labianca-pladen. Også shoutout til alle, der er glemt.”
– Alexander Julin
“Så meget musikalsk talent er sjældent kommet ud af Danmark. International anerkendelse, smukke plader og store koncertoplevelser. Men det skal bevares, og det skal dyrkes. Afstanden fra dem, der dyrker og udforsker musikken, til dem, der passivt lytter med på diverse musikformidlinger af diskutabel kvalitet, bliver større og større. I den ene ende handler top charts om pattesuttere og YouTube-stjerner, mens man i den anden ende udforsker nye sider af musik, udvikler nye konstellationer og hele tiden skubber til grænserne for originalitet og kvalitet, hvad enten det drejer sig om udgivelser, formidlingen eller på live-scenen.
Musik skal ikke gro med penge til big bands og finkultur eller fra konceptudviklede pengemaskiner, men fra den buldrende undergrund og kæmpe talentmasse, der findes. Der er et utal af lokale kunstnere, pladeselskaber og arrangører, der gør tingene på nye og innovative måder eller bare holder kvaliteten og det interessante ved lige, i en verden af mere og mere homogenitet. Jeg glæder mig helt vildt til 2018.”
– Morten Løwenstein
“2017 har for mit eget vedkommende været et uaktuelt år. Jeg har lyttet mig årtier tilbage og har som sædvanligt kun lige fået rettet mit blik fremad igen, før et nyt år begynder. Der er ellers al mulig grund til at værdsætte 2017 for udgivelserne, koncerterne og festerne. Interessen og ikke mindst talentet inden for Danmarks elektroniske scene er enormt højt igen i år. Det kommer selvfølgelig ikke af sig selv, og det er nok mest af alt en slags kulmination på de seneste års lige så store engagement. Så fordi alt åbenbart kan fejres i opremsninger, er her en vilkårligt udvalgt mængde 2017-links: det her track, og det her. Og også det her vanvittigt gode stykke, fra en mindst lige så god plade. Industrial pop + venner, noget vaportechno og den her absolutte banger. Der bliver lavet så meget godt, at hvis den danske (og skandinaviske) scene fortsætter som nu, tør jeg godt kalde det for en guldalder.”
– Emil Néné Rasmussen
“Et klart musikalsk højdepunkt for mig her i 2017 har været de to The Caretaker-albums “Stage 2” og “Stage 3”, anden og tredje den i Leyland James Kirbys albumcyklus “Everywhere at the End of Time”, en musikalsk skildring af de forskellige stadier af demens.
På “Stage 2” bliver lyden langt mere sørgmodigt og eftertænksom end på “Stage 1” fra 2016, hvor man bliver præsenteret for en række muntre og næsten joviale temaer fra gamle shellakplader.
Jeg havde derfor forventet at denne sørgmodige lyd fra “Stage 2” ville fortsætte på “Stage 3”, men i stedet fik jeg et album, hvor de velkendte melodier fra de to andre udgivelser bliver forvrænget til ukendelighed (hvilket også fik mig til at tjekke min pladespiller op til flere gange under første gennemlytning for at være helt sikker på, at hverken pladen eller pladespilleren var gået i stykker). Lyden af desperation og afmagt har taget over, og dette radikale skift har vendt op og ned på alle mine forventninger til resten af serien, hvilket kun har gjort mig mere nysgerrig og forventningsfuld.
Alt i alt er jeg meget begejstret indtil videre, og selvom jeg ser frem til mange musikalske oplevelser i 2018, bliver det nok udgivelsen af “Stage 4“ i marts og “Stage 5” i september, som jeg ser mest frem til (“Stage 6”, sidste del af serien, udkommer først i 2019).”
– Morten Østergaard Rasmussen
Foreningen Passive/Aggressive er nonprofit, og teksterne på disse sider er 100 % udtryk for skribenternes egne holdninger. (Illustration øverst fra forsiden af bogen Mark Fisher The Weird and The Eerie)
