Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Barbro og Mija Milovic – om at skrive musik sammen, protestsange og at værne om at være okay (interview)

April 5 2024, af alexanderjulin

Interview af Sofie Westh, foto af Cecilie Klausen

Den nye konstellation Mija Milovic (hun/hende) og Barbro (de/dem) er som et kærkomment pust af frisk luft midt i forårets melankoli. I fællesskab nytænker duoen den moderne sangskrivning med gensidig respekt for hinanden og den musik, de hver især har skrevet, komponeret og produceret i årenes løb. Mija, der er kendt fra trioen SLIM0 og oplevede stor anerkendelse med hendes ambitiøse, nyskabende soloudgivelse Still Life (Escho, 2023), og Barbro, der har modtaget flere priser for sine smukke og engagerende sange, senest på albummet Bad Choice. Og det er netop fællesskabet og sammenholdet, som de to kunstnere i fællesskab formår at manifestere i en lyd, der går på tværs af art-folk og rock-traditioner.

I dag fredag den 5. april udkommer deres anden sang ‘Forgetful’, en sang om blandt andet at stå sammen og finde et fælles fodfæste. ‘Forgetful’ virker derfor som en oplagt opfølger til duoens første single, ‘Wall of Mine’, hvis tekstunivers kredser om at demonstrere imod folkemordet i Gaza. 

Denne samtale er et indblik i mødet mellem Mija og Barbro, samt hvilke processer og drivkræfter der ligger bag tilblivelsen af duoens nye håndfuld af sange. Om hvorfor det er vigtigt at stå sammen, passe på hinanden og sige fra.

P/A: En sjov anekdote, jeg netop kom i tanke om: Første gang jeg mødte jer hver især var på Børneteatret på Christiania: Det var ikke samme aften, men jeg mindes, at det var i nogenlunde samme periode. Mija, du spillede med Viktors Garage og Barbro, du spillede med i et band, der hed Hong Kong. Det føles som længe siden nu. Hvordan mødte I selv hinanden? 

Mija: “Vi mødte hinanden på Huset i Magstræde for måske 8 år siden, nok omkring samme periode du beskriver Sofie, hehe. Jeg skulle spille med Millowitsch, en duo med min søster Lena som senere blev til SLIM0. Barbro skulle spille med et Kolding-band, og de kom lidt for tidligt. Jeg husker, at de tog en bog frem og satte sig i et hjørne og læste i den under vores lydprøve, og jeg fik det meget sådan, “who is this person”, hehe – men vi snakkede vist ikke sammen den dag.”

Barbro: “Jeg tror også det må være samme periode, Mija og jeg mødte hinanden første gang! Jeg husker også Mija og Lenas lydprøve, og at Mija spillede på en octatrack. Tror også jeg på et tidspunkt har samlet mig mod til at gå op og sparke lidt dæk. Kan dog også være, at jeg husker det forkert, siden Mija ikke husker, at vi snakkede sammen, haha. 

Siden har jeg stødt på Mija og hendes musik i forskellige konstellationer, blandt andet til en koncert hun spillede i Sydhavn. Kort efter blev vi enige om, at vi skulle prøve at synge sammen. Jeg husker egentlig ikke, hvem der lagde op til det, tror det havde ligget i vores begges bevidsthed længe inden.”


P/A:
Sangen ‘Forgetful’ fra jeres kommende ep handler netop om det at imødekomme hinanden, at stille sig side om side, at stå sammen, men også om at dette møde har været en tid undervejs. I mine ører er det ikke et fuldstændig ubesværet møde. I synger: “I was down when you caught my eye in the corner of the room, tongue sleeping. It was all about it was all in the cloud in the air as you came strong walking by’’. Vil I uddybe lidt mere om processen bag sangen?

Mija: “Vi skrev musikken til den her på vores første session en sen aften efter at have lyttet til en masse musik og lært hinanden lidt at kende igennem, hvad vi lyttede til. Derefter spillede Barbro det her riff, som er grundfundamentet til sangen, og jeg spillede en melodilinje ovenpå. Jeg husker aftenen som meget åben og anerkendende.”

Barbro: “Det har været vildt sjovt at skrive musik med Mija. Som hun siger, så skrev vi denne her sang, første gang vi mødtes. Og lige netop den linje, du fremhæver, er en af mine yndlings øjeblikke i sangen. Det er den, fordi den for mig beskriver både den følelse, vi har haft omkring at arbejde med hinanden; At få øje på hinanden igennem musikken, se op til hinanden, og samtidigt er netop den linje også et eksempel på, hvordan vi har tilgået samarbejdet. 

Melodien opstod som Mijas ide til et vers fra den første gang vi mødtes og optog nogle memoer. Da vi mødtes igen, kunne Mija bedst lide mit vers’ melodi (som høres i første vers), mens jeg bedst kunne lide hendes. Derfor har vi også besluttet os for at beholde begge i sangen for at understøtte hinanden. Teksten skrev jeg ved at prøve at gætte/opfinde, hvad jeg tænkte, Mija sang i de første spæde memoer, selvom jeg godt vidste, at der ikke rigtig var nogen tekst til endnu. Så den linje er for mig en indkapsling af, hvordan det har været at arbejde sammen.”

“Som kunstner har du en stemme, og jeg tror, at for både Barbro og jeg er det vigtigt – og et grundlag for os – at skrive om det, som er fucked up i verden og skrive om det, som rører os.”

Mija Milovic

P/A: Den første sang I udgav sammen ‘Wall of Mine’, ræsonnerede dybt i mig fra første gang, jeg hørte den fremført til Another Life Festival i Pumpehuset i november ’23. Udover den flotte komposition og jeres smukt harmoniske stemmer, har jeg sidenhen tænkt meget over, hvorfor en sang som denne netop hænger fast i mig. Måske har det noget at gøre med, at hos mig bliver modstandskraft ofte omdannet til en form for drivkraft. I dette tilfælde en nødvendig drivkraft til at råbe op omkring folkemordet i Gaza. Kan I udfolde teksten og symbolikken, eksempelvis med linjer som “You’ve changed the green, broken frame new scene”?

Mija: “Harmonikken og den melodiske skitse var færdig, da besættelsesmagten Israel påbegyndte folkemordet i Gaza. Situationen i Palæstina fyldte og fylder stadig enormt meget hos os begge to. Inden vi mødtes en dag til en session, havde jeg skrevet et par linjer til omkvædet, “wall of mine be aware of your time we will lean our backs against your coldhearted flags” derefter skrev den nærmest sig selv.

Som kunstner har du en stemme, og jeg tror, at for både Barbro og jeg er det vigtigt – og et grundlag for os – at skrive om det, som er fucked up i verden og skrive om det, som rører os. Som Isam B siger i et interview lavet af Nynne Roberta Pedersen Pedersen i det aktivistiske magasin Sorg og Samfund: “Sange skal dokumentere… mange gange er det kunstnerens rolle at sige der er noget galt her!”

Barbro: “Som Mija beskriver, så havde selve instrumentalen og arrangementet været færdigt længe, men det var som om, at den først begyndte at give mening for os en dag i studiet, hvor vi begge havde brug for at stoppe op, og tale om hvordan vi egentlig havde det. Vi så begge en enorm styrke i vores community, hvor folk gik på gaden hver dag og råbte op om retfærdighed, samtidigt med at vi også så en voksende håbløshed og afkræftelse blandt mange af vores tætte. Vi følte os styrket og motiveret af alle demonstrationerne, samtidigt med at vi også bekymrede os for verdens tilstand, samt vores venners og eget mentale velvære i det. Mija kan noget meget unikt med ord, og hendes tekst blev et holdepunkt i vores samtale, samtidigt med at den organisk voksede sig ind i musikken.

Med teksten opstod symbolikken om alle de mennesker, der gik i et kollektivt beat og råbte op til regeringen. Vi synger om at prøve at kigge ind og forsøge at forstå, hvad fanden der sker i deres system, og gang på gang blive mødt med kølige og fabrikerede argumenter, der underkender folket, og hvordan det påvirker the green: håbet, landet og den grønne farve i det palæstinensiske flag.”

“Med sangen ’Wall of Mine’ har vi forsøgt at få folk til at lytte til den via mere socialt bæredygtige streaming-platforme som Bandcamp.”

Barbro Kuypers

P/A: ‘Wall of Mine’ giver mig også en association til den nu afdøde sanger Sinéad O’Connor (Shuhada’ Sadaqat), der gennem sin karriere benyttede sin platform til bl.a. at protestere over den katolske kirkes seksuelle overgreb, musikbranchens racistiske manglende anerkendelse af rapmusik, samt dens udelukkelse af kvindelige artister i forbindelse med moderskab. ‘Wall of Mine’ skriver sig ind i en række af protestsange, der gør op med den eksisterende politiske accept af uretfærdighed, krig og ødelæggelser. Hvordan har I det med at blande musik og politik?

Mija: “Jeg synes dette spørgsmål er svært at svare på – for jeg tror ikke, man kan adskille musik og politik. Det politiske er ikke et ekstra meningslag man kan tilføje, men et grundvilkår; der er så forskel på, hvordan det bliver gjort fra artist til artist, hvor direkte og hvor indirekte, gennem hvilke platforme der bliver brugt, hvem man arbejder sammen med osv.“

Barbro: “Lige så længe jeg har lavet musik, har jeg været politisk og omvendt. De to er for mig at se uadskillelige. Dog har jeg i mange år kæmpet med, hvordan min politiske væren kan eksistere i min musikalske praksis, uden samtidigt at understøtte eller spille med på nogle af de musikindustrielle spilleregler, som jeg forsøger at gøre op med. Særligt protestsange er et eksempel herpå. Jeg har egentlig altid haft det ambivalent med konceptet, fordi at de budskaber, jeg gerne vil have igennem, hurtigt kan klinge lidt hult, når de platforme og metoder man bruger til at promovere sangen oftest ikke understøtter budskabet (læs: Spotify). Dét, at facilitere et politisk budskab i sin kunst, afhænger derfor af hvordan musikken bliver lavet. Hvem man arbejder med, hvilke tilgange man har til produktskabelse, og hvordan værket kan gøre en forskel efter at blive udgivet.

Med sangen ’Wall of Mine’ har vi forsøgt at få folk til at lytte til den via mere socialt bæredygtige streaming-platforme som Bandcamp. Derudover går de penge, der indtjenes på sangen, til en organisation, som vi mener gør en forskel, og som i høj grad har været en del af vores inspiration til sangen. Organisationen er ‘stop annekteringen’ og organiserer pro-Palæstinensiske demonstrationer i Danmark.” 

Jeg prøver at huske mig selv på, at vi arbejder i og lever af en industri, der trives på mistrivsel. Hvor en kunstners følelse af utilstrækkelighed er en turbo-knap for produktiviteten.”

Barbro Kuypers

P/A: Den danske musikbranche er bygget på et fundament af dårlige lønvilkår, netværk og nepotisme, forskelsbehandling og andre undertrykkende strukturer, der i særligt høj grad ikke tilgodeser kvinder og minoriserede artister*. Men under dette fundament hviler også et jordlag, som består af et behov for kreativ udfoldelse og ikke mindst et ønske om mere social bæredygtighed. I har begge været en del af møllen i en række år; har I fundet en måde at passe på jer selv som artister? 

Barbro: “Det er et konstant tilbagevendende spørgsmål for mig. Nærmest hver dag kan jeg blive ramt af tanken om, hvorvidt det giver mening at blive ved med at være en del af en industri, hvor jeg føler, at man skal kæmpe for overhovedet at få plads til at være der.

Når jeg finder mig selv i denne her altopslugende spiral af tanker, er den eneste måde, jeg kan hive mig selv op fra gulvet igen, at fortælle mig selv at musik er vigtigt. Først og fremmest for mig og mit mentale helbred. Selvom det kan lyde lidt oplagt, så er det virkelig meget en ting. Jeg har længe været bange for at mit liv tilfældigvis krydsede veje med musikken, og at jeg nu har fulgtes med den så længe, at jeg ikke kan finde ud af andet, men kan gennem de seneste mange år mærke at musikken er en nødvendighed for mig. Og når jeg så har fået gentaget det nogle gange, mens jeg ligger der på gulvet, så begynder jeg også at kunne se, at musik også er vigtig for verden, og at dét at jeg laver musik, gør en forskel. 

Jeg prøver at huske mig selv på, at vi arbejder i og lever af en industri, der trives på mistrivsel. Hvor en kunstners følelse af utilstrækkelighed er en turbo-knap for produktiviteten. En selvforstærkende karrusel, hvor vi er blevet opdraget til at tro, at det er vores produkter, der skal gøre os glade.  

Den største fuckfinger man kan give musikindustrien er at prøve at have det godt. For når man er det, kan man begynde at sørge for, at de mennesker man har omkring sig også har det godt. Der er musik et ret fantastisk værktøj at bruge.”

Mija: “At arbejde sammen med mennesker, der giver mig energi, mennesker jeg godt kan lide, mennesker som vil være med til at skabe bedre vilkår, er en måde at passe på mig selv som kunstner. Og jeg forsøger selv at blive bedre til at sige fra og være okay, som Barbro siger.”


P/A: Til sidst: Hvad er det bedste ved at lave musik med hinanden? 

Barbro: “Det er virkelig fedt at være flere om tingene. Jeg kan være ret enspænder-agtig omkring min musik, og jeg kan også være rigtig hård ved mig selv omkring den. At have en at gøre det sammen med gør det faktisk bare sjovere, fordi man ikke selv behøver at second guess’e alt. Og second guessing er for mig ofte der, hvor man tager de dårligste beslutninger.

Samtidigt kan det være ret grænseoverskridende at lave musik sammen, og jeg tror vi begge var lidt nervøse omkring det. Første gang vi skulle mødes, aflyste Mija kort inden, fordi hendes datter var blevet syg. Det var jeg selvfølgelig helt cool med, og måske endda også lidt lettet, men så ringede Mija igen efter 20 minutter og sagde, “Hey, sorry. Min datter er ikke syg, jeg kunne bare ikke overskue det. Kommer nu”, haha. Det var for mig starten på et helt perfekt samarbejde.”

Mija: “Jeg er blevet ret vild med at synge i fuldregister, det har Barbro unlocked. Jeg elsker vores sangskrivningstempo – vi er ret hurtige til at skrive sammen, og jeg er vild med, at vi stoler på hinandens beslutninger og egen intuition. Som Barbro beskriver, kan det være grænseoverskridende at lukke andre ind i en sangskrivningsproces. Jeg kan også have det meget alene-i-studiet-agtigt, selvom jeg arbejder sammen med mange mennesker og elsker det. Den musik, jeg kan lave med f.eks. Barbro, ville jeg aldrig kunne nå frem til selv, og det er jo noget helt særligt.”

Alt overskud fra duoens Bandcamp går direkte til den pro-palæstinensiske organisation Stop Annekteringen.

*Man kan læse mere om vilkårene for kvinder og minoriserede personer i musikbranchen her: Kvinder i musikken (DR og Bandakademiet), Repræsentation og diskrimination i den danske musikbranche 2022 (Another Life)

Redaktørens note: Sofie Westh er medstifter af foreningen Another Life og medansvarlig for deres festival og rapport, som der refereres til i interviewet.