Beatriz Ferreyra – Båndmediets realistiske impuls
Beatriz Ferreyra – “Echos+” (Room40, 2020) – Anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen
Den argentinske elektroniske komponist Beatriz Ferreyra (f. 1937) har været aktiv på den musikalske scene gennem det meste af sit liv. Efter at have studeret klaver i Buenos Aires, rejste hun til Europa for at studere under forskellige store komponister, heriblandt franske Nadia Boulanger i Paris og ungarske György Ligeti i Tyskland. Derudover har hun siden 1963 haft et tæt samarbejde med Groupe de Recherches Musicales (GRM) ledet af Pierre Schaeffer samtidig med, at hun gav forelæsninger på Conservatoire National Supérieur de Musique de Paris. På trods af et aktivt liv i Europas musikalske epicentre var det dog først i 2015, med udgivelsen af den nu meget efterspurgte compilation “GRM Works” på Editions Megos sublabel Recollection GRM, at hendes værker for alvor blev introduceret for et samtidigt publikum.
På den nye compilation “Echos +”, udgivet på Lawrence English’ pladeselskab Room40, gøres der et nyt forsøg på at hive nogle af Ferreyras stykker frem i lyset. Den nyudgivne compilation dækker en periode på knap 30 år og består af tre båndværker: “Echos” (1978), “L’autre… Ou Le Chant Des Marécages” (Det andet… eller sumpenes sang) og “L’autre Rive” (Den anden bred). De tre værker har det tilfælles, at de udforsker båndmediets mulighed for at kombinere lydklip på nye måder, der får de originale optagelser til at løsrive sig fuldstændig fra deres oprindelige kontekst. Det betyder dog ikke, at værkerne minder om hinanden. Snarere tværtimod.
“Echos” er en ni minutter lang komposition, som udelukkende består af snippets fra en optagelse af Ferreyras niece, Mercedes Cornu, som synger fire forskellige latinamerikanske folkesange. Det er dog ikke folkesangene, der er i centrum, men selve fremførslen af dem. I stedet for at lade melodierne folde sig ud som de er, har Ferreyra valgt at klippe sin nieces stemme i utallige stykker, der vikler sig ind og ud af hinanden, mens den løbende forøges, reduceres, fordobles og retoucheres. “Echos” er ikke en sang, men lyden af en kvinde, der synger. Ved at splitte de fire sange til atomer bliver stykket gjort til en eksplicit skildring af niecens fysiske artikulation. Man kan høre, at der bliver talt et sprog, men hvilket er ikke til at sige, for andet end enkelte stavelser bliver det aldrig til. De enkelte toner klinger enten for sig selv eller i en overdrevet stor og fjern mangedobling, som et messende kor i stil med læremesteren Ligetis hyperkomplekse korværk “Lux Aeterna”. Forskellen er bare den, at hvor Ligeti sætter et helt kor på overarbejde, så har Ferreyra udforsket de uendeligt mange muligheder i én enkelt stemme.
Tonerne afbrydes løbende af host og latterudbrud, hvilket ikke fjerner fokus fra dem, men i stedet skaber et meget mere realistisk billede af niecens stemme end hvis det blot var sangene, man som lytter præsenteredes for. At anskue “Echos” som et dybt personligt værk ville her ikke være en misforståelse, for ud over udelukkende at bestå af niecens stemme, er kompositionen også dedikeret til hende, da hun omkom i et trafikuheld forud for færdiggørelsen af værket. Kompositionen kan derfor ses som en fremmanelse af minder om niecens personlighed igennem fremhævelsen og forstærkningen af alle de særpræg, man kunne finde i hendes stemme. Resultatet er en elegisk mosaik, som Ferreyra lader niecen synge over sig selv.
Udforskningen af stemmer fortsætter på “L’autre… Ou Le Chant Des Marécages”, men her drejer det sig ikke kun om en enkelt stemme, men mange. Stykket starter ud med gregoriansk klingende mandestemmer, der suppleres af fjern skønsang, men gradvist udvikler denne duet sig til en kakofoni af voldsomme, excentrisk udbrud, stemmer, der er pitchet op og ned, og noget, der lyder som skræppende måger, men sagtens kunne være menneskestemmer manipuleret til det uigenkendelige. Undervejs inkorporeres der også optagelser af små dialoger, mens skønsangen vender tilbage i det fjerne og genkalder den æteriske stil fra “Echos”. Således er “L’autre… Ou Le Chant Des Marécages” et godt supplement til “Echos”, fordi nummeret fjerner noget af alvoren fra albummet og dermed tager brodden af den sorg, som Ferreyra får kommunikeret ud gennem det første af de to værker.
På albummets sidste og længste værk, “L’autre Rive” vender Ferreyra sig væk fra menneskestemmen og hen imod diverse perkussionsinstrumenter. Strukturen har hun dog bibeholdt: Små lydklip hvirvles ind og ud ad hinanden, så lydene fuldstændig transcenderer instrumenterne. Som lytter kan man kun gisne om hvilket instrumenter, man bliver præsenteret for, for man får kun hurtige glimt af en vibrerende lilletromme, knirkende bækkener, gonger og diverse store trommer.
Værket er gennem sin umenneskelighed langt mere fremmedgørende end de to forrige kompositioner, og har meget større lighed med den omfangsrige tradition af elektroakustisk musik fra 60’erne og 70’erne end den elektroniske scene, som værket ellers bidrog til i 2007. At “L’autre Rive” er placeret på albummets B-side, mens “Echos” og “L’autre… Ou Le Chant Des Marécages” deler A-siden er meget passende, fordi det trækker et skel mellem den menneskelige og umenneskelige side af Ferreyras musik. Selvom de tre værker deler samme udgangspunkt, sammensætningen af helt små lydklip frataget en større sammenhæng, så afviger “L’autre Rive” alligevel markant med sin mørke stil, hvor samtlige lyde manipuleres til et stort mulm.
“Echos +” er et godt eksempel på, hvorfor det er værd at give Beatriz Ferreyras værker langt mere opmærksomhed end de har fået tidligere. Gennem den nyudgivne compilations tre kompositioner formår Ferreyra at få helt nye sider af både menneskestemmen og diverse perkussionsinstrumenter manet frem. Man kan sige, at hun gennem båndmediet skaber en ny form for realisme, der, paradoksalt nok ved at fjerne lydene fra deres oprindelige kontekst, fremstiller dem som de er i og for sig selv. Man skal ikke lytte efter stemmens sang eller de rytmiske mønstre, men den puslen, der finder sted imens. Gennem den intense båndmanipulation, som man finder på “Echos +”, formår Ferreyra at fremkalde en verden, der eksisterer bag sangene og rytmerne, en verden, der er både hjemsøgende og tankevækkende.
“Echos +” udkom d. 20. marts 2020 på Room40.
