Passive/Aggressive

Bill Kouligas, PAN – Ny kultur og en udforskning af radikalitet i internetalderen (interview)

Feature January 3 2015 bill kouligas

Af Andreas Syr

I det netop forgangne år havde mange af de mest markante udgivelser inden for ny, elektronisk musik tre bogstaver til fælles: PAN.

Bass Clef, Helm, Afrikan Sciences, Lee Gamble og Objekt er blot et udpluk af de toneangivende kunstnere, som Berlin-baserede Bill Kouligas i løbet af året har udgivet på selskabet, som han stiftede i 2008. PAN har en overrumplende bred profil, der blander avantgardestrategier med en hypermoderne sensibilitet og inddrager alt fra industrial og modernistisk assemblage til digital kultur og kluborienteret techno.

Selv om det umiddelbart kan være svært at se, er der en rød tråd mellem de forskellige udgivelser, forklarer Kouligas: ”Fællesnævneren er, at de fleste kunstnere på PAN deltager aktivt i at opbygge ny kultur – de arbejder på mange områder og bevæger sig uden for en enkelt stil eller medie. Attituden hos PANs kunstnere er konsistent. Intet er tilfældigt – det opfattes kun fejlagtigt sådan af folk, der vælger at betragte selskaber som kedelige genreøvelser. Hvis du vil udgive på PAN, skal du bare være aktiv og producere fantastisk materiale, og så vil vi snart have hørt om dig.”

Vejen frem er imidlertid ikke at sende demoer, der er inspireret af ældre PAN-plader.
”I mange tilfælde er vores udgivelser skabt op til et år før folk kommer til at høre dem. Dermed er de folk, der emulerer os, faktisk to år efter den samtale og udvikling, der foregår på scenen. Det bedste, man kan gøre, er at få sine egne idéer og sin egen stil. Ellers halser man altid efter andre.”

Klassisk avantgarde i internetalderen
Bill Kouligas beskriver PAN som en katalysator, et samlingspunkt for et globalt fællesskab af ligesindede med interesse for mange former for kultur. Selskabets udgivelser omtales ofte som musik, der udvisker skellet mellem kluborienteret musik og hvad man kunne kalde kunstmusik. Men for Kouligas er den slags genreovervejelser ikke synderlig centrale.

”Mange af os, mig selv inklusive, var meget involverede i noise-miljøet og har på en organisk måde udvidet vores interesser til også at omfatte mere puls-baseret musik. Folk, der tilfældigvis er interesserede i både noise og techno, behøver dog ikke blive reduceret til en kunstig subgenre. Jeg forstår udmærket, hvorfor betegnelsen ”noise techno” eksisterer, men mange kunstnere, der har fået den betegnelse, har et meget bredere kunstnerisk virke, og jeg opfatter ikke disse aspekter som det definerende træk ved dem.”

PAN-kunstnernes fællesskab og muligheden for at gøre eksperimenterende musik mere tilgængelig eksisterer i høj grad på grund af internettet. Det er derfor ikke overraskende, at nettet og digital kultur også er i et vigtigt emne for mange af selskabets kunstnere:
”Heatsick og mange andre af de kunstnere, vi arbejder med for tiden, er naturligvis optagede af den nuværende tilstand, og internettet er en uomgængelig komponent i denne udforskning. Det har altid været vigtigt – nettet hjalp mig med at få kontakt til musikere og skabe opmærksomhed om kulturen, mange år før jeg startede PAN, og det er umuligt at lade, som om det ikke spillede den rolle, og ignorere det, når man skaber nyt materiale. Heatsick og kunstnere som M.E.S.H, James Hoff og Mat Dryhurst har været meget involverede i internetbaseret kunst, og det er selvfølgelig vigtigt at være en del af denne udveksling.”

Mange af selskabets kunstnere anvender strategier og teknikker, der er hentet fra den klassiske avantgarde og dens forsøg på at reflektere en ny, fysisk-mekanisk modernitet. Disse tilgange – såsom collage, cut-up og konkret-kompositioner – virker dog samtidig enormt brugbare til at beskrive måden, hvorpå nye medier og information som sådan opfører sig.
”Hvis man skulle finde en fælles ånd på mange af PANs udgivelser, så ville det være en værdsættelse af den slags avantgarde-teknikker og etableringen af nye kontekster, som de resulterer i. Internettet opfordrer os til opsøge de ting, der interesserer os, uden for afgrænsede og definerede sammenhænge, hvilket er en ånd, der eksisterende i radikale kredse, selv inden vi fik computere – og jeg føler, at alle PAN-udgivelser afspejler denne ånd.”

Der mangler politik i kunsten
Det er dog ikke kun højmodernistisk tankegods, der præger PANs kunstere. Inden for industrial-genren blev de selv samme strategier, blandet med sampling og generel grænseoverskridende adfærd, brugt politisk som redskaber til at undergrave magtrelationer og udstille undertrykkende mekanismer. At agere politisk som kunstner er også noget, der ligger Kouligas meget på sinde:

”Jeg er af den holdning, at det er vigtigere nu end nogensinde. Jeg mener, at mange PAN-kunstnere er politisk betydningsfulde ift. deres livsstil og kompromisløse attitude, og det er på tide at overføre noget af denne ånd til kontemporær politik. Jar Moffs seneste plade, “Financial Glam”, blev lavet i Athen under den økonomiske nedsmeltning. Den er et vigtigt stykke kunst, som afspejler nogle af spændingerne i den nuværende problematiske situation, og jeg ville ønske, at flere af de kunstnere og skribenter, der er involverede i musik, ville undersøge disse ting. Det er meget populært at være en ”freak” for tiden. Alle har mulighed for at købe underlige lyde og gå i mærkværdigt tøj – det er socialt acceptabelt – og vi bakker i høj grad op om folk, der er parat til at risikere og eksperimentere mere. Det er meget upopulært at snakke om politik og penge i kunst og mode, hvilket betyder, at det netop er det rette tidspunkt for kunstnere at tale om det og blive en del af den diskussion igen.”

Ifølge Bill Kouligas har radikal musik og kunst altså stadig potentialet til at transmittere radikalt indhold. Men det er ikke en selvfølge.
”Mange tror fejlagtigt, at genbrug af fortidens radikale musiks æstetik stadig er radikal. Selvfølgelig er det ikke det. At være radikal i dag betyder, at man prøver at forstå nye forhold, og de nuværende forhold er på en eller anden måde meget positivt indstillet over for langt-ude kunstnere, som trygt kan tilføje noget filter-støj til deres dansegulvsorienterede numre og så videre. Selvfølgelig er det stadig muligt at være grænseoverskridende – men det bliver sværere, når den æstetik, der engang var lig med radikalisme, nu er blevet approprieret og accepteret. Nye radikale laver altid noget andet og finder på nye måder at stille svære spørgsmål på.”

Sidste år udgav PAN japanske Marginal Consorts tre timer lange improvisation “INSTAL. Glasgow 2008″. Den er et eksempel på, at den radikalitet, som Bill Kouligas efterstræber, ikke kun findes hos unge kunstnere:
”Selvom Marginal Consort har været aktive i årtier, er deres musik stadig enormt svær for folk at forstå og få hold på. Det er en meget betydningsfuld kunstnergruppe, og det er vigtigt for os at dokumentere deres fulde proces, som var og stadig den dag i dag er radikal. De tog konstant chancer i det konservative Japan, som folk selv i dag ikke ville overveje. De legede med forventninger, længde og form på måder, som selv nu er svære at assimilere ind i den accepterede musikkultur. Vi har kæmpe respekt for kunstnere i denne form for fællesskaber, og det er en stor ære at samarbejde med dem.”

Samarbejde som ideologi
Kouligas’ rolle som kurator og indehaver betyder ikke, at han har en klar idé om, hvad han gerne vil have de kunstnere, han udgiver, til at lave. Snarere reflekterer processen den ideologi om et kunstnerisk fællesskab, der præger alt, hvad PAN gør:
”Nogle gange hjælper vi med at indsnævre en større mængde materiale til pladeformat, idet det for mange PAN-kunstneres vedkommende ikke altid er det mest naturlige format. Mange af dem er ekstremt produktive, så vi kan give noget assistance, men det er altid et samarbejde.”

PANs 2014-udgivelser demonstrerer i nogen grad selskabets bredde, men viser især, at selskabet har været usædvanligt konsekvent i sit fokus på eksperimenterende afarter af techno og basmusik. Pladerne har fået næsten universel ros, men PAN er et selskab, der stadig er i rivende udvikling og ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene:
”Vi har masser af nyt på vej, alle mulige formater og oplevelser, og det er stadig lige spændende. Vores fællesskab er stærkere end nogensinde, og vi håber på at udvide det, udvikle os som institution og forhåbentlig introducere flere mennesker til den type kunst, vi selv værdsætter.”

Artiklen blev oprindeligt publiceret i ZINE #5.