Passive/Aggressive

Eartheater – Live in Copenhagen

English May 20 2019

Live report by Cameron Pagett

Most of the crowd have finished their food in the lounge outside of Alice CPH on a mild and breezy spring afternoon. I nibble at a half-eaten chocolate chip cookie just after introductions to Alexandra Drewchin (Eartheater) and her harp expert travel mate, Marilu. It’s been only a couple minutes and we are already discussing the possibility of having my assistant, who also happens to be an opera singer, join her randomly for soundcheck to see if his skills would fit into their performance that evening.

Both fans, we are simultaneously excited and a bit awestruck that this is actually on the table. It’s only the beginning of the interview, and one of us is doing his best sales pitch and the other might end up on stage with a hero before the end of the night!

Læs resten

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte danske LP’er fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

CTM “Red Dragon” (Posh Isolation)
Cæcilie Triers ”Red Dragon” er i høj grad sin egen, og det er umiddelbart svært at pege på noget lignende. Skulle man pege, kunne man pege på Frank Oceans ”Blonde” (2016), der på samme måde kredser om Oceans vokal og også byder på et splintret sangkompleks, hvor det afrundede og færdige kun dukker op i små, søde bidder og viger pladsen for et andet mere rummeligt og broget udtryk. Med markante gæstebidrag fra Coco O., Frederikke Hoffmeier og Soho Rezanejad udspiller ”Red Dragon” sig på et stort anlagt spektrum mellem det enkle og det komplekse – det koncentrerede og det spredte. Det er smukt, imponerende, forvirrende og lidt uhyggeligt. (Morten Hviid Melsen)

Xenia Xamanek “Envase” (Anyines)
Man kunne skrive meget om Xenia Xamaneks konstante udforskning af kunstneriske praksisser og udtryk (Equis, Astrid Sonne Ephemeral, Boujeloud, C.Cell, Af Med Hovedet, Union for Open Vocalism), men hvis man begrænser sig til i år, udgav hun to glimrende soloalbums. På trods af at “Envase” er udgivet som en souvenir-samling på Anyines, så er den i min bog årets mest visionære værk på dansk jord alene for sit musikalske ‘indhold’. Xenia dyrker som komponist og producer både vokalmanipulationer, synthesizere og maskinel techno, som hun blander med tre-fire optagelser af sin afdøde morfars a capella-sang i et smukt postmoderne minde. (Simon Christensen)

Puce Mary “The Drought” (PAN)
Med sin første udgivelse på det anerkendte Berlin-label PAN har Frederikke Hoffmeier opnået at vise, i højere grad end nogen af de tidligere udgivelser, hvor stort et potentiale Puce Mary-projektet har. Med udgangspunkt i noise og power electronics formår “The Drought” alligevel at vise emotionel tyngde samt kompositorisk og udtryksmæssigt stor diversitet inden for en stadig minimal og stringent palette, som viser, hvor langt Hoffmeier har udviklet projektet igennem årene. (Mikkel Rørbo)

Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records)
På “Embody” er den 21-årige nordjyde Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange. Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. (Lasse Skjold Bertelsen)

Rasmus Juncker “Ophold” (Kingdoms)
Rasmus Junckers album, “Ophold”, er én af årets helt store debutant-overraskelser. Foruden den unge elektroniske producer og multiinstrumentalist selv er albummet indspillet af et ensemble, der bl.a. omfatter strygekvartetten Halvcirkel. Med et udgangspunkt i bl.a. den klassiske minimalisme, Gilles Deleuzes læsninger af Immanuel Kant og lyddøde rum, eksperimenterede Juncker med muligheden for at oversætte en fravristelse af sanserne til sin musikalske proces. Dette mundede paradoksalt nok ud i et dragende og sanseligt pirrende debut-udspil, der både fremstår veludført og personlig i sit udtryk. (Alexander Julin Mortensen)

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation)
Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, “Manos”, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på Posh Isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. (Nils Bloch)

Spost “Monkey Face” (selvudgivet)
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog i fremtrædende roller. Det afgørende nye er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen, hvis mere maskinelle temperament giver nye udslag. (Morten Hviid Melsen)

Astrid Sonne “Human Lines” (Escho)
Den klassisk uddannede bratschist Astrid Sonne har med effektpedaler og elektroniske kompositioner placeret sig på tærsklen til et internationalt gennembrud. Med alsidige og livlige kompositioner har Astrid Sonne på sit debutalbum, “Human Lines”, skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed. (Alexander Julin Mortensen)

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest)
“Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl. (Kim Elgaard Andersen)

Boli Group “N.P.D.S” (Posh Isolation)
Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som ud over primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er, hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab. (Emil Grarup)

Læs resten

PAN – Electronic music’s adventurous rebellion turns 10

English November 12 2018

PAN

PAN 10 Years feat. Bill Kouligas, Puce Mary, Tzusing, Eartheater, Amnesia Scanner, Objekt and M.E.S.H., Berghain, October 2018 – live report by Sandra S. Borch

Since its launch 10 years ago, the Berlin-based label has touched noise, drone, improv, techno, dub, ambient, and several other genres, stretching and redefining electronic elegance. PAN is as messy as it is elegant. PAN is complicated. PAN is hard to categorize neatly in specific words because we do not have such nuanced language for talking about music yet. Sandra S. Borch reports from PAN’s 10 year-celebration at Berghain, where PAN is still in the forefront of a scene that is far more complex than the common refrain of “adventurous electronic music” would suggest.

Læs resten

Kareem Lotfy – En tingenes og omgivelsernes musik

Kritik August 23 2018

88712d3d-1b73-4239-af91-7ae66054b384_1522108800

Kareem Lotfy “QTT10” (Quiet Time Tapes, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup

Den første gang, jeg hørte om den egyptiske musiker og billedkunstner Kareem Lotfy, var i forbindelse med det toneangivende tyske pladeselskab PANs ambient-compilation “Mono No Aware” fra 2017, hvor han bidrog med nummeret “Fr3sh”. Senere har dette nummer fået en pæn portion opmærksomhed, fordi Kanye West angiveligt skulle have brugt et sample fra det på “I Thought About Killing You”, åbningsnummeret fra hans seneste album, “Ye”, uden at kreditere Lotfy.

“Fr3sh” er en af mine klare favoritter på “Mono No Aware” (som i det hele taget var en af de bedste udgivelser fra 2017), så jeg blev begejstret, da newyorker-selskabet Quiet Time Tapes i slutningen af juni udgav en håndfuld bånd, hvor Kareem Lotfy var manden bag ét af dem, “QTT10”. Læs resten

Året der gik – De mest værdsatte internationale udgivelser i 2017

Feature December 31 2017

0010224411_10

Årets 10 bedste udenlandske LP’er i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Chino Amobi: “PARADISO” (NON)

At lytte Chino Amobis seneste opus “PARADISO” igennem kan vække mindelser om den scene i filmen “A Clockwork Orange”, hvor hovedpersonen Alex DeLarges fikseres og tvinges til at se en række voldelige billeder. Hos Amobi er det bare vores støjende og voldelige virkeligheds lyde og forbrugsmønstre, vi tvinges til at lytte til. Rytmiske strukturer står i stampe, eksisterer blot for at opsluges. Mainstream-rappere efterlades uden nogen musikalsk struktur. Genrer stilles ved siden af hinanden som forbrugsobjekter. Intet når at blive sammenhængende udsagn, alle lyde opsluges af dystopiens kakafoni – overvældende som den verden, vi lever i med dens myriader af forskellig information og stimuli – pladens eneste tyngdekraft værende digital forvrængning og fragmenteringens logik. Titlen runger derfor bittert ironisk: virkeligheden som paradis for de få og uundslippeligt helvede for de fleste. (Nils Bloch)

EX EYE: “EX EYE” (Relapse Records)

Ex Eye er en slags eksperimentalmusikkens supergruppe bestående af Colin Stetson, Shahzad Ismaily (bl.a. Secret Chiefs 3), Greg Fox (bl.a. Liturgy og Guardian Alien) og, den dog lidt ukendte, Toby Summerfield. Både Stetson og Fox har begge udgivet glimrende solo-albums i år, men det er dette bæst, der for alvor viser tænder. En forbløffende legering af noise, free jazz, minimalisme, black metal og postrock, hvis nærmeste frænder måske er Flying Luttenbachers i Ken Vandermark-årene, italienske Zu eller norske Shining. Det er til tider hektisk og overvældende, en frenetisk minimalisme, der bliver psykedelisk og svimlende, men det meste af pladen er kæmpe tågebanker, hvor skamskudte dyr går og klager i det fjerne. Flere medlemmer af redaktionen mener i øvrigt, at Colin Stetsons eget album, “All This I Do For Glory”, også fortjener en plads blandt årets bedste internationale udgivelser. (Kim Elgaard Andersen)

Jlin: “Black Origami” (Planet Mu)

Tidligere i år slagtede Russell Haswell i en Fact-video et Jlin-nummer og gav hende rådet “stick to one drum sound”. Ergo må han hade “Black Origami” brændende, for der er næppe kommet andre plader i år med så mange slags slagtøj presset ind på 45 minutter. Der er piskende marching band-trommer, tablas, congas, raslende percussion, djembe, klokker, gonger og alt muligt andet, og på papiret lyder dét jo som Safri Duo. Men de 12 numre kommer væltende ind over lytteren med så voldsom intensitet, at de mest af alt virker som resultatet af et kolossalt kreativt overtryk i en hjerne – eller nok snarere: en krop – med en vildtvoksende polyrytmisk opfindsomhed uden lige på den elektroniske scene anno 2017. Da “Black Origami” udkom, forlød det, at pladeselskabet havde måttet bede mastering-teknikeren om at dæmpe albummet. Når man hører slutresultatet, er det svært at tro, at det kunne have været endnu mere intenst. (Mikkel Arre)

Mount Eerie: “A Crow Looked at Me” (P.W. Elverum & Sun)

“A Crow Looked at Me” er et hjerteskærende album om at miste sin elskede og i samme ombæring også at måtte give afkald på sit vante sprog: “Conceptual emptiness was cool to talk about / Back before I knew my way around these hospitals,” synger Phil Elverum og lægger dermed afstand til mange af sine tidligere udgivelser. Ligesom instrumenteringen er så sparsom, at han selv kalder pladen “barely music”, skrællede hans kones sygdom og død noget nær alle abstraktioner og filosofiske lag væk og efterlod nøgterne tekster om, nøjagtigt hvor savnet var synligt (en skoletaske, en tandbørste, affald), og hvordan minderne gradvist forsvandt. Det gør dybt indtryk, at Elverum kan formidle fravær så nærværende, og “A Crow Looked at Me” giver et forbilledligt indblik i sorg, som den kommer til udtryk i hverdagen. Og om end processen fremstår ubarmhjertig, viser albummet også, at der måske er en vej ud af mørket. Det er stensikkert, at Phil Elverum ikke har haft et så opbyggeligt og didaktisk formål med at skrive sangene. Han kunne bare ikke andet. Alligevel bliver albummet – uden at ville det – en påmindelse om, at hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage. (Mikkel Arre)

Irreversible Entanglements: “Irreversible Entanglements” (International Anthem)

Indigneret politisk jazz med rødder lige dele i freejazzen i 60’erne og Gil Scott-Herons poetiske aftryk på politisk musik fra 70’erne og frem. Irreversible Entanglements blev startet i 2015 af Keir Neuringer, Camae Ayewa og Luke Stewart. De kalder sig et freejazz-kollektiv, og denne debutudgivelse er optaget som kvintet for to år siden, så derfor kan man selvfølgelig sige, at albummet allerede kalder på en opfølger. At vokalist og tekstforfatter Camae Ayewa i mellemtiden også er blevet en oprørsk stemme under navnet Moor Mother med aggressive rap-produktioner, bidrager kun til potentielle variationer i den her gruppe. Foruden sit stærkt improviserede udgangspunkt med masser af frirum mellem instrumenterne og overblæste saxofonstykker, bliver der også kogt godt igennem (på bl.a. “Fireworks”) med tromlende fremdrift, der både i lyrik og musik sender tankerne mod afroamerikansk jazz i borgerrettighedskampenes parallelgader. (Simon Christensen)

Lee Gamble: “Mnestic Pressure” (Hyperdub)

Lee Gamble er en artist, som oftest kategoriseres med mærkaten IDM. Hans udtryk og tilgang til musik er forbundet med præcision og en ekstrem nuanceret tekstur i sine produktioner. Lee Gambles seneste album afviger ikke. “Mnestic Pressure” bringer referencer fra ambient og techno i spil sammen med industrial, dubstep og endda hiphop. Gamble leger med så mange forskellige elementer fra hele genrespektret og konfronterer samtlige af UK’s elektroniske fragmenter fra både fortiden og fremtiden, og han gør det sammenhængende og helt stilrent. (Sandra S. Borch)

Jana Rush “Pariah” (Objects Limited)

Pariah er Jana Rush’ debutalbum, hvor hun fremstiller sin originale version af footwork. Rush bevæger sig tættere på akrobatiske rytmer, som de f.eks. høres hos Jlin, fremfor soul-fulde samples som hos Rashad (RIP), DJ Spinn og RP Boo. Nummeret “??? ??” er blandt de mere originale footwork-numre på albummet, og her kan det mærkes, hvilket fundament Jana Rush tager udgangspunkt i. Derfra er albummet fyldt med afstikkere fra Chicago-footwork. Numre som “Divine” og “CPU” er minimale forstået på den måde, at de udelukkende består af synth, vokalsamples og trommer. Med disse få elementer formår Jana Rush at eksperimentere med footwork-genren og får skabt mere rolige numre på albummet, der adskiller sig markant fra numrene “No Fuks Given” og “Frenetic Snare”, som er tilnærmelsesvis galoperende gabber-workouts. (Sandra S. Borch)

Yves Tumor “Experiencing the Deposit of Faith” (Selvudgivet/Soundcloud)

På sin første solo-udgivelse siden den mesterlige “Serpent Music” fra 2016, “Experiencing the Deposit of Faith”, fusionerer Yves Tumor psykedelisk r’n’b og storladen ambient med et skvæt af amerikansk minimalisme. Resultatet af dette er lige dele ren zen og sløv delirium og lyder som soundtracket til et møde mellem Alejandro Jodorowsky, David Lynch og Philippe Grandrieux. Med rimelig sikkerhed den bedste Soundcloud-udgivelse i 2017. (Emil Grarup)

Vince Staples “Big Fish Theory” (Def Jam Recordings)

Eftersom Vince Staples’ debut-LP “Summertime ’06” fra 2015 med sine gritty produktioner og et flow, der på én gang er megalomant og melankolsk, i min optik kandiderer til at være blandt de bedste hiphop-udgivelser siden årtusindskiftet, var forventningerne til hans nye album høje. Disse forventninger indfries i høj grad, men på en lidt utraditionel måde: På “Big Fish Theory” stilles Staples’ skarpe linjer, der både indeholder intelligent samfundskritik og gadenær braggadocio, over for tempofylde klubproduktioner. Denne fusion lyser allerklarest på “Crabs in a Bucket”, “Big Fish” og pladens bedste track, den paranoide soulbanger “Rain Come Down”, hvor Staples repper alt fra mordet på JFK til kunsteren Louise Bourgeois. (Emil Grarup)

V/A: “Mono No Aware (もののあわれ)” (PAN)

“Mono No Aware (もののあわれ)” er den første kompilation på PAN og præsenterer ny og hidtil uudgivet musik fra bl.a Pan Daijing, DJ HVAD, TCF, AYYA, Malibu, Yves Tumor, Helm, Sky H1, Bill Kouligas samt adskillige andre nye navne. Selvom flere af bidragyderne til udgivelsen primært har beskæftiget sig med andre elektroniske stilarter, er de i alt 16 artisters numre på “Mono No Aware (もののあわれ)” ambient. De 16 numre står ikke blot som hvert deres bud på artikulationer af en følsomhed for en flygtighedens skønhed, men taler også til hinanden. De taler til hinanden og peger med dette (ofte) ordløse sprog på tilværelsen som dét, der netop altid forsvinder, og derved også det, der konstant mister sit navn. Af den grund hverken kan eller skal det benævnes, men måske nærmere berøres – i en eller anden forstand – med musikken. (Alexander Julin)

Klein-Tommy

Årets bedste internationale ep’er / oddsize-udgivelser i 2017 ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Kara-Lis Coverdale: Grafts (Single-sided 12″, Boomkat Editions)

Den canadiske komponist og musiker Kara Lis Coverdales nye EP, “Grafts”, består af ét stykke i tre dele og er på overfladen en mere direkte og minimalistisk affære end hendes tidligere værker. Coverdale opgiver forgængernes fokus på progressioner og opnår dermed en stærkere intuitiv fornemmelse af lydlig lethed, som hvis lydbølgerne vitterligt var frosset fast og i stedet oscillerede uendeligt i et fikseret rum. Her er ingen angreb, overraskelser eller andre stærke drejninger af musikken. Til gengæld opstår der minimale variationer undervejs, der indføres så naturligt, at de let kan overhøres. (Emil Néné Rasmussen)

Klein “Tommy” (12″, Hyperdub)

Rent stilistisk lægger “Tommy” sig i forlængelse af Kleins to forrige udgivelser: Enkelte melodilinjer holdes i korte og begrænsede loops og akkompagneres af vokalsamples, der enten får lov at ligge i front som et mere dikterende element i musikken eller i baggrunden under de simplistiske klaver-samples. Udgivelsen fremstår mere koncentreret end forgængerne, fordi det virker, som om sangene er mere nøje udvalgt. Men grundessensen af Kleins musik er det fragmenterede udtryk af enormt minutiøse sample-strukturer, der enten får lov til at være konstante eller udvikle sig ganske begrænset i løbet af numrene. Ofte pitches de blot og forgår så siden hen. Det er også i den forstand, at Kleins musik kan forstås som et simpelt kaos. Selvom ikke alle elementer i Kleins musik er lige fragmenterede, så føles det i den umiddelbare lytning umuligt at orientere sig i, hvordan at hvert enkelt nummer ikke falder fra hinanden. Ligeledes kan man både spore genremæssige kendetræk fra hiphop, soul, gospel, r’n’b og jazz, men alt lyder mærkværdigt fremmed, når det indgår i Kleins anarkistiske collage-cut-ups. (Alexander Julin)

Hong Kong Express: “SQ777-2: Hell Aesthetic” (CS, HVRF Central Command)

Hardvapour er antitesen til 10’ernes utopiske vapourwavy muzak. Det er aggressivt, heavy og rytmisk, det vil sige alt, hvad vaporwave ikke er. Genrens enfant terrible, David Russo aka HKE aka Hong Kong Express, udgav i år mellem juli og oktober sin Sequence 777-serie, som i alt består af syv kassettebånd, med syv tracks udgivet på syv forskellige labels. Fælles karaktertræk er markante synthesizerlyde, programmerede trommer, hi-fi-lyde og relationer til acid house, big beat, broken beat, gabber, speedcore, noise, hard techno, industrial, hardstyle, grime, garage, drum’n’bass. Med andre ord alt med 130 BPM eller derover. “
Heel Aesthetic” er andet bånd i serien og starter ud med en solid omgang percussion på “Fuck Off If You Don’t Like It”, og derfra kører den derudaf. Det er ikke i så høj grad dommedagstechno som f.eks. hos I Hate Models og Phase Fatale, og rytmerne er ikke nær så fleksible som japanske Foodmans. Men et sted imellem, langt fra dansegulvet, befinder HKE sig med sine kreative og hektiske melodier. (Sandra S. Borch)

Richenel: “La Diferencia” (12″, Music From Memory)

Det er efterhånden blevet en tradition at finde udgivelser fra det hollandske label Music From Memory blandt diverse opsamlinger, og 2017 er ingen undtagelse. Årets første udgivelse på Music From Memory blev også den bedste. “La Diferencia” kom fra den hollandske Hubertus Richenel Baars og  indeholder to nye numre samt fire numre fra en tidligere båndudgivelse på båndlabelet Fetisj fra 1982. Udgivelsens største hit er “Autumn”, hvor Richenel synger om falmende kærlighed med en elegant og ikke mindst ekstravagant disco-buzz og med masser af lo-fi-gear. Alt i alt er albummet seks outsiderboogie-numre med trommemaskine, frisk bas og vokal-vibe, som for alvor satte sig på toppen af poppen i 2017. (Sandra S. Borch)

Tomaga “Greetings From the Bitter End” (12″, Self-released)

“Greetings from the Bitter End” består af fire numre, to originale kompositioner og to genfortolkninger af numre af Cavern of Anti-Matter og $hit & $hine. Det musikalske udtryk kan bedst opsummeres som en art mørk og ritualistisk psych/free-jazz/kraut, der synes at at eksistere et sted mellem Silver Apples, The Heliocentrics, Stereolab og noget så u-2017-agtigt som triphop. Valentina Magalettis nærmest industrial-groovy trommer med let raspende jazzkant arbejder sig ud og ind af Tom Relleens elektronisk slørede lydkollager, der sammenfletter kosmisk vraggods med underjordiske strømninger og mørke synthmønstre. Selvom der kan trækkes et væld af referencer, formår Tomaga at skabe et selvstændigt lydprodukt, der samler det hele på ny og lever i kraft af dets tidsudviskende signatur, de mørke ritualismer, de trance-agtige grooves og det industrielt kosmiske lydlandskab. (Mikkel A. Kongstad)