Brynje – Anakronistisk overflod fra det høje nord
Brødrene Asger og Holger Hartvig har på Brynjes nyeste udgivelse, ”Den Højes Tale”, tilsidesat de populærkulturelle referencer en smule til fordel for et mere rendyrket udtryk, der dog ikke lader blikket vige fra de strukturer, der regerer over musikforbruget anno 2016.
Brynje “Den Højes Tale” (Visage, 2016) – anmeldelse af Nils Bloch
Det foregående udspil fra Brynjes hånd, ”Til de der vil lave museum”, legede drilsk med brudstykker fra den kulturelle mainstream på en måde, der kunne tolkes som et forsøg på at fremskrive et nyt fragmenteret skønhedsbegreb til et overstimuleret informationssamfund. Denne underliggende ambition er stadig til stede på den nye Brynje-udgivelse, ”Den Højes Tale”, men er denne gang snarere skjult i kulissen frem for larmende at indtage scenen med elektroniske beats og autotune.
Vokalarbejdet er på ”Den Højes Tale” overladt til Asta Arskog og Cæcilie Trier, som på smukkeste vis løfter pladens spartanske fraser, der både lyrisk og melodisk er karakteriseret mere ved fravær end det modsatte.
Det er en forsigtig, nærmest prøvende atmosfære, der omslutter stemmerne – som når et kvindegrin kort titter frem i ”Hellig Tavshed”, blot for i næste øjeblik at forsvinde og igen overlade nummeret til orglernes nåde. Denne skrøbelighed favner også værkets instrumentalside, hvor elementerne væves ind og ud af hinanden, så de oftere overtager end samstemmer. Fraværet er i centrum, og stilheden bruges endog meget aktivt som en slags medspiller til de få fjerlette lag, eksempelvis på ”Høje Nord”, hvor trommeloopet får lov at dø hen, inden det begynder igen. Dermed får abstraktionen en forlomme i et værk, der åbenbarer sig mere i små glimt end som målrettede bevægelser.
”Den Højes Tale” er gennemsyret af en slags udefinerbar historicisme. Værket bæres ikke af konkrete historiske henvisninger, men snarere af en slags historisk atmosfære, der manifesterer sig i titler som ”Fane”, ”Pilgrim” og ”Dyden” og i en heftig brug af orgler (en sikker måde at fremkalde et kirkerum for lytterens trommehinder). Allerede første nummer, ”Håbet”, slår tonen an med harpe og et middelalderligt klingende melodiforløb, der lyder som en slags plastikparodi på fortidens hellige hymner.
Altså bevæger lytteren sig i en slags pseudoreligiøst landskab, hvor akavet bedagede ord og melodilinjer synes at modtage ny metaforisk potentialitet på sin plads i skæret fra Youtube.
Man kunne få den tanke, at ”Den Højes Tale” er lydsiden til en række uspecificerede rituelle handlinger. Men ritualer, vi som lyttere ikke bliver inviteret til at deltage i. For de fleste af numrene er korte – halvandet til to minutter – og er ofte klippet arbitrært og skødesløst (så meget, at jeg flere gange tænkte, at der var noget galt med min computer). Vi bliver således franarret trancen; vi når kun at kaste et hurtigt blik på handlingerne, når kun at høre små bidder af de drømmende vokaler, som kvinderne ubevidst fremfører fanget i trancen. Dermed fastholdes vi som lyttere i en voyeuristisk position, hvor alt, vi kan gribe, er en samling repetitive fragmenter af ritualer, vi aldrig kommer til at forstå.
Men denne brudte narrefisseæstetik kan også tolkes modsat. Jeg tror, vi kan forstå den abrupte måde, som eksempelvis ”Spekulation” stopper på, som et forsøg på at afspejle den måde, vi hører musik på i dag. At lytte til ”Den Højes Tale” fra ende til anden er som at stirre på en afbildning af den utålmodige måde, der sorteres i den digitale verdens overflod af indtryk. Klipningen får én til at lytte på en måde, der har mere til fælles med en hastig gennemgang af en ekstern harddisk, end den måde, man forventes at lytte til et helstøbt værk på. Dette understøttes af, at vokalerne aldrig får lov at rejse sig, aldrig får lov til at tage kontrol over musikken. Det er, som om magten er flyttet fra værket og over i hænderne på en fiktiv lytter, der står som repræsentant for internetgenerationens rastløse væsen.
Man kan sige, at ”Den Højes Tale” formmæssigt manifesterer en anden lyttemodus end den, vi traditionelt forbinder med at lytte til musik og i særdeleshed eksperimentel musik. Ikke desto mindre er det en lyttemodus, der har relevans for et nutidigt musikforbrug – og i sammenstillingen med det perverteret historicistiske formsprog har Brynje skabt et mærkværdigt bastardværk, der måske kan fortælle os noget om den måde, verden i dag kommer til os i al sin anakronistiske overflod.
Info: ”Den Højes Tale” udkom via Visage i slutningen af september og er mastereret af Peter Peter. Pladen er udgivet på Youtube og ligger til fri download på Visages hjemmeside.
