Calum Builder – Jazzede skyggespil
Calum Builder, “Murmuration” (Barefoot Records, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kendte til den australskfødte saxofonist og komponist Calum Builder før “Murmuration”. Det til trods for at hans foregående udgivelse “Messe (You are where you need to be)” fra 2021 havde høstet stor anerkendelse. Builder er bl.a. blevet rost for hans kombination af jazz og klassisk musik, og med den information i mente var mine forventninger sat højt til mit første lyt af “Murmuration”.
Mine høje forventninger blev hurtigt indfriet, da jeg første gang lagde øre til albummet – allerede fra første sekund blev jeg hensat til en anden verden. Strygere og dybe trommer skaber en foruroligende introduktion, mens blæsere træder ind og ud af det hørbare felt, ind og ud af skyggerne. Eller er det i virkeligheden lytteren, der bevæger sig rundt omkring i mørket? Det føles i hvert fald sådan. Først efter omkring seks minutter træder Builders altsaxofon frem som noget, der tilnærmelsesvist kunne kaldes et leadinstrument, men også det forsvinder efter en tid ud i tågerne.
Jeg har sjældent lyttet til et stykke musik, hvis stemning så præcist indfanges i dets titel – hhv. “Moving Shadows in the Dark” og ”Fading Shadows in the Dark” – som disse to numre, der tilsammen udgør første del af albummet. Musikerne leger i og med mørket, som i gamle sort-hvide film, hvor de farvemæssige begrænsninger nødvendiggjorde, at skygger ikke blot var skygger, og mørket kunne optræde i alskens former.Tolv minutter inde i nummeret indikerer Jan Kadereits perlende xylofonspil med en drastisk forandring i grundstemningen, at vi nu langt om længe har fundet det, vi ledte efter i dette dunkle landskab: Lysglimt i mørket. Et mystisk, ildevarslende, magisk fund.
Sådanne skovassociationer var øjensynligt ikke Builders udgangspunkt. Før jeg overhovedet havde lyttet til albummet, læste jeg i den medfølgende pressemeddelelse, at hans inspirationskilde derimod var drømmebilleder fra hans hjemland Australien. At musikken stadigvæk formåede at skabe så stærke, specifikke og markant anderledes scener for denne anmelders indre øje, er blot et vidnesbyrd om hvor effektiv en komposition, det er. En komposition, der er i stand til at fortælle ikke bare én, men flere forskellige historier.
Med som historiefortællere har Builder et væld af yngre musikere – hele ti af slagsen – der sammen med komponistens egen altsaxofon, tæller to trompeter, en tenorsaxofon, en tuba, en basklarinet, en fagot, en bratsch, en cello, en kontrabas og trommer/perkussion. Tilsammen formår de elleve musikere at skabe en tæt, fyldig lyd, der dog aldrig bliver klæg, men giver alle instrumenterne plads til at udfolde sig. Dette eksemplificeres på bedste vis i albummets anden del, ”Falling/Giving Into the Maelström”. En umiddelbart mere søgende, men også energisk komposition. Igen imponerer billedsproget – efter en indledende samtale mellem flere af blæserinstrumenterne, begynder musikken i tiltagende grad at få det til at lyde, som om at lytteren bliver trukket ind mod den kværnende midte. Der spilles op og ned ad skalaer og ind og ud mellem hinanden på så hektisk vis, at der skabes en slags cirkulær bølgeform, der med stigende intensitet spidser til, lige indtil den under to minutter lange anden del, hvor man må opgive kampen mod naturens overvældende kræfter, og lade sig suge ned.
Det er en spændende komposition, der dog ikke når helt samme højder, som den foregående, måske netop fordi handlingen virker mere åbenlys. Det samme kan siges om albummets tredje og sidste del; nummeret ”Headland”, der ligeledes begejstrer med dets nærmest landskabelige stil, samt den måde hvorpå den mesterligt balancerer på knivsæggen mellem uhyggelig kaos og pastoral fredfyldthed. Fælles for alle tre dele er, at man aldrig helt kan regne ud, hvilken retning musikken vil gå i, og at man som lytter derfor konstant holdes engageret og får pirret fantasien.
Med sin uovertrufne historiefortælling er det albummets første del, der fængede mig i den højeste grad. De to andre dele ligger dog på ingen måde på den lade side, og taget som helhed er ”Murmuration” et gennemgribende fantastisk og inspirerende møde med skarpe, fantasifulde kompositioner og et ensemble, der med sin unikke sammensætning, skaber en lyd, der føles både velkendt og ny. Et strålende eksempel på al den kreativitet, liv og nerve, der lige nu kan findes blandt de yngre generationer af jazz- og klassiske musikere.
Info: “Murmuration” udkom d.27. januar på Barefoot Records.
