Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Maria Dybbroe – Pladsen i åndedraget (interview)

Blog March 23 2023, af Claus Haxholm

Af Claus Haxholm, foto af Cisser Mæhl

Maria Dybbroe har base i Oslo efter en del år mellem Århus og København og er en unik stemme i dansk jazz og har en særlig lyrisk tone, der ligger og ulmer mellem det sårbare, undrende og sælsomme. Hun er en aktiv figur på den danske, såvel som norske jazzscene, både den mere frie del såvel som den komponerede,  med stor engagement i  koncert-arrangering som forkvinde for Sun Ship i Århus, kollektiver som Barefoot Records og The Community samt som komponist i en lang række bands. Af nylige udgivelser kan nævnes “Vands Transparens” med Sidechains, “Organism” med Copenhagen Clarinet Choir (som Carolyn Goodwin står for, men som Dybbroe er en del af) , MEUF Vol 1 (med fantastisk bidrag fra mange spændende kvindelige samarbejder), og til maj Caktus nye album “Flimrende”.  Vi har interviewet Dybbroe om bl.a. hendes syn på kunstneriske processer, tanker om sprog og titler samt hvad forskellen er på den norske og danske jazz scene.

P/A: Du flyttede sidste år til Norge, efter førhen at have haft base i Danmark. Hvordan er jazz-scenen i Norge både generelt, såvel som i forhold til Danmark?

Maria Dybbroe: “Den norske og danske jazzscene er efter min oplevelse meget forskellige, bl.a. pga. størrelsen. For selvom der kun er ca. 1 mio. flere indbyggere i Danmark, så er den norske scene meget mere opdelt, og man hører faktisk tydeligt, om du er musiker som kommer fra Trondheim, Stavanger, Bergen eller Oslo, der jo alle ligger lige så langt fra hinanden som Oslo gør fra København. I Trondheim er der f.eks. meget amerikansk 60’er inspireret freejazz, i Stavanger er der mere mainstream inspireret jazz, i Bergen er jazzscenen influeret af billedkunst og ny musik-scenen med festivaler som f.eks. Borealis, og i Oslo er der måske en lidt ukritisk blanding af det hele. Desuden kan man groft sagt sige at den protektionistiske kulturpolitik i Norge betyder, at selvom norske bands turnerer ude i verden, så kan det være svært for udenlandske bands at komme til at spille i Norge, pga. støtteordninger der favoriserer norske bands. Det betyder, at miljøet virker mere ensartet i mine øjne, ift. den danske jazzscene, som jeg oplever som ret mangfoldig og med et større udsyn til resten af verden, bl.a. fordi der er en stor udveksling af udenlandske musikere, som bor i Danmark i kortere og længere perioder. Perspektiver og præferencer bliver derfor til stadighed udfordret og tilføjet på den danske scene på en anden måde end her.

Men Norge har en stærk jazzscene, og det resulterer også i en stærk norsk selvforståelse af at være på verdenskortet inden for jazz. Jan Garbarek og de mange norske ECM-musikere og legendariske indspilninger med bl.a. Keith Jarret fra Rainbow studio i Oslo, er noget man er stolte af, og som har betydet meget for de efterfølgende generationer, der stadig refererer til den nordiske ECM-jazzlyd. Freejazz-scenen er også spændende og anderledes i Oslo end i København, bl.a. fordi den er så tæt forbundet med folkemusik, ny klassisk musik og scenekunst, så det er helt normalt at opleve musikere der spiller sav, jødeharpe eller hardingfele sammen med kunstnere der arbejder mere performativt og tværkunstnerisk på den ugentlige free-jazz koncertserie.”

P/A: Hvem er dine største inspirationskilder?

MD: “Ift. den kunstneriske kompromisløshed og originalitet er det nok Laurie Andersson og Yoko Ono, jeg tænker på først. De står for mig som nogle ekstremt tydelige kunstnere, der viser at det enkle, men særegne, kan have en ekstrem kraft hvis der er en tyngde og kunstnerisk såvel som politisk nødvendighed bagved. Laurie Andersons “Big Science” album var virkelig en øjenåbner for mig. Derudover er der fantastiske kvindelige kunstnere som Joni Mitchell og forfatter Astrid Lindgrenen som er en stadig inspiration for mig også som mennesker. De er uden tvivl nogle ekstremt vigtige stemmer kunstnerisk, men som samtidig bærer sådan en typisk kvindeskæbne, at f.eks.  blive ufrivillige gravide og måtte bortadoptere deres børn, både fordi de var fattige, men også for at kunne forfølge deres kunstneriske drømme. Jeg bliver oprørt over den ulighed de var udsat for dengang, og hvordan uligheden i musikbranchen stadig hersker i dag om end på andre måder. Men det giver mig samtidig en ild og lyst til at skabe, arbejde og blive ved at gøre min egen ting, uanset hvad der sker rundt om mig, ligesom de insisterede på og kæmpede for, til glæde for alle os andre. Hvis jeg mere specifikt skulle nævne saxofonister jeg er inspireret af, så kunne det være Ornette Coleman, Mats Gustafsson, Lars Greve, Lee Konitz, Christina von Bülow, Stan Getz og Wayne Shorter”.

P/A: Er der er en rød tråd mellem dine forskellige projekter?

MD: “Det tror jeg bestemt, man kan sige der er. Alligevel er det også vigtigt for mig at have mange forskellige projekter fordi de netop kan noget forskelligt og er stimulerende og inspirerende på forskellige måder i kraft af de forskellige mennesker, jeg samarbejder med og projekternes forskellige fokusområder. Jeg ville aldrig kunne have ét soloprojekt, som nogle kunstnere har. Jeg trives i afvekslingen mellem forskellige energier og mellem at arbejde mere alene og mere kollektivt. Hvis jeg skal beskrive den røde tråd, jeg selv ser i mine projekter, så vil jeg sige, at jeg generelt er optaget af melodier, og godt kan lide kontrasten mellem det mere abstrakte og ekspressive sprog med f.eks. extended techniques og det mere harmoniske og storladne lidt naive melodiske. Og så betyder form, instrumentering og arrangement ret meget for mig i alle sammenhænge, jeg indgår i. Det er både enormt vigtigt og virkelig sjovt at tænke meget over former og forløb og sammensætninger. 

De langvarige band-samarbejder er desuden noget, der er vigtigt for mig. I Køs har vi spillet sammen i snart 10 år, og generelt kan man også sige, at jeg er en komponist, der stort set altid selv medvirker i de ensembler, jeg skriver for”. 

P/A: Har du en bestemt tone eller lyd på saxofonen, som du i særligt høj grad arbejder med i din musik? I så fald, hvad er det netop dén lyd kan?

MD: “Jeg håber, at man kan høre på min klang, at det betyder meget for mig, at den er rig, rund og fyldig, hvilket også vil sige, at der er ret mange alt-saxofon-klange, jeg faktisk ikke så godt kan lide – for alt-saxen kan hurtigt blive spids og nasal i sin natur, og det bryder jeg mig ikke så meget om. En altsaxofon lyder bedst når den har en stor og fyldig kerne, men samtidig en åbenhed i toppen og en sangbarhed som en kvindestemme, hvilket skiller den ud fra de andre saxofoner i saxofonfamilien. Og selvom jeg ligesom mange andre frit improviserende musikere også er optaget af at udvikle et stort sprog af extended techniques på saxofonen, som f.eks. er mere perkussive eller efterligner andre instrumenter og maskiner, så betyder den mere ’traditionelle’ saxofon-klang faktisk meget for min glæde ved at spille instrumentet. Det kommer i høj grad til udtryk på Sidechains-albummet “Vands Transparens”, hvor der stort set ingen extended techniques er på hele albummet, men til gengæld arbejder vi med variationer af klangen indenfor ’normal-området’ og jeg elsker den slags saxofonmassage”.

P/A: Hvad er dine tanker omkring størrelsesforhold? Her tænker jeg på Sidechains og Copenhagen Clarinet Choir, der flerdobbler et instrument, dels saxofonen og klarinetten.

MD: “I både Caktus og Sidechains er der en flerdobling af instrumenter, hhv. 2 altsaxofoner og to kontrabasser i Caktus og i Sidechains 5 saxofoner, men også Carolyn Goodwins Copenhagen Clarinet Choir. som jeg er en del af, består af 6 Bb-klarinetter. Det er jo ikke som sådan noget nyt at mangedoble instrumenter, f.eks. har Niels Lyhne Løkkegaard arbejdet med mangedobling af alle mulige instrumenter på mange forskellige måder i sin sound x sound-serie for at opnå nye klange og udvide instrumenternes potentiale, og i den traditionelle bigband besætning har man 5 saxofoner. Jeg mener dog,  der er flere ting,  som er spændende ved det. Som komponist synes jeg, det er et sjovt benspænd i Caktus at instrumenterne både kan smelte helt sammen, hvilket er en vild effekt når f.eks. to kontrabasser stryger den samme basgang. Men at vælge de samme instrumenter betyder samtidig, at der i ensemblet på en måde ikke er så stor variation som i mange andre ensembler. Og netop det presser en som komponist til at udfordre mulighederne for, hvad de enkelte instrumenter kan lyde som for at opnå variation og bredde”.

For mig er musik meget visuelt, og jeg bruger en del tid på først at forestille mig det musikalske forløb visuelt inde i hovedet, før jeg afprøver lyde med enten stemme, klaver eller saxofon.

P/A: Har du bestemte tilgange til at komponere musik? Er de forskellige i forhold til, om det er solo-materiale eller til større/mindre grupper?

MD: “Jeg har aldrig rigtig fået undervisning i at komponere musik før det sidste år, da jeg pt. studerer på Norges Musikhøgskole. Så jeg vil sige, at jeg egentlig mest af alt har en ret intuitiv tilgang til at komponere musik. For mig er det bare at gå i gang, og så se hvad der kommer, og det føles egentlig ikke så kompliceret – det er som at improvisere bare i et langsommere tempo, hvor man har mulighed for at redigere. Men det er heller ikke helt sandt, for jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og på det kommende album med Caktus har jeg derfor både arbejdet med først at skrive tekst, som jeg derefter har skrevet musik til, men også at skrive musik ud fra fotografier, som nu kommer til at være en del af udgivelsen. For mig er musik meget visuelt, og jeg bruger en del tid på først at forestille mig det musikalske forløb visuelt inde i hovedet, før jeg afprøver lyde med enten stemme, klaver eller saxofon. Og ofte er det en stadig vekslen mellem disse tre instrumenter, fordi oversættelsen og klangen gør noget interessant ved materialet. 

Derudover går jeg og samler på instrumenterings-idéer i min notesbog på daglig basis, som ofte bliver afsættet til de kompositioner jeg skriver til Caktus. Så her vender vi lidt tilbage til udfordringen med flerdobling af instrumenter, som jeg synes er et godt kreativt benspænd. Det kunne f.eks. være ’to selvstændige ligeværdige melodier fletter sig ind og ud af hinanden i sax og cello, mens kontrabas og anden sax bevæger sig stakkeret fra dybt til lyst register’. Når man har sådan en idé som udgangspunkt, så er det enormt let at gå i gang. Og så er der tre sætninger, jeg ofte vender tilbage til: 1. Den første idé er næsten altid god. 2. Man skal lave et stykke musik færdigt, før man kan lave det om. 3. Man skal lave den første plade, før man kan lave den næste”.

P/A: Der er et særligt arbejde med en slags ro eller langsommelighed (eller given plads) i meget af dit arbejde. Er det noget, du kan genkende? Jeg tænker f.eks på en komposition som “svaner flyder i lys” fra debuten med Sidechains, men oplever det også som et generelt træk, der kan dække over meget af din musik.

MD: “Det kan jeg godt genkende. I livet prøver jeg generelt at dyrke en ro og en jordbundethed, som måske også kommer til udtryk i musikken. Det er ikke fordi, jeg ikke også kan lide vilde udbrud og overraskelser eller at spille enormt ekspressivt og i et højt energi-niveau, men de to ting udelukker ikke hinanden. Og jeg kan godt lide kontrasten imellem det vilde og uforudsigelige, og det mere flydende poetiske, eller melankolske og rolige. Og måske har vi i vores samfund i dag bare lidt mere brug for ro, end hurtig og meget stimulans, fordi der er så meget, der hele tiden vil have vores opmærksomhed i form af reklamer og medier. Det kan godt være min musik derfor i højere grad også higer efter et indre lidt roligere tempo. Det har jeg egentlig ikke tænkt så meget over tidligere. 

Det handler ikke altid kun om at spille højt og hurtigt og tage plads, lidt forenklet sagt – det handler i lige så høj grad om at give plads, hvis der skal opstå noget uforudset og sublimt.

Til gengæld har jeg tænkt en del over det med at give plads i musikken. Det er noget, som er virkelig vigtigt for mig, og noget jeg godt kan savne nogle gange i nogle frit improviserede sammenhænge, fordi det unikke og individdyrkelsen i genren kan afstedkomme at nogle musikere er så ‘kompromisløse’, at de nærmest ikke lytter til den sammenhæng, de er i, og i hvert fald ikke spiller sammen med den. For mig er en stærk musikalsk stemme ekstra stærk, når den kan gå i dialog med andre. Man kan godt lade sig påvirke af sammenhængen, man er i, uden at miste sig selv. Og her kunne man måske godt tale om at jazzmiljøet i nogen grad stadig mangler at give plads til nogle mere feminine værdier. Det handler ikke altid kun om at spille højt og hurtigt og tage plads, lidt forenklet sagt – det handler i lige så høj grad om at give plads, hvis der skal opstå noget uforudset og sublimt. Og det har i hvert fald været bemærkelsesværdigt for mig at opleve hvor meget plads vi giver til hinanden i f.eks., trioen jeg har med Anne Efternøler og Carolyn Goodwin, som netop udgav en single 8. marts. Den type plads i musikken har jeg mest oplevet sammen med andre kvinder”.

P/A: Sammen med en række andre spændende musikere kører du pladeselskabet Barefoot Records. I januar udkom kompilationen “Shoeless and shameless”, hvor I har indgået et endnu tættere musikalsk samarbejde ved at spille på, i og med hinandens musik og kompositioner. Det er jo en skøn form for mutation. Kan du fortælle lidt om tankerne og processen bag?

MD: “Barefoot Records er et kunstnerkollektiv som består af 8 musikere og komponister, alle med et virke indenfor den eksperimenterende og frit improviserende jazz, og det har siden 2006 fungeret som en platform, hvor medlemmerne frit kan udgive sin musik uden nogen restriktioner eller vurderinger. Jeg har kun været en del af kollektivet siden 2019 og er således det nyeste medlem, men jeg er faktisk en af dem, der har skubbet på ift., at vi burde bruge hinanden mere kunstnerisk. I mange år har vi arrangeret en egen scene under Cph Jazzfestival, og der har altid været en fælles koncert, men nu var alle klar på at tage det et skridt videre. 

Desuden fik vi lavet en lille dokumentarfilm om labelet da vi indspillede pladen, og det får os forhåbentlig også udadtil til at fremstå mere samlet, og gør det mere klart hvem vi er, og hvad vi står for. Med den mængde af musikudgivelser der er i dag, og sådan som musikkens tilgængelighed for publikum er styret af algoritmer, tror jeg det er vigtigere end nogensinde at udgive sin musik som en del af en større ’familie’, for at udgivelserne ikke bare forsvinder i det store internet-hav”.

P/A: På adskillige af de udgivelser, du medvirker på, er titlerne ofte meget billedrige og poetiske. Er titlerne udtryk for en bagvedliggende idé eller fascination, som danner udgangspunkt for musikken? Eller er det musikken, som kommer først og titlen, der følger efter med afsæt i musikken?

MD: “Titler betyder ret meget for mig. Når man arbejder med så relativt abstrakt musik, som jeg gør, så er titlerne det mest håndgribelige, lytteren har til at kunne åbne musikken og lytningen. Derfor er titler vigtigere end mange musikere vil anerkende. Det var i mødet med venner, der arbejdede med tekst og sangskrivning, at det rigtig gik op for mig, hvad tekst i musik betyder for mange mennesker, og at i instrumentalmusikken har vi faktisk kun titlen. Indenfor jazzen synes jeg generelt, der desværre findes enormt mange dårlige, banale eller intetsigende titler, og det vil jeg gerne gøre bedre. På Caktus-albummet “Under Solen” havde jeg derfor fået 12 forskellige digtere til at skrive tekster ud fra musikken som en åbning til numrene, og på den kommende Caktus-plade “Flimrende” har jeg selv skrevet en slags ’udvidede titler’ til hvert nummer, som består af ca 4 -5 linjers tekst/digt/tanker.

Om titlerne kommer først eller sidst er lidt forskelligt fra projekt til projekt. Når jeg komponerer til Caktus, finder jeg på titlen samme dag, som jeg skriver nummeret, ofte imens jeg skriver det. Det er lidt et princip for virkelig at prøve at fange, hvor musikken kommer fra, hvilken stemning, hvilke oplevelser og hvilke steder der former musikken. Mens i Køs og Maraton er titlerne kommet helt til slut, nærmest da vi skulle til at sende pladen til tryk, for det er frit improviseret musik, og albummene blev til gennem en lang udvælgelsesproces – og for Maratons vedkommende også redigeringsproces. Så i de bands har det været vores associationer efter at musikken har været helt færdig, som vi har prøvet at nedfælde, og på “An Uncaught Bird” med Køs valgte vi endda at prøve at kæde de associationer sammen til ét langt digt som titlerne tilsammen udgør”.

P/A: Du har samarbejdet en del med Pia Tafdrup. Hvad er det lyrikken kan sammen med instrumentalmusikken – både generelt såvel som specifikt i Tafdrups tilfælde?

MD: “Samarbejdet med Pia Tafdrup har betydet virkelig meget for mig og for Køs, og meget mere end jeg kunne forudse, da vi første gang tog kontakt til Pia. At komme tæt ind på livet af en ret anden kunstnerisk proces, som man er i som forfatter, der er et langsommeligt, stædigt, vedholdende og ensomt arbejde ved skrivebordet hver eneste dag, og som er ekstremt perfektionistisk, fordi man kan redigere og redigere og redigere, og fordi især digtere er så optagede af struktur og form. Samtidig synes jeg at frit improviseret musik, som vi spiller med Køs, og netop lyrik, har virkelig meget tilfælles, da begge kunstarter handler om at sanse verden omkring sig stærkt og åbent. Og vi var heldige at møde Pia netop da hun arbejdede med sin digtsamling om høresansen, så det betød mange gode snakke om lytning og sansning.

Desuden har det været spændende at hun som en fjerde person i bandet, har kunnet beskrive vores proces som musikere og som band på måder vi ikke selv havde tænkt på det før, og som har lært mig meget om hvem jeg, og vi er, men også helt generelt hvad musik og lyd kan. Det samme tror jeg egentlig gælder for publikum. Det har i hvert fald været nogle virkelig gode snakke vi har haft med publikum efter vores koncerter med Pia. For pludselig har folk som ellers ikke lytter til jazz eller elektronisk musik fået alle mulige associationer af musikken, fordi digtenes ord har åbnet fantasien for lyttere, som måske ellers ville synes vores musik var utilgængelig eller ’meget eksperimenterende’. Det er jo et ret forskelligt kernepublikum vi og Pia har i udgangspunktet, men jeg synes vores kunst har meget med hinanden at gøre, og jeg ved at vi gensidigt beundrer dét hinanden laver”.