Carl Gari & Abdullah Miniawy – Et fortvivlet vidnesbyrd
Carl Gari & Abdullah Miniawy “Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor)” (Whities, 2019) – anmeldelse af Emil Grarup
En af mine absolutte favoritudgivelser fra 2016 var ”Darraje”, en EP på fire numre, som var resultatet af et samarbejde mellem den tyske ambient jazz-trio Carl Gari og den egyptiske digter, sanger og trompetist Abdullah Miniawy. EP’en, der udkom på britiske Trilogy Tapes, ramte noget helt særligt hos mig med sin ejendommelige blanding af det energiske og det elegiske.
Om deres nyeste udspil “Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor)”, udgivet på ligeledes britiske Whities, kan man sige, at de lægger en mere afdæmpet stil for dagen. Genremæssigt placerer udgivelsen sig i forlængelse af en tendens, som man kunne kalde doom jazz eller ambient jazz, og som kan karakteriseres med udgangspunkt i et langsomt, næsten slæbende, tempo og et dystert, “eerie” klangunivers: Tænk sen Scott Walker på opium. Gruppen adskiller sig dog fra mere klassiske doom jazz-konstellationer som Kilimanjaro Darkjazz Ensemble eller Bohren & Der Club of Gore ved at være vævet af en lidt mere syntetisk tråd: Alting er digitalt produceret.
I min optik er det, fordi dette dunkle lydbillede finder sin mage i Abdullah Miniawys forpint messende vokal, at tingene begynder at blive rigtigt interessante. Som den dedikerede læser af Passive/Aggressive måske ved, er jeg ret begejstret for at drage religiøse og/eller spirituelle paralleller. Denne gang skal ikke være en undtagelse: Åbningsnummeret ”Zawaj” er med langsomt hvæssende synth- og guitar-arpeggioer, dundrende bastoner og lange fraseringer en så intens oplevelse, at den sætter sig i kroppen som en konkret følelse. Dette netop fordi Miniawy taler med en fortvivlelsens stemme. Selvom man ikke forstår de arabiske tekster, kan man stadig identificere en frustration og desperation i hans tone og stemmeføring. Denne afmagt bliver eksempelvis tydelig i nummeret ”B’aj”, hvor han skiftevist snakker affekteret og nærmest hyler. Han lyder vitterligt som én, der har mistet sin tro; som én, der stirrer mod afgrunden.
Værd at bemærke i denne sammenhæng er, at Abdullah Miniawy er flygtet fra Abdel Al-Sisis undertrykkelsesregime i Egypten og nu bor som immigrant i Frankrig. Hans sang kan forstås som et vidnesbyrd, musikken som en måde at behandle netop den afmagt og frustration, som tilværelsen i et sådant regime kan frembringe.
Af gode grunde kan jeg ikke sige så meget om, hvorvidt teksterne konkret afspejler denne trøstesløse undertrykkelsesvirkelighed. Til gengæld kan jeg sige noget om, hvorvidt den indlejres som affektiv intensitet, hvordan følelserne indskrives i dynamik, tempo, stemmeføring og klang. Med dette in mente vil jeg kalde Carl Gari & Abdullah Miniawys Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor) et af de mest interessante værker om flygtningeeksistens, jeg længe er stødt på.
“Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor)” udkom på Whities 6. september.
