Clarissa Connelly – Fortidsvandring med lette skridt
Clarissa Connelly “The Voyager” (CC Music, 2020) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
2020 var året, hvor danskerne genopdagede Danmark. Fordi vi var tvunget til det. Klaustrofobiske byboere flygtede ud af smittediglen, ligesom Holberg flygtede til Nordfalster i 1711 fra pesten og mødte Marie Grubbe, hvilket der kom en epistel ud af, der affødte mindst to litterære klassikere. Om corona-pandemien har affødt helt så skæbnesvangre møder, vil historien vise.
Men nogle af de mange danskere, der genopdager det danske natur i denne kortvarige, naturromantiske renæssance, kunne med fordel stifte bekendtskab med skotsk-fødte Clarissa Connelly. For ikke nok med at Trelleborg pryder coveret til hendes nye album, “The Voyager”, så står hun også bag en ny app, “Vandringen”, der kortlægger Danmarks ældste historie fortalt gennem mindesmærker i landskabet. Dermed giver hun de vandrende danskere en guide til at opsøge nogle af de ufattelig mange historiske efterladenskaber, der er spredt ud over hele den danske natur, såsom rundhøje, gravhøje, jættestuer foruden lidt mere synlige seværdigheder som borge.
Appen har hun skabt i samarbejde med 21 danske kunstnere, der har beriget nogle særligt udvalgte steder med et kunstværk. Connelly har f.eks. selv indspillet en video til nummeret “Holler” i samarbejde med Salomon Santis og Fie Ljungmann på Trelleborg. Optimalt står man på selve lokationen, mens man indtager kunstværket. Men det er ikke kun musikvideoer, man kan finde på appen dedikeret til eller inspireret af det historiske sted. Det er også musik, malerier, skulpturer og digte, f.eks. Astrid Sonnes smukke drone-nummer til vandfaldet Risebæk på Bornholm. Enkelte værker kan kun opleves på stedet. Abelines Gård tæt på Hvide Sande har et værk af Joalane Mohapeloa, der kun er tilgængeligt i nærheden af gården. Så har jeg jo en grund til at køre de 522,89 km, appen fortæller mig, jeg er fra værket.
Lidt tættere på min adresse i Præstø er det imponerende Faxe Kalkbrud, som Magnus Fisker har skabt et ekspressionistisk inspireret maleri til. Maleriet hedder “Vandring på kanten af dalen” og ligner en forestilling om dalens udseende, lang tid før vi mennesker begynder at grave kalk op af den for 8-900 år siden. Et maleri på en telefon er en lidt sølle oplevelse, men det skaber grebet tilbage i historien, de 63 millioner år tilbage, hvor området var dækket af vand, og kæmpehajer og krokodiller svømmede rundt.
Endnu tættere på ligger Skibbinge Skov, som min kæreste og jeg indtil nu ikke har gået meget i, men nu har vi nyt incitament til det, for det vrimler angiveligt med rundhøje i skoven. Og ja, en rundhøj er jo ofte kun en lille tot græs og buske, men det giver nu alligevel vandringen en særlig magi, når man ved, at nogle mennesker for lang tid siden har skabt noget af landskabet, nogle mennesker, der for længst er glemt, ligesom man selv forsvinder og forglemmes.
På vej hen til vandringer i den danske historie, og undervejs såmænd, kan man med fordel lytte til Connellys “The Voyager”. Det er et fint lille album, der er plettet af Connellys egen keltiske historie. Dog er det ikke et direkte folkemusikalsk udtryk. På mange måder er det klassisk artpop, og helt specifikt 80’er-inspireret artpop. Det er især trommelyden med dens store rumklang, men også brugen af synthesizere og den generelle elektroniske manipulation af strengeinstrumenter, der giver en luftig og æterisk lyd. En blanding af akustiske instrumenter og elektroniske producerede, som minder om 80’ernes artpop.
Den åbenlyse reference er Kate Bush pga. Connellys stemmeføring, men Connelly er mere afdæmpet. I et nummer som “Bargain” lyder nogle af klangene fra guitarerne inspireret af øst-asiatisk folkemusik på samme måde, som Japan lod sig inspirere af den på “Tin Drum”. Altså meget langt fra den keltiske folkemusik, uden at jeg skal gøre mig klog på, om de klange findes et sted i keltisk folkemusik. De bløde baslyde i “Theresa” og “Longitude” lyder også som noget, der kunne have været på et solo-album af David Sylvian i 80’erne.
Og her er en pointe. Stemningen og tempoet i de fleste af Connellys sange er tættere på David Sylvians solo-arbejde end Kate Bushs mere højstemte og energiske udtryk. “The Voyager”‘s modus er derfor mere på linje med det danske gråvejr, højst lidt let storm og et regnskyl, og den velkendte melankoli, som sætter sig fysisk i mange danskere hen ad efteråret. Men man fornemmer også den friske luft, der liver blodcellerne op, vinden, der flyver gennem kroppen.
Der er mange fine, små detaljer, henførende melodier og interessante idéer på “The Voyager”. Men det bliver også nogle gange på et skitse-plan. De fleste numre varer omkring tre minutter, og de kunne godt bære at udfoldes over længere tid og måske endda bygges lidt op. Jeg holder meget af musik i skitseform, men der er også genrer, hvor det passer bedre end andre, og jeg vil gerne have min artpop til at vare ved. På mange måder er det ironisk, at en af de mest rørende sange på albummet, “Mother and Daddy”, er den længste, men også en af de mest nedbarberede med simple guitarakkorder, der mod slutningen får tilført anslag af en bratsch, indtil det slutter i zigzaggende violin-mønstre.
“Vandringen” er en suveræn app til naturglade vandrere, og “The Voyager” et smukt akkompagnement, men kan jeg ønske mig et album til en lidt længere vandring næste gang?
Info: “The Voyager” er ude nu, og det samme er appen “Vandringen”, tilgængelig på App Store eller Google Play.
