Passive/Aggressive

CTM – Minimalistiske kompositioner for cello både forfører og frustrerer

Blog October 6 2023 , af alexanderjulin

CTM – “Vind” (15 love, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard, foto af Josefine Seifert

Cæcilie Trier har i forskellige konstellationer såvel som solokunstner cementeret sig som en særegen musiker i dansk musik. Med hendes kraftfulde vokal og og stemningsmættede cellospil har hun som CTM formået at kombinere eksperimenterende popmusik med klassiske og til tider barokke undertoner, bl.a. gennem den væsentlige rolle som celloen netop ofte spiller i hendes kompositioner. På hendes nye album Vind, der er den første udgivelse på det nyligt etablerede danske label 15 love, parkerer Trier de poppede elementer til fordel for mere rendyrkede, instrumentale cello-kompositioner. Udgivelsen fremviser masser af spændende kompositioner og potentiale, men samtidig også musikstykker, der desværre ikke lever op til de forventninger, som de andre skaber.

Albummets første nummer, ”Drama”, lever i den grad op til sit navn. Staccato strygerstabs nærmest angriber lytteren, så snart der trykkes afspil. Overraskelses-angrebets effekt mindskes selvfølgelig ved senere lytninger, men kompositionen fastholder til stadighed interessen. De insisterende, repetitive cellostrøg giver lytteren plads til virkelig at lytte efter og lægge mærke til de ofte mikroskopiske forskelle, såsom hvordan buen rammer og forlader strengen. Det er en forholdsvist simpel komposition, der vinder netop på grund af sin simplicitet – den insisterer på at blive lyttet til med fokus.

Det samme kan desværre ikke siges om det senere nummer, ”Trance”, der, til trods for at det umiddelbart lader til at være bygget på samme principper (her saves der frem og tilbage med buen på celloen i heftigt tempo), bare ikke formår at skabe samme lytterum og -lyst.

Der er en varme og ro over dette nummer, som indkapsler den kærlighed til livet, man føler, når man kigger ud af vinduet, og det fortravlede menneskemylder ude på gaden sætter ens egen eksistens på spidsen.

Heldigvis er der flere andre lyspunkter. ”Hold you” iblander celloen med en smule fløjte samt reallyde og brudstykker af samtaler mikset således, at det på samme tid føles helt tæt på og uendeligt fjernt, hvilket afføder den romantiserede, men nok også lidt melankolske følelse af at sidde i en lounge et eller andet sted, mens et utal af ukendte liv passerer forbi én. Der er en varme og ro over dette nummer, som indkapsler den kærlighed til livet, man føler, når man kigger ud af vinduet, og det fortravlede menneskemylder ude på gaden sætter ens egen eksistens på spidsen. Eller ”Getting lost”, der med plukkede og strøgne strenge lokker lytteren imod sig med en tryghedsfornemmelse, der viser sig at være falsk, da musikken pludseligt som en malstrøm i en dramatisk sidste tredjedel ikke længere bare trækker sit hjælpeløse offer ind, men nu også ned, synkende og uundgåeligt. 

Men det er næsten som om, at der for hvert nummer, der begejstrer og inspirerer, kan findes et modsvarende nummer, der desværre ikke når samme højder. Således har ”Hold you” en søskende ved navn ”Stairs, Pt 1”, som ligeledes er baseret på reallyde, samtaler og en minimalistisk cello, men som i modsætning til det foregående nummer føles fjernt og uvedkommende, og som for mit vedkommende ikke rigtig har en følelsesmæssig indvirkning. Det samme kan siges om ”Getting lost” og ”Gate”, hvor sidstnævnte spiller på det tillokkende, foruroligende mørke, men ikke bevæger sig nogen vegne hen med det. Det er frustrerende at opleve et virkelig godt stykke musik, for derefter at blive præsenteret for et stykke, der ikke lever op til det foregåendes potentiale. 

De mere interessante kompositioner vejer dog tungere end de mindre, og albummets to sidste numre formår at slutte af med et yderst positivt indtryk: ”Dante” glæder først med en simpel, men smuk melodi, der begejstrer, når den falder fra hinanden til sidst. Og ”For Jannis”, hvor cello-spillet transformeres af pålagte effekter, og skaber en lyd, der på én gang er genkendelig som et analogt instrument, men samtidig er hørbart ved siden af – en uncanny valley cello. Vind er således et album, der i sin helhed ikke vækker ubetinget begejstring, og som nok ville have haft godt af en beskæring, men som i sidste ende oftere end ikke fremviser Triers talent som komponist og cellist.

Info: “Vind” udkommer i dag på 15 love.